Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold



Nedslag i Herlev tandpleje

 
 
 
 
 
 
 
Af Lene Outzen Foghsgaard, baseret på interview med Helle Larsen, overtandlæge, og Liselotte Lærke Kristoffersen, klinikassistent.
 
Foto: Privat og ATO's fotoarkiv.

Herlev Kommune har som mange andre kommuner gennemgået en organisatorisk omstrukturering, der i Herlevs tilfælde betød, at kommunen i 2014 gik fra at være fem forvaltninger til at organisere sig i 10 centre. Siden er tallet reduceret til syv. Kongstanken med den nye struktur er at skabe mulighed for at agere på en større tværfagligt scene, og for tandplejens vedkommende har det blandt andet ført til nye samarbejder i forhold til sårbare børn og familier.

 
Den Kommunale Tandpleje i Herlev har siden 2014 været tilknyttet Center for Børn, Familie og Handicap. Udover tandplejen hører også Sundhedsplejen, PPR, Børne-familieafdelingen, døgninstitutionen Dildhaven, Familiecenter Kernen og som noget nyt afdeling for voksen Handicap og Psykiatri. Centerstrukturen betyder, at Sundhedsplejen og tandplejen ikke længere deler samme adresse. 
 
”Når jeg bruger betegnelsen desværre om vores farvel til sundhedsplejen som bofæller, handler det om, at dét at sidde i hus sammen, gør det nemt at have en daglig dialog. Den fysiske nærhed fremmer muligheder for stærke samarbejdsflader, hvor man lige kan tage en snak over frokosten, når man har fået en god ide. Der er kortere fra tanke til handling.”
 
Samarbejdet er dog stadig tæt, fortæller Helle Larsen, ikke mindst fordi begge parter er bevidste om at gøre en ekstra indsats. Det kræver dog, at dialogen i højere grad end før formaliseres. Nye tiltag er blandt andet en forældreuddannelse, ”Forældre på vej”, som sundhedsplejen satte i søen i januar 2017. Her er målet at klæde førstegangs forældre på til at være en familie med alt, hvad det indebærer lige fra bleskift til jura, men også når det gælder om at tage vare på sit barns tandsundhed. Det giver rigtig god mening både at tilbyde uddannelsen, men også at inddrage tandplejen i samarbejdet, vurderer overtandlægen. Det bliver spændende at se, tilføjer hun, hvilken forskel det ville kunne gøre fremover for de nye familier.
 
Omstruktureringen i kommunen fulgte i kølvandet på en omorganisering internt i tandplejen et år forinden, hvor to decentrale tandklinikker blev sammenlagt til én i den sydlige del af Herlev. Den sammenlagte tandpleje kom til at bo i samme hus som tandreguleringen og voksentandplejen, den del af voksentandplejen, der omfatter borgere i den såkaldte ”Herlev Model” (behandling under §82 og 82 A.) Tandplejen ligger på Herlev Bygade og består af fire cariesklinikker, to reguleringsklinikker og en klinik til voksentandplejen. Klinikken er ikke placeret på en skole.
 
Tandplejen for børn og unge er hermed fordelt på to distriktsklinikker. Den anden distriktsklinik ligger på Kildegårdsskolen i det nordlige Herlev.  Det er en klinik med 10 ansatte og fire cariesklinikker.
 

Nye tiltag er blandt andet forældreuddannelsen, ”Forældre på vej”, som sundhedsplejen satte i søen januar 2017. Her er målet at klæde første gangs-forældre på til at være en familie med alt, hvad det indebærer lige fra bleskift til jura, men også når det gælder om at tage vare på sit barns tandsundhed.
Helle Larsen

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
”Jeg oplever, at vores interne centraliseringsproces har haft en større indvirkning på personalegruppen end kommunens nye centerstruktur. Det har været en omvæltning at blive en del af en stor personalegruppe, tidligere sad nogle måske tre-fire sammen, og i dag skal de indgå i en personalegruppe på 16 ansatte. Det kræver tid og mange snakke i forhold til nye arbejdsgange i et stort team. Også dét at skulle integrere de forskellige kulturer har krævet en indsats. Samtidig giver det dog god mulighed for at udnytte de tværfaglige muligheder, vi nu har fået i tandplejen.”
 
