Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Historien om ATO - Fra Skoletandlægeforening til ATO

Den nye historie begynder i maj 1985. Bøgen springer ud over alt i landet, men der er opbrudstider i Dansk Tandlægeforening, nu Tandlægeforeningen. Børnetandlægerne oplever et voksende behov for at styrke egne interesser og begynder i hundredvis at melde sig ud af moderforeningen. Kun få måneder efter stiftes TNL – i dag Ansatte Tandlægers Organisation. Forhistorien går mere end 100 år tilbage i tiden.

 

• Den Danske Tandlægeforening så dagens lys i 1873. Tandlægefaget befinder sig i en frigørelsesfase. Der er begrænsninger i form af et miskmask af forordninger med rødder langt tilbage i tiden. Tandlægerne føler sig hæmmet i deres praksis og må finde sig i konkurrence fra ikke uddannede tandlæger. Dansk Tandlægeforening formulerer derfor en række krav i 1908, der skal slå fast, at det kun er tandlægerne, der må udøve tandlægevirksomhed. Foreningen kræver faget forbeholdt personer med den autoriserede eksamen. Eneste undtagelse bør være de læger, der har gjort tandlægepraksis til deres hovednæring. (Enkelte barberer har fået deres licens til tandudrykning tilbage. Og visse apotekere tager sig også friheder.)

• Med et erklæret mål om at arbejde for udvikling og udvidelse af kommunale skoletandklinikker oprettes ”Dansk Forening for Børnetandpleje i 1910” under Den Danske Tandlægeforening. Foreningen henvender sig både til tandlæger, læger, skolefolk og forældre.

• På generalforsamlingen i Dansk Tandlægeforening i 1917 dannes Skoletandlægeforeningen under Dansk Tandlægeforening. Skoletandlægeforeningen har et erklæret mål om at arbejde for skoletandplejens sag. 12 melder sig ind i 1917. Efterhånden som antallet af kommuner med skoletandplejeklinikker eller andre tandplejeordninger stiger, stiger også antallet af medlemmer i skoletandlægeforeningen. En nedsættelse af kontingentet fra 5 kr. til 3 kr. bringer foreningens medlemstal over 50 i 1936.

• I 1918 konkluderer blandt andet Dansk Forening for Børnetandpleje, Lægeforeningen og Tandlægeforeningen, at tandsundheden er så ringe, at den er belastende for folkesundheden. Man anmoder Statsmagten om at finde en udvej til at fremme skoletandplejen. 

• Københavnske skoletandlæger organiserer sig i 1932 i deres egen forening, Københavns Skoletandlæge Forening.

• Virkefeltet bliver udvidet med førskolebørn og meget naturligt ønsker man, på en generalforsamling i 1946, at ændre navn til Foreningen af Børne- og Skoletandlæger. Formålet bliver ændret til også at varetage medlemmernes faglige, sociale og økonomiske interesser og dermed bevæger foreningen sig et skridt i retning af en egentlig fagforening.

• Men der er en konflikt under opsejling. Børnetandlægernes løn- og ansættelsesforhold varierer fra kommune til kommune, og nogle steder er løn og ansættelsesvilkårene meget ringe. De overenskomster Dansk Tandlægeforening har opnået, giver de privatpraktiserende tandlæger en pæn stor del af skoletandplejens patienter mod fast honorar pr. barn. Da cariesfrekvensen stiger, bliver aftalen mindre profitabel for de privatpraktiserende tandlæger, og Dansk Tandplejerforening ønsker aftalen genforhandlet. Det udvikler sig til en konflikt med kommunerne. I kommuner, hvor der er oprettet skoletandplejeklinikker, blokerer Tandlægeforeningen for de hidtidige ordninger med de privatpraktiserende tandlæger, og den kommunale tandpleje går mange steder i stå. Konflikten slutter i 1959.

• I slutningen af 1960´erne lykkes det at skaffe en positiv lønudvikling for skoletandlægerne, der nu blev tjenestemænd. 

• Der har hele tiden eksisteret modsætninger mellem de kommunalt ansatte skoletandlæger og de privatpraktiserende medlemmer af Dansk Tandlægeforening. Skoletandlægerne har behov for at markere sig, og skifter i 1968 navn fra Foreningen af Børne- og Skoletandlæger til Dansk Børnetandlægeforening. Man ønsker at understrege en særlig kompetence i behandling af børn. Samtidig etableres PTO – Praktiserende Tandlægers Organisation og FyT – Foreningen af yngre Tandlæger, der primært er for de ansatte i privat praksis.

