Fem overtandlæger: fjernelse af visdomstænder fylder
 
																																			
Anne Kaae-Nielsen, overtandlæge i Randers kommunale Tandpleje

Fjernelse af visdomstænder er blandt en af årsagerne til, at de 18-21-årige fylder meget. Hvad oplever I hos jer?
Vi oplever at vi har måttet uddanne os og opnormere i vores kirurgiteam. Det er en god faglig udfordring, men det tager tid fra øvrige opgaver i børne-ungetandplejen. Vi har strammet meget op på udeblivelser i unge-gruppen. Også til kirurgisk behandling.
Det fremgår af de svar jeg allerede har modtaget, at udeblivelser er et stort problem i den her aldersgruppe. Har I fundet på metoder, så I kan få fat på de unge?
Desværre nej. Vi arbejder på at komme i samarbejde med aktører omkring de unge. Og så er vi nysgerrige på hvad der egentlig står i lovgivningen om opsøgningspligt og hvordan det kan forstås i en nutidig kontekst. Vi overvejer også, om der er ting vi kan gøre bedre og anderledes. Måske kan vi også finde inspiration andre steder i sundhedssystemet.
Helle Annette Larsen, overtandlæge i Brøndby kommunale Tandpleje

Fjernelse af visdomstænder er blandt en af årsagerne til, at de 18-21-årige fylder meget. Hvad oplever I hos jer?
Med ændrede faglige anbefalinger om fjernelse af visdomstænder betyder det, at langt flere unge skal have fjernet disse i den periode hvor de er tilknyttet kommunal tandpleje.
Det forudsætter personale med specialiseret funktion.
Det er lange behandlinger så tidsforbruget er stort.
Der er udeblivelser trods grundig information til disse behandlinger hvilket giver stort tidsspild for klinikken
Ved overslag fra private tandlæger er prisniveauet over den kommunale pris for samme behandling. Det presser økonomien og hvis man har referencepriser giver det en betydelig egenbetaling for patienten.
Det fremgår af de svar jeg allerede har modtaget, at udeblivelser er et stort problem i den her aldersgruppe. Har I fundet på metoder, så I kan få fat på de unge?
Nej vi har ikke fundet løsningen men er i dialog med andre afdelinger i kommunen for at få ideer.
Jeg savner at Sundhedsstyrelsen tager stilling til de nye ændrede faglige retningslinjer for fjernelse af visdomstænder. Aktuelt står vi med disse faglige anbefalinger og Sundhedsstyrelsens vejledning om henholdende behandling – det hænger ikke sammen.
Marie Korsholm, overtandlæge i Greve kommunale Tandpleje

Fjernelse af visdomstænder er blandt en af årsagerne til, at de 18-21-årige fylder meget. Hvad oplever I hos jer?
I Tandplejen i Greve Kommune har vi oplevet en markant stigning i antallet af visdomstænder, der nødvendigvis må fjernes. Denne udvikling er sket i takt med, at vores patientgruppe er blevet udvidet til også at omfatte de 18-21-årige.
Konkret har vi registreret en stigning på ca. 220 % i fjernede visdomstænder fra 2021 til 2024. Tallene for 2025 er endnu ikke endeligt opgjort, men vi forventer, at tendensen fortsætter.
Det har medført et øget ressourceforbrug på kirurgiske behandlinger. Opgaven varetages internt, men med støtte fra eksterne tandlægekonsulenter og en specialtandlæge i kirurgi.
Selvom opgaven bidrager positivt til kompetenceudvikling og giver spændende faglige udfordringer for både tandlæger og klinikassistenter, er den samtidig meget ressourcekrævende. Den tager tid fra øvrige opgaver i Tandplejen og har haft negative konsekvenser for både økonomien og behovslisten i cariesafdelingen
Det fremgår af de svar jeg allerede har modtaget, at udeblivelser er et stort problem i den her aldersgruppe. Har I fundet på metoder, så I kan få fat på de unge?
Vi oplever ikke at udeblivelser er et meget større problem for gruppen 18-21-årige end det er for fx gruppen 15-18-årige. Vi har derfor ikke taget brug af særlige metoder til denne gruppe
Hvis denne løsning ikke er bæredygtig – hvad skal der så til?
Den Vederlagsfri Tandplejeordning fremstår ikke bæredygtig, idet den opleves som underfinansieret. De tildelte DUT-midler dækker ikke de reelle udgifter, der er forbundet med tandpleje til denne gruppe. Vi ser generelt en stigende faglig kompleksitet der er fulgt med denne patientgruppe. Det omfatter ikke alene kirurgiske indgreb, men der er også behov for tandregulering, flere retentionskontroller samt flere avancerede behandlinger som endodonti og kronebehandlinger.
For at kunne opretholde både den Vederlagsfri Tandpleje og den øvrige Børne- og Ungetandpleje på et højt fagligt niveau, er kommunerne desværre nødt til at finde midlerne internt.
Ordningen med Vederlagsfri Tandpleje er i en sådan grad underfinansieret, at jeg oprigtigt er bekymret for at landets kommuner fortsat kan varetage opgaven med Børne- og Ungetandpleje med den samme høje standard, som vi er vant til at se. Jeg er bekymret for, at det kompromitterer børn og unges tandsundhed og at vi fx vil se flere og dybere huller i børnenes tænder.
For mig at se, er der behov for en evaluering af ordningen og af de økonomiske rammer.
Pernille Mærsk, overtandlæge i Sorø kommunale Tandpleje

Fjernelse af visdomstænder er blandt en af årsagerne til, at de 18-21-årige fylder meget. Hvad oplever I hos jer?
I Sorø har vi oplevet en stigning amotioer på 420 % på de tre år, ordningen har kørt. Vi er heldige at have kompetencer til operationer in house, så opgaven påvirker ikke direkte tandplejens økonomi, men har indflydelse på prioritering af de øvrige opgaver i tandplejen, da operationerne er meget ressourcekrævende rent tidsmæssigt.
Det fremgår af de svar jeg allerede har modtaget, at udeblivelser er et stort problem i den her aldersgruppe. Har I fundet på metoder, så I kan få fat på de unge?
I Sorø oplever vi også en stor udeblivelsesprocent hos de unge. Vi har i en periode kørt et forsøg med at ringe de unge op dagen inden deres besøg, som en ekstra indsats ud over den besked de får i e-boks og sms-remindere. Vi har ikke oplevet nogen effekt.
Hvis denne løsning ikke er bæredygtig – hvad skal der så til?
For at den vederlagsfri tandpleje skal være bæredygtig, har kommunal tandpleje behov for tydeligere retningslinjer hvad angår indikation for fjernelse af visdomstænder og ansvaret i forbindelse med indkald og opfølgning.
Der er behov for tilførsel af yderligere midler for at kunne imødekomme de ressourcekrævende behandlinger, der ud over fjernelse af visdomstænder er: Flere forløb med tandretning, retention og fast protetik.
Jesper Hohwy, overtandlæge i Brønderslev kommunale Tandpleje

“Fjernelse af visdomstænder fylder også en del hos os, men det er kun økonomisk. Da vi henviser alle visdomstandsfjernelser til privat praksis, går det kun udover økonomien.
En lille randbemærkning: Måske kunne en af årsagerne til at de unge mennesker tager så lemfældigt med deres tandlæge tider, kunne være, at, de har så sunde tænder og meget få problemer med tænderne, at, de ikke synes det er nødvendigt med tandlægebesøg. På trods af at det er gratis…”
 
													 
													 
													