En af de største bekymringer blandt personalet ved sammenlægningen gik på, at man nu ikke længere lå på skolerne med direkte adgang til børn og unge. Det har imidlertid vist sig at være en fordel. Forældrene er nu med til undersøgelserne, og selvom tandplejen også før hen har inviteret forældrene med, kommer de nu i langt højere grad. Deres børn kan ikke lige selv gå over på klinikken.
 
”Forældrene er afgørende. De sidder med ansvaret for det gode hjemmearbejde. Det er blevet mere tydeligt for os, hvilke børn og familier der udebliver. Før kunne vi måske selv hente Peter nede i klassen, hvis han ikke mødte op, men nu kan vi reagere, hvis det viser sig, at han udebliver gentagne gange.
 
Helle Larsen lægger ikke skjul på, at der stadig er udfordringer i forhold til at få sendt underretninger af sted til kommunens familieafdeling.
 
”Jeg er ret overbevist om, at vi underretter mere, men der er stadig meget på spil for mine ansatte i forhold til at lave en underretning. Flere kan have svært ved det, fordi de er bekymrede for konsekvenserne. Hvad betyder det for familien, hvis nu de tager fejl?”
 
Overtandlægen planlægger en temadag om underretninger, hvorfor, hvornår og hvordan, og hun glæder sig til at få et stærkere fælles fodslag også her. Der, hvor man i Herlev dog er meget opmærksom, er i forhold til den tidlige opsporing. Hvis førstegangs børnene på 1 ½ år udebliver, tager tandplejen telefonisk kontakt til familien. Hvis familierne udebliver to gange, sender de besked til Børne-familieafdelingen via en underretning, og de kontakter så familien. Helle Larsen fortæller, at hun oplever, at den fremgangsmåde virker. Hver gang er det faktisk endt med, at tandplejen er kommet i dialog med forældrene.
 
 

Linket nedenfor henviser til en artikel, hvor 60 medarbejdere fra Herning Kommunale Tandpleje stillede spørgsmål til en sagsbehandler, to sundhedsplejersker og en psykolog om underretninger. Helle Larsen har sagt ja til, at artiklen bringes som inspiration.

Find artiklen om at underrette her 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
ØGET FOKUS PÅ TANDPLEJEN OG DE UDSATTE FAMILIER
At tandplejen i dag hører under Center for Børn, Familie og Handicap har betydet en større handlekraft, især i forhold til sårbare familier. Døgninstitutionen Dildhaven, et anbringelsessted for børn og unge, og Familiecenter Kernen, hvor ca. 150-200 sårbare børn og familier er tilknyttet, hører til i samme center som tandplejen og navnlig sidstnævnte er en ny, relevant samarbejdspartner.
 
Tandplejen kan i fremtiden henvise til tilbud om støtte og vejledning i Familiecenter Kernen, hvis personalet vurderer, at det kunne være noget for familien. Ved at kontakte en sagsbehandler kan der hurtigt iværksættes en visitation til familien. Helle Larsen siger, at tandplejen skal have gjort sig klart, hvor mange tangenter de rent faktisk har at spille på, når de møder en familie med behov for professionel støtte.
 
 
Overtandlægen fortæller også, at de forskellige faggrupper i to af centrene sammen har udarbejdet en fælles strategi for tidlig forebyggelse i forhold til de 0-6 årige. Strategien ”På sporet af det gode børneliv” har til formål at sikre børn de bedste udviklingsbetingelser ved hjælp af tidlig opsporing, inddragelse af relevante faggrupper og altid i samarbejde med barnets nære netværk.
I strategien indgår det udgangspunkt, at personalet i centrene har en fælles tilgang til børn og deres netværk - via et fælles sprog. Centret har derfor søgt og fået midler fra A.P. Møllers Fond for Sociale Indsatser. Pengene skal bruges til at iværksætte uddannelsen ”Åben dialog” – en særlig metodisk tilgang.
 
