Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Hvorfor to foreninger?

 
Historisk set har ATO og Tandlægeforeningen været én forening, men i 1985 brød de offentlige tandlæger ud af fællesskabet og dannede deres egen forening TNL, der i marts 2011 ændrede navn til De Offentlige Tandlæger, DOFT og ATO i 2015.
 
Trods flere fusionsforsøg de sidste 30 år er de to foreninger blevet under hver sit tag. Annelise Bastholm, den første formand i foreningen, og Anne Kaae-Nielsen, formand ind til efteråret 2012, fortæller her om bruddet i firserne og om tiden, der fulgte.
 

Vi skrev historie

Annelise Bastholm var ATO's (tidligere TNL og De Offentlige Tandlæger) første formand, og hun var med, da beslutningen om at bryde ud af Tandlægeforeningen (tidligere Dansk Tandlægeforening - DTF) i 1985 blev taget.
 
”I 1970´erne blev den kommunale tandpleje udbygget. Tandlægerne i den kommunale tandpleje var socialt engagerede og ville en bedre tandpleje for børn. Børnetandplejen skulle være fundamentet for unge og ældres tandsundhed. Det var i en tid, hvor vi udviklede et unikt folkesundheds-program inden for offentlig tandpleje, og der var ekspansionstider.
 
Så kom 1980´erne, en tid med en borgerlig regering og en tid med regression, hvor kommunerne skulle spare. En borgerlig regering skulle uddrage løsningerne for tandplejens fremtidige organisation fra ATFO-rapporten, det kunne blive valget mellem at anvende vores tandplejemodel som fundament for et bedre tandplejetilbud til unge og ældre, eller det kunne blive en øget privatisering.
 
Det viste sig, at DTF var enige med regeringen i en model med øget privatisering, men hvis den model blev en realitet, ville vi miste 25 procent af jobbene i den kommunale tandpleje. Som kommunale tandlæger manglede vi et talerør til politikerne for at kunne præge udviklingen af tandplejetilbuddene til befolkningen og sikre vores interesser. Børnetandplejeloven skulle revideres til Lov om tandpleje, og vi kunne ikke leve med, at DTF´s politiske linje skulle tegne den kommunale tandpleje."
 

En ny epoke startede

"Vendepunktet kom i foråret 1986, hvor forslaget til overenskomsten blev stemt ned af de privatpraktiserende tandlæger. Det var et spørgsmål om at få ældretandpleje som arbejdsområde i kommunerne, der delte vandene. Det var et forhandlingsresultat med kommunerne, som sikrede os en god overenskomst og et godt fodfæste. Men vi blev majoriseret af de praktiserende kolleger i DTF.
 
Dengang var jeg formand for Dansk Børnetandlægeforening, og vi besluttede, at nu måtte der gøres noget! Vi afholdt møder med Dansk Børnetandlægeforenings medlemmer, debatterede og afprøvede viljen til at bryde med foreningen. Viljen var der, og vi begyndte at forberede en ny foreningsdannelse.
 
En større gruppe af tandlæger, heraf flere toneangivende overtandlæger, havde allerede taget skridtet og meldt sig ud af DTF. Vi deponerende udmeldelser, og der kom rigtig mange, og den 28. september 1985 blev Tandlægernes Nye Landsforening. TNL, (I dag ATO) dannet i Folkets hus i København. Der var vedtægter, der var en politik, og vi havde opbakning fra mere end 750 medlemmer, der meldte sig ud af DTF.
 

En sejr i Østre Landsret

"Helt fra starten ønskede den nye forening. TNL, sig at stå på to ben. Foreningen ville være en sundhedspolitisk organisation, der arbejdede for et bedre tandplejetilbud til befolkningen og den kommunale tandpleje som en central aktør inden for det sundhedsfremmende arbejde i kommunerne.
 
Men samtidig ville vi være den faglige organisation, der sikrede beskæftigelse, gode løn- og ansættelsesvilkår og relevant efteruddannelse og lederuddannelse til medlemmerne.
 
For at kunne nå vores mål, havde vi brug for forhandlingsretten. Det var derfor epokegørende, da vi den 30. juni 1986 vandt den i Østre Landsret. Det var aldrig set før, at en fraktion, der var brudt ud af en akademisk organisation, havde vundet forhandlingsretten med sig.
 
Med en stor medlemsopbakning lykkedes det os både at få plads i forhandlingsverdenen og opnå et medlemskab af AC (Akademikernes Centralorganisation). Vi havde på det tidspunkt 1008 medlemmer bag os."
 

Fremtidens platform

Perioden, der fulgte, årene fra 1985 til 1990, var båret af engagement, stort politisk mod og medlemsdemokrati. Et velfungerende sekretariat blev bygget op, og en stor del af foreningens medlemmer var aktive. Mange opgaver blev båret af frivillige. Vi var entusiastiske, vi var forenede på landsplan. Vi hjalp hinanden, og vi udvekslede erfaringer og ideer.
 
