SCOR ude i virkeligheden

SCOR er under pres, indberetningsprocenten er faldende, og der bliver længere og længere indkaldeintervaller. Men hvordan oplever I arbejdet i krydsfeltet mellem en hverdag, hvor indkaldeintervaller skal forenes med at indberette til SCOR?

Merete Vang Korsgaard, overtandlæge i Viborg kommunale Tandpleje

Hvordan oplever du SCOR-registrering i hverdagen? Som et nyttigt redskab for tandplejen eller som en administrativ opgave uden reel værdi?

SCOR-registrering er et nyttigt redskab. Der er ikke nogen stor administrativ opgave forbundet med at udfylde skemaet, og det giver et godt overblik over cariessituationen. Når vi modtager den årlige opgørelse, er der naturligvis en administrativ opgave. Det er formentligt forskelligt, hvordan tallene anvendes i de enkelte kommuner.

Hvad mener du er den største årsag til, at registreringerne falder. Er det tidspres, systemet eller ændrede prioriteringer i praksis?

Vi skal prioritere vores tid, og det betyder, at de mest cariesaktive børn indkaldes oftere end de ”sunde” børn. Dette er også i tråd med kravet om at risikovurdere. Med de længere indkaldeintervaller, er det ikke alle børn, der indkaldes hvert år. (Hvis fx indkaldeintervallet er sat til 18 mdr. eller længere)

Hvordan påvirker de længere indkaldeintervaller din mulighed for at registrere børnene på de rigtige årgange?

I Viborg har vi besluttet at prioritere, at de 7-årige samt 12-årige indkaldes hvert år (selvom deres indkaldeinterval er sat til mere end 12 mdr.). Beslutningen hænger sammen med vores forebyggende tiltag (indfarvning og instruktion på disse to årgange).

Oplever du, at SCOR-data faktisk bliver brugt lokalt til at justere indsatsen, eller forsvinder tallene bare “opad” i systemet?

Vi anvender tallene til at følge udviklingen og dermed muligheden for at sætte ind med forskellige tiltag.

Hvis du kunne ændre én ting ved SCOR, så det blev mere meningsfuldt, hvad skulle det så være?

Vi indberetter alle årgange, men indberetningsprocenten er ikke høj på flere af årgangene. Måske giver det ikke mening at have de indberetningspligtige årgange, da de kommuner, jeg kender til, indberetter alle de børn/unge, som er til undersøgelse. Jeg ved, at man flere steder lægger to eller flere årgange sammen ved de lokale analyser af tallene. (Med henblik på af få mere valide tal grundet ”problematikken” med de lange indkaldeintervallers indvirkning på indberetningerne).

Hvordan balancerer I ønsket om faglig fleksibilitet med pligten til at registrere på bestemte årgange?

Som nævnt prioriterer vi at indkalde de 7 årige og 12 årige med baggrund i vores forebyggende tiltag. Såfremt vi skulle indkalde alle de indberetningspligtige årgange hvert år, ville det betyde, at vi ikke kunne overholde indkaldeintervallerne generelt. Det ville være uhensigtsmæssigt at indkalde sunde børn/unge hvert år alene af den årsag, at de tilhører en indberetningspligtig årgang, og dermed få for lange indkaldeintervaller for dem, der har behov for undersøgelse hvert år.

Hvordan oplever du SCOR-registrering i hverdagen? Som et nyttigt redskab for tandplejen eller som en administrativ opgave uden reel værdi?

Egentlig begge dele. Vi har, i Brøndby, gennem år, haft en høj besvarelsesprocent og vi bruger resultat fra SCOR i vores analyser og justering af driften og indsatser. Ved sammenligning, kommunerne og regionerne imellem,  kan værdien af registreringen fra SCOR diskuteres, idet mange kommuner ikke har så høj en svarprocent (svarprocenten ligger også relativt lavt på landsplan). Det siger sig selv, at  lav registreringsprocent gør tallene mindre valide, hvilket er ærgerligt. Jeg tænker, at det giver stor mening at sammenligne kommuner og regioner og gerne sammenholde med andre sundhedsdata, så større indsatser målrettet mere lighed i sundhed kan iværksættes. 