Metoden stammer fra Finland og er oprindeligt udviklet i voksenpsykiatrien. Den handler om at sætte borgeren i centrum, så det er borgerens behov og ønsker, der bestemmer, hvilke fagprofessionelle der skal involveres i sagen og på hvilken måde. Hvis borgeren har brug for en dagsorden, laves den i samarbejde med en tovholder. Modellen er udviklet til voksne og skal nu ifølge overtandlægen i gang med at justeres, så den kan bruges optimalt også på børn under 18 år.
 
”Ledere fra de forskellige faggrupper i de to centre har været i Fåborg for at høre om deres erfaringer med ”Åben dialog”. Jeg var selv af sted og mødte begejstrede fortalere for tilgangen. Vi er så langt nu, at vi skal til at finde deltagere til uddannelsen.  Alle får mulighed for at være med ombord, også tandplejen. Jeg ser frem til at komme i gang.”
 
 
Herlev Kommunale Tandpleje har i forbindelse med centerstrukturen oplevet at blive set på som en mere anerkendt faggruppe, når det gælder børn og unges trivsel. Sådan oplever stadig flere tandplejer i hele landet det i takt med kommunernes øgede fokus på tværfagligt samarbejde. I Herlev bliver man nu naturligt inviteret med omkring bordet, men det fordrer, forklarer overtandlægen, at tandplejen bliver ved med at markere sig og også understrege, at de som den eneste sundhedsfaglige instans regelmæssigt ser alle børn og unge frem til det 18. år. Det er et tungtvejende argument.
 
”Den kendsgerning er kendt viden for os, der arbejder i tandplejen. Men mange af vores samarbejdspartnere er ikke opmærksomme på det. For at forstå vores rolle, udover den tandsundhedsmæssige, er de regelmæssige besøg hos tandlægen de første 18 år, vigtig, basal viden.”
 
Helle Larsen forklarer, at mange skift på ledelsesniveau, siden starten af kommunens nye struktur, har betydet, at de gode samarbejdsrelationer først nu er ved at lande. I Center for Børn, Familie og Handicap er man ved at få kendskab til hinandens kompetencer, og arbejdet med de øvrige seks centre skal nu prioriteres. Især er det væsentligt for tandplejen at få gang i samarbejdet med faggrupper fra Center for Omsorg og Sundhed i forhold til et samarbejde omkring  omsorgs- og specialtandplejepatienter. 
 
”I hvert af de syv centre mødes alle lederne hver 14. dag, herudover er der skemasat to årlige lederforumsmøder med lederne fra alle centre. Det er selvfølgelig ikke nok til, at vi kan få iværksat tætte relationer med faggrupper fra de andre centre, men så er der jo mulighed for selv at invitere mulige samarbejdspartnere på banen. Det skal vi have taget initiativ til.”
 
Helle Larsen understreger, at monofagligheden selvfølgelig er vigtig for alle faggrupper, men at man også skal videre. Der skal fokus på dialogen, så der kan trækkes på hinandens meget forskellige kompetencer. Hun mener, at udfordringen bliver ikke at få for skarp en opdeling centrene imellem, men at holde fast og gang i kongstanken om, at der skal arbejde på tværs.
 
 
ENDNU EN SPAREKNIV
Tandplejen har ligesom alle kommunens øvrige institutioner skullet finde 1 % besparelse årligt i to år. Når man spørger overtandlægen, hvor prioriteringen har været i den opgave, siger hun, at kerneopgaven - de varme hænder - og efteruddannelse er blevet fredet. Til gengæld er der sket besparelser på ledelsesfronten og fx i forbindelse med internatophold. Tandplejen har samtidig valgt kun delvist at genbesætte en stilling pga. naturlig afgang.
 
