Fritvalgspatienter med egenbetaling – ændrede regler for klageadgang i privat voksentandpleje

Den generelle klageadgang i forhold til privatpraktiserende tandlæger er ophørt pr. 1. januar 2025. Men det er vigtigt at bemærke, at dette også kan angå patienter, som egentlig er omfattet af den kommunale tandpleje.
Ved lov nr. 962 af 16. august 2024 (ændring af klage- og erstatningsloven) samt lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og sundhedsloven (nr. 1673 af 30. december 2024, § 1,1.) er det vedtaget, at patienter ikke længere kan klage til Styrelsen for Patientklager over behandlinger hos privatpraktiserende tandlæger, hvis der har været hel eller delvis egenbetaling.
Formuleringen gælder således også, hvis en fritvalgspatient må betale helt eller delvist for en privat tandbehandling. Er der egenbetaling, så afskærer dette altså patienten fra klageadgangen til Styrelsen for Patientklager (og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn).
Til gengæld består klageadgangen til Styrelsen for Patientklager uændret for almindelig kommunal tandpleje (børne-, unge-, omsorgs- og specialtandpleje). Klageadgangen består også, hvis en patient behandles i privat praksis uden egenbetaling (fx børn/unge under Fritvalgsordningen).
Så altså: Har patienten betalt helt eller delvist – så er der ingen klagemulighed.
Kort sammenfatning:
Bortfaldet af klageadgangen er målrettet den almindelige voksentandpleje i privat regi.
For jer der er overtandlæger betyder det også, at patienter, der klager over privat tandbehandling med egenbetaling, skal informeres om, at sagen ikke kan behandles af Styrelsen for Patientklager. Til gengæld skal klager over behandling i kommunalt regi fortsat håndteres på sædvanlig vis med mulighed for klage til Styrelsen for Patientklager.