Vi oplever, at det er krævende i planlægning i den daglige drift, at få SCOR-årgangene indkaldt. På den måde opleves SCOR som en administrativ byrde. Vi fortsætter dog med at registrere og følge SCOR-statistikker – bedst muligt – trods store udsving i indberetningsprocent, da vi mener at det fortsat har værdi.

Hvad mener du er den største årsag til, at registreringerne falder. Er det tidspres, systemet eller ændrede prioriteringer i praksis?

Jeg tænker alle tre dele, kombineret med, at der også mange steder er rekrutteringsvanskeligheder. Indkaldeintervaller er jo ændret væsentligt over år. Da SCOR startede, så den kommunale tandpleje børnene hver sjette måned. Nu går der optimalt set 24 mdr. imellem, men desværre også længere tid, hvor der er ventelister. Det kan være meget svært at overholde indkald på specifikke årgange i en tandpleje under pres.

Det er en vanskelig prioritering at indkalde SCOR-årgange og samtidig benytte det rigtige indkaldeinterval for den enkelte patient ud fra den kliniske vurdering for undersøgelsestidspunkt. Især hvis der også er ventelister. Hvis vi prioriterer SCOR-systemet som det vigtigste, betyder det, at vi kommer til at foretage undersøgelser på den samme patient med kort og ikke fagligt begrundet tidsinterval. ”Prisen” er, at andre børn må vente endnu længere og sandsynligvis med øget sygdomsforekomst til følge. Jeg tror, at der er mange som jeg, der beslutter, at det rette indkaldeinterval har højest prioritet og derved erkender jeg, at vi ikke kan ramme alle indenfor årgangen for obligatorisk SCOR-indberetning, hvor gerne jeg end ville.

Den kommunale Tandpleje har, som andre dele af offentlig forvaltning, gennem år været underlagt besparelser, hvilket har givet benhårde odds for prioritering og tilrettelæggelse af drift. Det er min vurdering, at en målrettet indsats på at overholde SCOR-årgange til indkald vil kræve ekstra ressourcer og dem har vi ikke.

At SCOR årgangene er planlagt ”så stramt” (5, 7, 12 og 15 år) og dermed ikke afspejler den virkelighed, som den kommunale tandpleje befinder sig i, gør det vanskeligt at ramme årgangene i den overordnede planlægning. Da vi jo også arbejder med differentieret indkald ud fra en individuel vurdering (hvilket jo også er lovpligtigt) taler disse to krav imod hinanden. Her tænker jeg, at en modernisering af SCOR-systemet er på høje tid. Hvis ikke dette sker, vil jeg være alvorligt bekymret for, at indberetningsprocenten kun bliver lavere, SCOR ”udvandes” og vi mister overblik over sygdomsforekomst i tandsættet.

Hvordan påvirker de længere indkaldeintervaller din mulighed for at registrere børnene på de rigtige årgange?

I forhold til planlægning af drift og indkaldeinterval er det et stort puslespil at ramme de rigtige årgange til SCOR og det er en krævende opgave for det personale som undersøger børn og unge. Dilemmaet er jo om SCOR-årgangene skal foran i køen og dermed overhale børn og unge som har ventet.

Hvis du kunne ændre én ting ved SCOR, så det blev mere meningsfuldt, hvad skulle det så være?

• At systemet blev opdateret/moderniseret og afspejler den virkelighed, som den kommunale tandpleje befinder sig i. Hvilket betyder:
• At registreringer ikke er målrettet bestemte årgange, som gør det vanskeligt at planlægge og prioritere. I stedet kunne SCOR-tal registreres ved alle undersøgelser, og der kunne ske en automatisk opsamling af data på aldersintervaller fx 5-7 år, 11-13 år, 14-16 år.
• En opdatering af SCOR-systemet vil i mine øjne også omfatte de nye årgange 18-21 år, hvor jeg tænker, det kunne være interessant også at følge de årgange som vi afslutter.
• En opdatering skulle også definere hvad der er behov for at registrere, og hvad SCOR og derved skal bruges til.
• Diagnoser skal afspejle de diagnoser vi bruger i klinikken

Hvordan balancerer I ønsket om faglig fleksibilitet med pligten til at registrere på bestemte årgange?