”Der er gennem årene sket en tilpasning, så vi også hos os har et færre antal tandlæger. Vi ligger i dag ligger lidt over normen i antallet af tandplejere og har samtidig uddannet to klinikassistenter til at undersøge kommunens 3-5-årige. Vi har i det hele taget arbejdet og arbejder stadigvæk med uddelegering af opgaverne. Vores tandlæger laver i dag udelukkende tandlægefaglige opgaver.”
 
Før havde Herlev Kommunale Tandpleje to distriktstandlæger, to teamledere, en overtandlæge og en sundhedschef, der alle varetog ledelsesopgaver i tandplejen. Tilbage er nu en overtandlæge, en souschef og en teamleder (reguleringstandlægen). Udover at forsøge at skabe en mere fleksibel ledelse, har det været en naturlig del af den spareplan, som kommunen har pålagt. Overtandlægen forklarer, at tandplejen siden starten af året har kørt med to koordinerende stillinger, varetaget af klinikassistenter. De to klinikassistenter har til opgave er at organisere og koordinere den daglige drift og i øvrigt referere til hende.
 
”Vi får løst de fleste problemer, når vi mødes i dagligdagen, men ellers tager vi dem på vores ledermøder, der holdes et par gange om måneden. Det hele er dog nyt. Vi er stadig i proces, som det så smukt hedder.”
 
Som tandpleje er det vores fornemste opgave at gøre opmærksom på, hvad det kan have af konsekvenser for tandsundheden, når sparekravene stilles til os.
Helle Larsen.
 
 
 
 
 
 
 
På spørgsmålet om, hvordan man som leder bedst og mest konstruktivt formidler budskaber om besparelser, endnu engang, til sin personalegruppe, siger overtandlægen:
 
”I første omgang bliver det jo varslet ovenfra, og når jeg efterfølgende skal i dialog med mine ansatte, lægger jeg meget vægt på, at vi har fokus på vores kerneopgave under nye vilkår – vilkår som vi ikke kan ændre på. Målet for mig er, at dialogen kommer til at dreje sig om, hvordan vores tilpasning skal være til de nye vilkår, i stedet for at fokusere på og tale om, hvordan det var en gang. Anders Seneca, forfatter og foredragsholder, har sagt noget i den her stil: Hvilke opgaver kan nedprioriteres, hvis vi skal lykkes endnu bedre med kerneopgaven? De ord/det spørgsmål er inspirerende, synes jeg.”
 
Men er der ikke en grænse for, hvor meget der kan spares? Overtandlægen er stille i røret, så svarer hun:
 
”Det afhænger jo af, hvad politikerne vil have. Der er pres på de offentlige budgetter, og det påvirker os alle. Det kan vi ikke melde os ud af, og for rigtig mange kommunale tandplejer er det i dag et vilkår, at der skal spares. Som tandpleje er det vores fornemste opgave at gøre opmærksom på, hvad det kan have af konsekvenser for tandsundheden, når sparekravene stilles til os. Jeg synes, vores politikere i Herlev generelt er lydhøre. Når det er sagt, tænker jeg dog også, at det kan være konstruktivt at se på og måske revurdere, hvordan vi bruger vores tid og ressourcer. Det kan være sundt at skulle lave den øvelse.” 
 
 
PROFYLAKSE OG SUNDHEDSFREMME
I Herlev er den tidlige indsats højt prioriteret. Samtidig er man optaget af at give ansvar til borgere. Overtandlægen beskriver, hvordan hendes forgænger tog initiativ til at uddanne medarbejderne til den kognitive, coachende tilgang, og at den stadig bruges både dagligt og flittigt i samtalerne om at tage ansvar for egen sundhed.
 