Vi havde jo nok en forventning om, at vi kunne danne en fælles forening med DTF i en søljestruktur inden for en årrække. Det viste sig ikke muligt, trods flere forsøg. Tiden har dog vist, at vi godt kan selv. At vi er kommet for at blive."
 

Stærk på egne ben

Anne Kaae-Nielsen har været formand siden 2006. Frem til efteråret 2009 arbejdede hun sammen med formanden for Tandlægeforeningen (tidligere DTF) på at samle de to foreninger.
 
”Det har altid ligget lidt i kortene, at de to foreninger igen skulle være én samlet forening, og da jeg i 2006 blev formand, var planerne om en fusion endnu engang på tegnebrættet, og jeg holdt de første indledende møder med formanden for Tandlægeforeningen.
 
Jeg valgte nu, som optakt til de videre forhandlinger, at tage på Roadshows rundt i landet for at spørge medlemmerne til råds. Hvis det her skulle lykkes, hvad var så deres ønsker til en fælles fremtid?  Der kom mange til møderne, holdninger og ønsker blev tilkendegivet over hele landet, og medlemmerne blev bedt om at prioritere.
 
Det viste sig, at der var bred enighed om tre elementære ting, der alle handlede om, at vi som minoritetsgruppe skulle have de samme rettigheder, selvom vi var de små. ”
 

Forhandlingsretten afgørende

”Det mest væsentlige medlemskrav var, at vi ikke ville opgive retten til at forhandle vores egen overenskomst. Den forhandlingsret, som vi havde vundet i 1986.
 
Samtidig ønskede medlemmerne en forening, hvor der var plads til uenighed og divergerende synspunkter. Med andre ord, at vi som minoritet havde lov at tale vores sag i forhold til de rammevilkår, der var gældende for os.
 
En sidste ting var kravet om at kunne vælge blandt egne kolleger i den kommunale tandpleje, når der skulle vælges til repræsentantskabet. Igen var det et spørgsmål om at sikre fairness til minoriteten. En fairness, der naturligvis også skulle gælde andre små grupper i foreningen, f.eks. de statsansatte.  Da jeg gik til de endelige forhandlinger, var det med de tre ønsker i tasken.”
 

Fusionen mislykkedes

”Årene gik, og et stort benarbejde stod på - blandt andet i form af mange møder på tværs af de to foreninger. Hovedgruppen, der mødtes, bestod af tre repræsentanter fra hver af de to foreninger og nogle administrative medarbejdere.
 
Gruppen holdt godt 10 møder i løbet af perioden. Susanne Andersen, formand for Tandlægeforeningen, og jeg sås omkring 15 gange i løbet af de tre år, forhandlingerne stod på.
 
Kort før sommerferien i juni 2009 var vi nået så langt i vores planer, at vi i TNL fuldt og fast troede på, at der nu bare manglede de endelige vedtægter. Aftalen var, at begge formænd gik tilbage til baglandet og kontaktede lokalformænd og kredsformænd for at få det endelige go.
 
Tilbage fra sommerferien, sensommer/efteråret 2009 viste det sig imidlertid, at de krav, vi havde til forhandlingerne, alligevel ikke kunne imødekommes. Tandlægeforeningens hovedbestyrelse havde ikke sit bagland med sig.
 
ATO valgte nu at tage initiativ til at få en advokat på banen, der kunne hjælpe med at få enderne til at mødes. Begge parter fortalte om de knaster, vi oplevede, at der var i det endelig udspil, og advokaten fortalte, at det ville blive svært, men ikke umuligt.
 
Han foreslog en række forskellige scenarier, der organisatorisk favnede begge parter. Vi prøvede. Frem og tilbage, men der kunne ikke opnås enighed! Fusionen måtte til sidst aflyses!”
 

Ny start. Nyt navn!

”Som forening tog vi en dyb indånding og traf så beslutningen om, at vi nu havde alle muligheder for at skabe præcis den forening, vores medlemmer ønskede. Herefter satte vi en større spørgeundersøgelse i gang, der blev yderligere kvalificeret i fokusgruppemøder med en mindre gruppe af medlemmer.
 
Resultaterne blev præsenteret på endnu et Roadshow ”TNL i fremtiden”, og igen var der mange medlemmer på banen til at ytre sig. Alt sammen mundende det ud i, at Hovedbestyrelsen på Generalforsamlingen i efterår 2010 fik mandat til at sætte en række nye skibe i søen:
 
Lanceringen af et nyt navn, en ny hjemmeside, et digitalt nyhedsbrev og en optimeret proces omkring rekruttering.
Samtidig var der enighed om at ville skabe bedre synlighed både internt og eksternt.
 
For mig at se ligger det langt ude i fremtiden at forsøge med en ny fusion. De tre centrale punkter, hvor vi ikke blev mødt som offentlige tandlæger, indeholder medlemmernes hjerteblod.  De punkter er hovedårsagen til, at der i dag findes to foreninger for tandlæger. Selvom vi er de små, har vi bevist, at vi sagtens kan have slagkraft.  Og det kan vi, fordi vi er et fællesskab skabt af os selv - for os selv!”