• Dansk Børnetandlægeforening professionaliseres op gennem 70´erne, og foreningen præges af en ny fagpolitisk bevidsthed. Foreningen har oprettet et interimistisk sekretariat, først i en kælder, men siden flyttes til større lokaler i Landemærket i hjertet af København. 700 engagerede tandlæger er medlemmer.

• Men der er grøde i moderforeningen. Børnetandlægerne oplever en stigende utilfredshed med deres manglende indflydelse i Dansk Tandlægeforening. Også synet på sundhedspolitikken er forskellig. Børnetandlægerne tror på forebyggelse frem for behandling og mener, at så stor en del af tandplejen som muligt skal være et offentligt anliggende. De privatpraktiserende tandlæger mener, at al tandplejen bør overlades til privat initiativ og en fri konkurrence.

• Efterhånden som modsætningerne skærpes, benytter de privatpraktiserende tandlæger sig af deres majoritet i Dansk Tandlægeforening. PTO – Privatpraktiserende Tandlægers Organisation tager magten i Dansk Tandlægeforening på generalforsamlingen i 1984.

"Det går mod sprængning. Interesserne bliver mere og mere modsatrettede".

 


Uoverensstemmelserne går på to hovedområder: Sundhedspolitikken og indflydelsen på egne løn- og ansættelsesvilkår. Det er netop det sidste, der bliver den afgørende dråbe. Kommunernes Landsforening forslår en ændring i stillingsbetegnelsen fra børnetandlæge til kommunalt ansat tandlæge, så de kommunalt ansatte tandlæger også kan arbejde med unge og svage ældre i omsorgstandplejen. Forslaget afvises af Dansk Tandlægeforening, og børnetandlægerne begynder en for en at melde sig ud af Dansk Tandlægeforening. I januar 1985 har 115 meldt sig ud.

• På hovedgeneralforsamlingen i 1985 vælger Dansk Børnetandlægeforening at bryde ud og stifte foreningen Tandlægernes Nye Landsforening.

• Den 28. september 1985 beslutter 420 ud af 440 medlemmer på generalforsamlingen at danne Tandlægernes nye Landsforening, TNL – i 2015 Ansatte Tandlægers Organisation.

• Året efter, i 1986, bliver der enighed om at vedtage en samlet tandplejelov. Loven åbner mulighed for, at kommunerne kan bruge kommunalt ansatte tandlæger til også at varetage de unges tandplejebehov og tilbyde omsorgstandpleje til immobile ældre, plejehjemsbeboere og handicappede.

 


 

Fem formænd viser vejen

Annelise Bastholm var den første til sammen med medlemmer, hovedbestyrelse og sekretariat til  at kæmpe bravt for de offentlige tandlægers interesser. Siden er fire formænd fulgt efter, og når foreningens nuværende formand Anne Kaae-Nielsen i dag gør status, er det over en forening, der står solidt forankret med markante resultater at bygge videre på og et drive, der ikke er blevet mindre med årene.

 

Annelise Bastholm, overtandlæge, formand fra 1985-1990:
 

 

 
 
"Vi var unge, ambitiøse, socialt og politisk engagerede tandlæger i alle aldre, der ønskede at være med til at gøre en forskel. Vi ville en bedre tandpleje for befolkningen. Efter at have taget tilløb nogle gange i det forløbne år, blev bægeret fyldt i foråret 1985, og vi tog skridtet. Folkets Hus ventede d. 28. september 1985, en generalforsamling med 450 fremmødte, og foreningen TNL var en realitet. Vi ville fra starten stå på to ben, den faglige organisation og den sundhedspolitiske. Vi havde et talerør, vi skabte politisk bevågenhed, netværkede, lobby´ede og fik indflydelse. Da vi et par år efter mødtes med DTF (Dansk Tandlægeforening) og KL (Kommunernes Landsforening) i Østre Landsret var vi velforberedte. Retten til at forhandle for tjenestemandsansatte tandlæger blev flyttet fra DTF til TNL. Vi vandt forhandlingsretten og var en rigtig fagforening”.

"Vi var den første akademiske fagforening, som efter et udbrud ikke blot vandt hovedparten af vores medlemmer, men også forhandlingsretten. Og det lykkedes kun, fordi vi ikke lod os kue og havde et fantastisk godt sammenhold".
Annelise Bastholm.

 

 

 

 

Børge Alstrup, overtandlæge og sundhedschef, formand fra 1990-1994

 

 
 
 
”TNL flyttede til egne lokaler i Kompagnistræde, fordi vi behøvede mere plads, og vi syntes, det var tid til at komme i eget hus. Vi havde fokus på at vise, at vi var en part, man kunne snakke med, stole på og samarbejde med, og arbejdet bar frugt. Vi fik politisk indflydelse, prægede loven om tandpleje og havde visioner. Vi havde en sundhedspolitisk dagsorden. TNL vendte blikket ud og fik i disse år styrket det nordiske og internationale samarbejde. Vi prøvede at være på forkant både på det faglige og det sundhedspolitiske område. Vi ønskede også at få kvalitetsudvikling i voksentandplejen, og i 1994 lykkedes det at få omsorgstandplejen ind under den kommunale tandpleje”.