Vi instruerer personalet i at se på planlægning af undersøgelsesintervaller allerede på et tidligt tidspunkt i patientforløbet med det formål at opfylde kriterier for at indkaldeinterval og SCOR-registreringer rammer hinanden. Det er i sig selv en tidskrævende og svær opgave for medarbejderne. Det sker, at vi har patienter til undersøgelse i 4. kvartal og hvor registreringen skal foretages det kommende år. Hvis næste indkald ikke kan passe med dette, gemmer vi fund og registrerer kun SCOR i indberetningsår.

Cathrine Brøchner, tandlæge i Lejre kommunale Tandpleje

Hvordan oplever du SCOR-registrering i hverdagen? Som et nyttigt redskab for tandplejen eller som en administrativ opgave uden reel værdi?

Hvad mener du er den største årsag til, at registreringerne falder. Er det tidspres, systemet eller ændrede prioriteringer i praksis?

Hvordan påvirker de længere indkaldeintervaller din mulighed for at registrere børnene på de rigtige årgange?

Oplever du, at SCOR-data faktisk bliver brugt lokalt til at justere indsatsen, eller forsvinder tallene bare “opad” i systemet?

Hvis du kunne ændre én ting ved SCOR, så det blev mere meningsfuldt for dig som klinisk tandlæge, hvad skulle det så være?

Hvordan balancerer I ønsket om faglig fleksibilitet med pligten til at registrere på bestemte årgange?

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg er stor fortaler for SCOR, da jeg synes det er et unikt og vigtigt organ til at fortælle om tandsundheden for landets børn og unge igennem tiden, herunder muligheden for at se det segmenteret ned i demografiske enheder. Dog må jeg i samme ombæring sige, at anvendelsen som redskab i den kliniske hverdag er lav, og det dermed mere bliver en administrativ “opgave”. På mit arbejde har vi, som de eneste på landsplan, journalsystemet AlDente, som ikke koder med SCOR-registreringerne. Dvs. at alle registreringer der kaldes “obs”, dvs. “under observation”, indlæses på SCOR som kode 0, hvilket ikke er retvisende. Ligeledes findes ikke en registrering for standset caries (kode 9). Man skal derfor manuelt sidde og rette det til i tabellen, så det fremgår korrekt. 

Jeg har tidligere arbejdet i en kommune, hvor SCOR-årgangene blev prioriteret højt. De børn, der fyldte 5, 7, 12 eller 15 år blev sat til indkald senest juni måned. Derved forsøgte man at sikre, at man kunne nå at se dem i løbet af året, trods afbud eller udeblivelser. 

Årsagen til at registreringerne falder, tror jeg, skyldes at ved indkaldeinterval på fx 18 eller 24 måneder, vil der være årgange, som man naturligt ikke får set, dertil kommer et efterslæb på behovslisterne, som nok forekommer de fleste steder. Dét at barnet/den unge er SCOR-årgang, er ikke en indikator der vejer tungt nok ift. at fremskynde et indkald, der vil det i højere grad være “røde” eller “gule” patienter der prioriteres, derudover patienter i 9-10-årsalderen mhp. palpation af hjørnetænder, stillingtagen til behov for panorama-rtg mv. 

Som Kim Ekstrand selv udtaler, så har registreringen af de 12-årige ikke den store værdi, hvorfor de ikke vil blive indkaldt alene af den årsag, hvis de ellers først er planlagt at tilses når de er fx 13,5 år afhængig af seneste undersøgelsesfund ift. tandskifte, frembrud osv.  

Jeg har ikke fornemmelsen af, at SCOR-data bliver brugt “oppe fra” til at skrue på indsatser og fokusområder per se, men mit indtryk er, at tandlægerne ved stolen gør alt hvad de kan for at give alle børn og unge en ordentlig, rettidig undersøgelse med et individuelt tilpasset kontrol- eller behandlingsforløb, vurderet ud fra de kliniske og radiologiske fund. 

Jeg er, som sagt indledningsvist, fortaler for SCOR-registreringer, men i den praktiske hverdag må jeg indrømme at klinikken vinder over ideologien.

Jeg kan godt lide tanken om, at man lægger en tidslinje for barnet ift. indkald allerede fra det første besøg hos tandplejen. Der kunne SCOR-årgangene indlægges som faste undersøgelsesår på lige vilkår med øvrige vigtige indkaldetidspunkter fastlagt ift dentalstadier og udvikling. Derimellem kan så ligge kontrolbesøg individuelt baseret. Der vil altid være nogle, der ikke fanges af den ene eller anden årsag, men det kunne højne indberetningsprocenten til noget, der fortsat kan bruges evidensbaseret. 