”Vores klinikassistenter er meget stabile i deres ansættelse, så størstedelen af dem har gennemgået den kognitive uddannelse. Det er jo dem, der primært tager dialogen med børn og forældre i forhold til sundhedsfremme. Når det handler om at give nye kolleger samme viden, skal vi snart i gang med at planlægge, hvordan der kan følges op og også gerne bygges videre på uddannelsen. I denne forbindelse vil uddannelsen i metoden ”Åben dialog” også indgå. Vi ved jo, at kommunikation er det vigtigste middel, hvis vi vil påvirke.”
 
Helle Larsen understreger, at i stedet for at fokusere på operativ behandling af hullerne, handler det om at få sat ind overfor årsagen. I Herlev Kommunale Tandpleje satser man blandt andet på grundig instruktion i tandbørstning. Personalet er især opmærksomme på risikofaktorer for udvikling af caries allerede ved første gangs-besøget.
 
Hun forklarer, at der i dialogen med forældrene aldrig er tale om løftede pegefingre, men blot informationer om, hvilke eventuelle konsekvenser brugen af fx sutteflaske kan have, når barnet har fået sine første tænder. Når forældrene efter første gangs besøget bliver spurgt, om klinikassistenterne må ringe og følge op på besøget, får de sjældent nej. Der er skabt tillid og grobund for at skabe gode tandbørstevaner i hjemmet.
 
 
STYRELSEN FOR PATIENTSIKKERHED – RISIKOBASERET TILSYN
Udover kommunens sparekrav er der så for nylig kommet nye skærpede regler fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Helle Larsen understreger, at dét at blive varslet med et tilsyn helt naturligt gør, at man øger opmærksomheden. En øget opmærksomhed, der gælder hele sektoren. Kommunal Tandpleje har ubetinget været den faggruppe med størst interesse for de nye regler.
 
”Tandplejen vil gerne gøre det godt. Der ligger i vores faglighed, at kun perfekt er godt nok. Når vi kommer ud fra skolerne, er vi nærmest vaccineret med perfektionisme, og måske derfor har netop tandplejen vist så stor interesse for de informationsmøder om NIR og NKR, der har været afholdt. Vi havde faktisk i sidste uge en foredragsholder ude og fortælle hele personalegruppen om NIR.”
 
Overtandlægen forklarer, at tandplejen lige nu arbejder indgående med NIR og de ændrede arbejdsgange, det fører med sig, blandt andet at alt, der kan tænkes at være invasivt, fremover skal emballeres. Der er mange regler, og det er både tids- og pladskrævende, udover at det kræver en forståelse for, hvorfor det er så vigtigt. Hele personalegruppen skal gerne have den forståelse, også selvom det er klinikassistenterne, der kommer til at sidde med opgaven i sidste ende, siger Helle Larsen. Hun pointerer, at det selvfølgelig er afgørende, at man i tandplejen får gjort politikerne opmærksomme på den merøkonomi, der ligger i de krav, myndighedernes stiller.
 
”Det kan virke voldsomt, at de fleste remedier skal pakkes ind, men vi ser positivt på det og som en god anledning til at få kigget på vores arbejdsprocedurer. Der kan være mange resistente bakterier i omløb, og jeg tænker, at der også ligger en kvalitetssikring i de skærpede krav. Det er jo ikke for tilsynets skyld, at vi gør det her. Det handler om at leve op til den kvalitet, der forventes. Tandplejen er et tilbud til borgerne - det er den tilgang vi skal have. Det er jo borgerne, det i sidste ende handler om.”
 
 

 

Non-operativ behandling af Herlevs mindste

Liselotte Lærke Kristoffersen er en af de to klinikassistenter, der siden januar 2014 har haft ansvar for undersøgelser af de 3-5-årige i Herlev. Hun arbejder fire dage om ugen. To dage med de 3-5-årige og to dage sammen med en tandlæge om de øvrige patienter. Liselotte Lærke Kristoffersen har været ansat i evigheder, som hun udtrykker det. 33 år i samme kommune, hvilket handler om at, hun holder af sin arbejdsplads, og at Herlev er en kommune med masser af udviklingsmuligheder. Det sidste halve år, før hun ansvar for de 3-5årige, tog hun sammen med en kollega et modul i den videregående akademiuddannelse for klinikassistenter. Det valgfrie modul var ”Tandpleje for 0-6 år og non-operativ behandling.