 

Per Antoft, sundhedschef i Herlev, formand fra 1994-2000

 

 

 
 

”Det var en periode, der var præget af konsolidering. Vi skulle konsolidere TNL som en levedygtig og stærk forening. Det lykkedes os at samle de offentlige tandlæger i Norden i det, der hedder NOAT, og vi kom langt med det samarbejde og den faglige udveksling. Som forening markerede vi os, vi blandede os i den generelle sundhedsdebat, vi var med i høringsrunder, fik foretræde for ministre, hvor vi kunne promovere vores nye sundhedspolitik, vedtaget på generalforsamlingen i 1998. Foreningen tog et sundhedspolitisk initiativ og indbød repræsentanter fra andre fagforeninger til at diskutere omsorgssvigtede børn, og hvordan vi med fælles indsats kunne hjælpe dem. Det kom der en publikation ud af (Børn i klemme – et fælles ansvar), som stadig er aktuel”.

 
Lars Høvenhoff, overtandlæge i Randers, formand fra 2000-2006
 
 
 
 
 
”Jeg var meget i Kompagnistræde. Det var lidt som at komme hjem. Min søn kaldte det for fars sommerhus. Vi valgte at fraflytte Kompagnistræde og søge et samarbejde i et fællessekretariat, hvilket jeg syntes var den bedste beslutning på det tidspunkt. Vi var og er sårbare sekretariatsmæssigt. Det var et godt tidspunkt at sælge på: Vi var frie i forhold til forhandlinger med DTF, og de fysiske rammer var i top. Vi havde så ikke lige kunnet gennemskue alle de interne problemer i Emdrup. Inden kommunesammenlægningen i 2007 skulle vi i TNL prøve at gøre tandplejepersonalet klar til at fusionere. TNL holdt informationsaftener og kurser, men det var stadig en stor opgave og har krævet meget tid og mange ressourcer. Selvom vi har mindre caries nu, så er der stadig ulighed i tandsundhed, og det koster ressourcer. Og så er der jo diskussionen om, hvorfor der er egenbetaling hos tandlæge. Man kan få en ny hofte, men hvorfor skal det koste penge at kunne tygge sin mad.”
”Jeg var meget i Kompagnistræde. Det var lidt som at komme hjem. Min søn kaldte det for fars sommerhus”.
Lars Løvenhoff.

 

 

 

 

Anne Kaae-Nielsen, overtandlæge og souschef i Sundhedsafdelingen i Herlev, formand siden 2006
 
 
 
 
 
 
”Et sekretariatsfællesskab var og er en god idé, men samarbejdet med DDD og JA var ikke gavnligt for TNL. Nu er vi igen os selv, og det har jeg det fint med. Efter en periode med fusionsforhandlinger med Tandlægeforeningen og et sekretariatsfællesskab, der ikke fungerede, er det vigtigste nu at revitalisere foreningen.

 

Vi spurgte medlemmerne i en stor medlemsundersøgelse i slutningen af 2009 og på seks roadshows i foråret 2010 om deres mening og TNL i fremtiden, og vi hørte efter, hvad de sagde. TNL er en meget vigtig forening, for vi er de eneste, der taler den offentlige tandplejes sager og kæmper for gode løn- og ansættelsesvilkår for gruppen af offentligt ansatte tandlæger. Vi skal fortsætte kampen for den offentlige tandplejes rammevilkår, og for tandlægernes løn- og ansættelsesvilkår.

Lige nu er vi bl.a. optaget af den skrantende kommunale økonomi, udbuddet og fordelingen af tandplejepersonalet rundt om i landet, og etablering af et pædondontispeciale. Vi har hele tiden mange bolde i luften, og nu er tiden så også inde til at vi skal have et nyt navn, så vores navn afspejler dem vi er. Vi er 25 år gamle, og vi er kommet for at blive!”

 

Teksterne med de fem formænd er plukket fra jubilæumsnummeret ”TNT fylder 25 år”, oktober 2010.

 

Her slutter den foreløbige historie om: Skoletandlægeforeningen, der blev til Børne- og Skoletandlægeforeninger, der blev til Dansk Børnetandlægeforening, der blev til Tandlægernes Nye Landsforening, der 30. marts 2011 blev til DOFT, De Offentlige Tandlæger, der 1. december 2015 blev til ATO.
Bliv medlem!10 gode grund til at blive medlem