Løn når du er kommunalt ansat
Kommunalt ansat – seniordage med løn
Hvis du har valgt at din seniorbonus skal bruges som fridage skal du huske at afholde dagene senest den 31. december 2025.
Hvis du ikke har afholdt dine seniordage bortfalder de ved kalenderårets udløb, medmindre du har lavet en aftale om at overføre dagene til det efterfølgende kalenderår.
Har du ikke valgt fridagene, udbetales seniorbonussen med decemberlønnen. Det samme gælder, hvis du har valgt at få din seniorbonus indbetalt som ekstra pensionsbidrag.
Du har ret til seniorbonus, hvis du i 2025 eller tidligere er fyldt 60 år.
Lønforhandling
Du har som ansat i den kommunale tandpleje ret til en årlig lønforhandling. I de fleste kommuner finder forhandlingerne sted på bestemte tidspunkter på året, så hold øje med hvornår det er i din kommune, og tag så fat i din tillidsrepræsentant eller i ATO, hvis du ønsker en forhandling.
Løn og nyt job
Pas på med hvilken løn du aftaler med en ny arbejdsgiver. I ATO får vi ofte sager, hvor forhandlingen om et lønniveau for en nyansat går i stå, fordi den nye tandlæge selv er kommet til at sige OK til en given løn. ATO kan stadig godt forhandle lønnen, men når tandlægen allerede har sagt ”ja”, er det et rigtig svært udgangspunkt.