 
”Jeg ser børnene, når de er tre et halvt år og så igen når de er fem år. Jeg har været rigtig glad for at få tildelt opgaven. Tidligere var jeg en af de klinikassistenter, der tog sig af de halvandet-årige, så interessen har altid været der. Jeg kan li´ dialogen med de mindste børn og deres forældre.”
 
Da hun får stillet spørgsmålet, hvordan undersøgelsen generelt forløber, svarer Liselotte Lærke Kristoffersen, at det først og fremmest gælder om at skabe tillid til barnet, men også til mor og far. Der er ikke en fast struktureret plan for forløbet. Det afhænger af det barn, der kommer ind af døren, men typisk vil hun gerne have barnet op i stolen.
 
”Tit kommer vi ikke dertil. Barnet kan være bange for stolen, og så foregår første undersøgelse på skødet af forælderen. Nogle gange kan det også fint lade sig gøre, men andre gange må vi kalde det ind kort efter igen og måske en tredje gang, før der er sket en tilvænning.”
 
Hun forklarer, at nøglen til den gode kontakt med forældre og børn for hende ligger i den kognitive tilgang, som alt personalet blev undervist i tilbage i 2012. I nogen tilfælde sidder far eller mor helt yderst på stolen, for hvad spørges der om? Men når først forældrene oplever, at de ikke bliver bedømt eller bebrejdet, men bliver mødt af en anerkendende tilgang, så bløder de op. Når et barn fornemmer, at der er god kontakt mellem forældrene og personalet, kan det være et helt andet barn, der går ud af døren end det, der kom ind for en halv time siden, fortæller hun.
 
”Vi afsætter en halv time pr. barn, og det er et privilegium. I starten var det tidsrum sat, fordi tiltaget var nyt, og vi som ny faggruppe på aldersgruppen havde brug for ekstra tid, men efterfølgende har vi i tandplejen vurderet, at tiden er godt givet ud. Der skal være rum til ro og opbygning af tillid.”
 
 
SNARERE NYSGERRIG END MOTIVERET
Liselotte Lærke Kristoffersen siger, at i de tilfælde, hvor barnet nægter at åbne munden, kan det sætte flere tanker i gang. De mest alvorlige handler jo om, hvorvidt modviljen kan skyldes et sårbart barn, der har været krænket, men det er heldigvis yderst sjældent, forsikrer Liselotte Lærke Kristoffersen. Ofte handler det bare om, at barnet er utrygt ved situationen. Her gælder det for hende om at forsøge at involvere barnet bedst muligt og fx spørge, om barnet ved, hvorfor det er kommet på klinikken. Hun lader også barnet røre ved spejlet og sonden, så det hele bliver mere en leg.
 
”Mange børn sender lange øjne til bordet og de remedier, der ligger fremme. De er interesserede i at undersøge, hvad det er. At få lov til at røre og undersøge, tænker jeg er en vigtig del af at opnå tillid. Vi kan også holde om spejlet sammen, når de mærker, at jeg holder om deres hånd, kan det løsne op.”
 
Hun fortæller, at ofte behøver hun jo ikke at se mere end et par enkelte tænder, før hun ved, at næste besøg skal foregå sammen med tandlægen. Det tager ikke lang tid at spotte tandsundheden, og her bliver tiden så brugt på den forebyggende samtale. Liselotte Lærke Kristoffersen spørger ind til tandbørstning, hvor familien er i forhold til den og i forhold til spise- og madvaner. Her er det ikke barnet, der er i centrum, fordi det er forældrenes ansvar at passe på tandsundheden. Hun er meget opmærksom på at være anerkendende og ikke presse på med, at der skal børstes tænder to gange i døgnet, hvis det virker urealistisk. I stedet foreslår hun familien at børste en gang om dagen i en periode og forsøge at undlade sødt til daglig.
 