Hvis jeg skal pege på noget, jeg kan savne ved SCOR, så er det:

• Overveje om indberetningsårgangene skal ændres, så de følger de dentalstadier, som vi hellere fokuserer at se børnene ved. 
• SEAL-registrering som selvstændig kode
• Erosioner og slid
• Hypoplastiske tænder – og evt. fyldning på disse som selvstændig kode

Shahram Khorami, overtandlæge i Herning kommunale Tandpleje

Hvordan oplever du SCOR-registrering i hverdagen? Som et nyttigt redskab for tandplejen eller som en administrativ opgave uden reel værdi?

SCOR-registrering er det eneste redskab, som vi har til rådighed til at måle vores tandsundhedsmål og resultater i den kommunale tandpleje.

I tandplejen i Herning arbejder vi med femårige tandsundhedsmål. Vores femårige tandsundhedsplan indeholder mål for næsten alle årgange – ikke kun de indberetningspligtige.

Vi har i mange år udfyldt og indberettet OCR-blanketter for alle vores årgange, det vil sige fra 3-årsalderen og op til snart 21 år. Derfor har vi fortsat mulighed for at arbejde lokalt med tallene, selv om indberetningsprocenten har været faldende for de indberetningspligtige årgange.

Hvad mener du er den største årsag til, at registreringerne falder. Er det tidspres, systemet eller ændrede prioriteringer i praksis?

Jeg tænker, at årsagen til fald af registreringer hos indberetningspligtige årgange først og fremmest er undersøgelsesintervallerne over 12 mdr. og de faglige prioriteringer, efter at vi arbejder med behovstandpleje.

Hvordan påvirker de længere indkaldeintervaller din mulighed for at registrere børnene på de rigtige årgange?

Vi har valgt at registrere alle vores årgange. Det betyder, at vi fortsat kan arbejde med gennemsnitstallene og tendenserne ift. tandsundheden hos os selv lokalt og i vores børnepopulation.

Jeg anerkender selvfølgelig, at det er en problemstilling ift. at følge tallene centralt fra og sammenligne tallene kommunerne imellem eller ift. region og landsgennemsnittet, hvis indberetningsprocenterne falder endnu mere.

Oplever du, at SCOR-data faktisk bliver brugt lokalt til at justere indsatsen, eller forsvinder tallene bare “opad” i systemet?

Ja, absolut.

Hvert år kan vi i vores tandpleje se de resultater, alle i personalet har været med til at skabe i det forløbne kalenderår. De tal bruger vi aktivt til at udvikle vores arbejdsplads og planlægge indsatser. Også her bliver medarbejderne engageret.
Vi holder en fælles temadag hvert år i marts måned, hvor personalet får mulighed for at byde ind med positive og negative erfaringer samt forslag til nye tiltag det kommende år.
Konklusionerne i denne årlige proces er med til at flytte, bevæge og udvikle såvel medarbejdere som hele tandplejen. Også her markerer vi vores gode sundhedsresultater med en fest, der bærer overskriften: SCOR – ”Sundhedsstyrelsens Centrale Odontologiske Register-fest”!

Hvis du kunne ændre én ting ved SCOR, så det blev mere meningsfuldt, hvad skulle det så være?

SCOR-systemet trænger generelt til en modernisering. Vi har i to omgange, og senest i 00’erne, via forskellige fora forsøgt at få Sundhedsstyrelsen til at se behovet – desværre uden resultat.

Hvis jeg kan ændre én ting, så bør alle årgange blive indberettet. Så har vi fortsat mulighed for at arbejde med gennemsnitstallene og tendenserne lokalt, trods fald i indberetningsprocenten.
OCR-blanketten og de indberetningspligtige årgange stammer fra dengang, vi havde blyantspidser på klinikkerne og skulle være ekstra opmærksomme på at notere 8- og 3-tallene tydeligt og korrekt på OCR-blanketten – ellers ville maskinerne hos Landbrugets EDB-center ikke kunne læse det.
I dag er alt digitalt, og vi kan indberette flere tusind blanketter på få minutter. Det koster selvfølgelig lidt ekstra, men jeg kan ikke se et bedre sted at bruge penge ift. den fortsatte udvikling af den kommunale tandpleje.