Mange børn sender lange øjne til bordet og de remedier, der ligger fremme. De er interesserede i at undersøge, hvad det er. At få lov til at røre og undersøge, tænker jeg er en vigtig del af at opnå tillid.
Liselotte Lærke Kristoffersen.
 
 
 
 
 
 
 
 
På spørgsmålet om, hvorvidt hun er i stand til pirre til barnets motivation, siger hun, at her er der naturligvis stor forskel på den tre et halvt-årige og det femårige barn. Det mindre barn forstår udtryk som, at tanden går i stykker, hvis den ikke bliver børstet, men det er først, når barnet bliver det ældre, at det kan have lidt indflydelse på familiens børstevaner, at de i hvert fald ikke vil havde besøg af Karius og Baktus.
 
”Heldigvis er langt de fleste forældre gode til at få gennemført, at barnet skal have børstet om morgenen og om natten, som nogle børn siger det. Men især for de tre et halvt-årige, føler mange forældre, at det er noget af en opgave. De må ikke komme til med tandbørsten, men når de er i tandplejen og klinikassistenten nemt får lov, forstår de det ikke. Hvordan kan det lade sig gøre? En forklaring er, tror jeg, at jeg som før nævnt giver dem lov til at være nysgerrige. Samtidig kan jeg jo lokke med en stol, der kører op og ned.”
 
Liselotte Lærke Kristoffersen har stor forståelse for, at det kan være en udfordring at få lov at børste tænder på sine børn, men her taler hun gerne med forældrene om de forskellige metoder, der kan være, fx at det ikke behøver at foregå på badeværelset. Dét at sætte sig ned på gulvet og have barnet liggende mellem benene med hovedet på skødet, kan gøre det nemmere at komme til. Og også rarere for barnet. Hun lader ofte forældrene børste deres barns tænder på den evt. anviste måde, når de er i klinikken.
 
”Forældre siger tit til børnene, hør nu hvad Liselotte fortæller jer! De oplever, at som autoritet vinder mine budskaber mere gehør. Jeg gør så også det, at jeg altid forsøger at få børnene til at gentage, hvad vi har talt om. På den måde er jeg sikker på, at de har hørt og forstået, hvad der er blevet sagt.”
 
Når hun bliver spurgt til, om hun har kunnet aflæse generelle forbedringer i tandsundheden blandt målgruppen, efter at indsatsen er sat i system og nu kun ligger på få hænder, siger hun, at det i de enkelte forløb kan gøre en forskel. Der er flere ting på spil, når et forløb skal lykkes. Dialogen er vigtig, men også velviljen blandt alle i familien.
 
I tosprogede familier kan det være en udfordring, at der er flere parter indover. Moren kan sagtens være lydhør og samarbejdsvillig og gerne ville ændre på vaner og mønstre, men hvis faren og bedsteforældrene ikke bakker op, er det svært. Klinikassistenten oplever dog, at flere og flere tosprogede familier tager de gode råd til sig. Hun taler om, at hendes egen indsats er tydeligere defineret, hvilket er en stor tilfredsstillelse og naturligt smitter af på børn og forældre i klinikken.
 
Jeg gør så også det, at jeg altid forsøger at få børnene til at gentage, hvad vi har talt om. På den måde er jeg sikker på, at de har hørt og forstået, hvad der er blevet sagt.
Liselotte Lærke Kristoffersen.
 
 
 
 
 
 
 
 
UDDANNELSE I NON-OPERATIV CARIESTERAPI
”Det var fantastisk at få lov til at få uddybende baggrundsviden. Det gav et stærkere fagligt ståsted.  Videreuddannelsen har givet et større indblik, og der har været mange aha-oplevelser. I mit tilfælde lå min skolegang jo langt tilbage. Modulet i non-operativ cariesterapi tog jeg meget med fra.”
 
Liselotte Lærke Kristoffersen fortæller, at hun bruger sin nye viden, når hun konstaterer caries hos et mindre barn. Det er hende, der laver behandlingsforløbet, og først og fremmest forsøger at bringe
fluorbehandling og lakering på banen.
 
”Jeg beder mor eller far komme hen og se med under det gode lys. Jeg viser dem, hvor jeg tænker, at en lakering kunne være på sin plads. Når de får vist den begyndende caries bliver de fleste ret motiverede. Jeg oplyser om det samarbejde, det kræver, hvis vi skal pensle med fluor, at det skal følges op af en god, regelmæssig tandbørstning. I de tilfælde, hvor jeg er i tvivl om behandlingen, tager jeg tandlægen med på råd. Men generelt forsøger vi i Herlev at køre henholdende behandling.”
 
Det er tilfredsstillende at have et alternativ til boret og at kunne invitere børn og forældre til selv at gøre en ekstra indsats. Forældrene er glade for det.
Liselotte Lærke Kristoffersen.
 
 
 
 
 
 
 
Hun mener, at det er rigtig rart at have muligheden for lakering og fluor, men at der selvfølgelig bruges flere ressourcer, fordi barnet kommer tiere ind. Hun tror dog på, at tiden er godt givet ud.
 
”Jeg tænker, at man aldrig kan instruere for meget.  Jeg går meget op i, når de er hos mig, at det handler om basal renhold. Er der obs´er ser vi tiden an, medmindre barnet har smerter.”
 
På spørgsmålet, hvorvidt klinikassistenten har ændret sit syn på behandling af caries efter at have stiftet kendskab med non operativ cariesterapi, er hun ikke i tvivl.
 
”Det er tilfredsstillende at have et alternativ til boret og at kunne invitere børn og forældre til selv at gøre en ekstra indsats. Forældrene er glade for det, og det betyder meget. Jeg giver tydeligt udtryk for, at jeg ikke er tandlæge, men at mit specialområde som klinikassistent er at kunne tilbyde en særbehandling – en anden vej at gå end at bore i tanden”.
 
 

 
 
Nøgletal:
 
 
 
 
Organisation: antal klinikker og størrelse på klinikker.
2 distriktsklinikker med hhv. 7 og 4 stole.
3 plejecentret med en stol på hver.
 
Hvor mange fuldtidsansatte og hoveder ansat i tandplejen?
4,4 fuldtids tandlæger eksklusiv OT, 5 personer
4,2 fuldtids tandplejer fordelt på 5 personer.
10,7 fuldtids klinikassistenter fordelt på 13 personer.
1,3 administrative medarbejder fordelt på 3 personer.
 
Teamsammensætning
Tandlæger, tandplejer, klinikassistent.
Ledelsesstruktur
1 overtandlæge.
1 souschef.
1 teamleder.
 
Omsorgstandpleje: Hvem forestår visitationen?
Tandplejen.
 
Ortodonti: hvordan er det organiseret?
Egen ortoklinik med 1 reguleringstandlæge 3 dage ugentligt og 3 hjælpepersonaler.
 
Tværfagligt samarbejde. Er der et formaliseret tværfagligt samarbejde i kommunen?
Tandplejen varetager sagsbehandling af ansøgning om tilskud til tandpleje i hh. Til §82 og 82 A i samarbejde med borgerservice.
 
Børnetal + antal brugere i de andre ordninger.
6300 børn og unge.
Ca. 300 omsorgstandpleje patienter.
Ca. 80 specialtandplejepatienter.
 
Andre tandplejeordninger:
Herlev-modellen med tandpleje tilbud til kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og pensionister med helbredskort.

 
 
 
 
 27. april 2017
 

 Indhold