Tandskam kan fastholde patienter i en ond spiral. Kommunikation er en del af løsningen
Tekst: Ea Nielsen
I projektet Sund Mund Hele Livet (SMUHL), har Esben Øzhayat og hans medforfattere fundet frem til at tandskam er en barriere for at man får passet på sine tænder. De ældres skam over deres tænder gør, at de takker nej til mundpleje og de ansatte i ældreplejen synes det er grænseoverskridende at udfordre skammen.
Men tandskam fylder også for alle os andre. I dette interview spørger vi Esben Øzhayat, hvad tandskam er, og hvilke barrierer der er for, at vi får bedre tandsundhed for ældre.
”Det er svært at sætte en klar definition på tandskam, for skam er en personlig følelse som er meget ubehagelig. Jeg oplever tandskam to steder: for det første hos dem med mange tandproblemer, fx ældre der bor på plejehjem eller i eget hjem, hvor hjemmeplejen er tilknyttet. Men jeg oplever det også hos alle os andre. Der er utrolig mange der kommer hen til mig nu, og fortæller, at de lider af tandskam. De siger fx ”jeg er ked af at jeg har så skæve tænder”, ”jeg får ikke brugt tandtråd” eller ”jeg er ked af at jeg har gule tænder”. Når jeg kommer ind i et lokale og folk ved jeg er tandlæge, kan jeg mærke at tandskammen emmer ned af væggene, også hos helt almindelige mennesker. Og den tandskam, den kan føre til to ting: enten at du gør noget ved det, du passer bedre på dine tænder, du går til tandlægen, eller den kan virke modsat, og det sker nok mest for dem med mange problemer: at du ender i en ond spiral hvor du undgår sociale situationer og du lader være med at gå til tandlægen, du spiser stadig slik, og det fører til, at du får flere problemer og føler endnu mere skam.
Tandskam er et nyt fænomen og en ny diagnose, men behandlingen er kendt, og den handler om kommunikation. Man skal jo kommunikere ordentligt med sine patienter og sætte sig ind i deres ve og vel. Man skal forstå, at det her, det handler ikke om hverken tandlægeangst eller ugidelighed, her er noget helt tredje på spil. Vi tandlæger skal arbejde på ikke at udskamme, det er meget væsentligt.
Hvis du har en patient med tandskam, der drikker meget cola, og du så siger til ham, ”hvis ikke du holder op går dine tænder til grunde”, det er jo skam med skam på, og så går det galt. Som tandlæger må vi acceptere, at det her har betydning, de her patienter er ikke bare dovne. Rygere ved jo også godt det er usundt at ryge. Det handler om kommunikation i praksis, og om at man skal sætte sig ind i patientens problemer. Det er svært og det tager tid, og derfor kan det være svært, måske særligt i privat praksis.
Jeg har holdt oplæg i inddragelse også i privat praksis, og når jeg så siger at det kræver en samtale at få åbnet for de her ting, har jeg fået en kommentar om at, ”jeg får jo ikke løn for at tale med patienterne!”
Men de bør have tid, for man ved fra forskningen, at det er en skamfuld situation at komme til tandlægen. På et samfundsmæssigt niveau er tænder også omgærdet af tabu. Det er ikke noget vi taler om, og mange går rundt og tænker, ”det er nok bare mig der har dårlige tænder”. Hvis vi havde en åben dialog, så ville det åbne op for en masse ting, og så ville det blive mindre skamfuldt.”
Distribueret skam
Tandskammen spreder sig fra de ældre til personalet. De har ikke lyst til at prikke til skammen. Det hænger naturligt sammen med det tabu der er omkring tænder. Det vi har oplevet er, at personalet også individuelt har gået rundt med denne skam over ikke at ville bryde tabuet og gøre noget ved de dårlige tænder. I projektet har kommunerne nu åbnet for en samtale blandt personalet, hvilket gør at skammen er blevet distribueret/delt mellem personalet. Det har gjort en forskel for dem, oplever vi.
Esben Øzhayat
Rigtig mange mennesker går rundt og tænker at det er kun mig der har det her problem. Det kan også være mennesker der oplever, når de har fået en protese, at det også har indflydelse på deres sexliv, og det burde man jo kunne tale om. Tandlægen burde nedbryde det tabu, og spørge patienten, om han eller hun har nogle spørgsmål til det. Men måske synes vi tandlæger ikke, at det er vores opgave. Selvfølgelig kan helt unge tandlæger have svært ved at sætte sig ind i de problemer og livssituationer, men jeg mener faktisk at de burde blive klædt på til de samtaler.”
Der er jo et hul, hvor de ældre holder op med at komme til tandlægen, og hvor deres tandsundhed forværres. Hvad er de privatpraktiserende tandlægers rolle her?
”i vores projekt har vi ikke kunnet gå så meget ind i den problematik som vi gerne ville. De privatpraktiserende tandlæger er den sværeste gruppe at komme i kontakt med, og en del af dem havde ikke lyst til at være med. Men det, vi trods alt kom ud med er, at der ikke er en kommunikation! Tandlægerne ved ikke, hvem de skal tage fat i, når de har en ældre patient, der holder op med at komme på klinikken. Der er ikke et godt nok samarbejde mellem det offentlige system og det private.
Det, vi fandt ud af i vores arbejde med SMUHL er jo også, at kommunerne har mange forskellige måder at visitere på. På Frederiksberg har de fx decentral visitation, hvor det er de enkelte plejecentre, der visiterer. I Greve har de en central visitation, hvor dem der visiterer, de også visiterer til alle de andre ydelser i kommunen. Og det skal man jo vide som privatpraktiserende tandlæge! Det helt store problem er, hvem skal tage det ansvar? Og det kan være svært, for når patienten holder op med at komme, hvad gør man så? Måske er der nogle kommuner hvor der er godt samarbejde, og det er jo fint, men det burde formaliseres, for der er et stort forbedringspotentiale.”
Har I ideer til, hvordan man bedre fanger denne gruppe?
”En af de muligheder vi ser er, at det kan være de nye regionsråd, der løfter opgaven. De har et populationsansvar, og hvis man observerer at tandsundheden er lav på regionalt niveau eller i særlige grupper, så mener jeg at man har ansvar for at gøre noget ved det. Men det kræver, at tandlægerne er med på den, og at vi stiller nogle krav. Men man kan sige, hvis regionsrådene skal have ansvar for sundhed hvorfor så ikke tandsundhed?”
Hvilke løsninger tror du kan forbedre forståelsen og vidensdelingen mellem tandlæger og plejepersonale?
Jeg ville ønske, der var en simpel ting der kunne få det til at fungere. Der bliver arbejdet meget med det, men der er stadig knaster. På Frederiksberg lavede de en vejledning til samarbejdet, en manual, og de tog på kaffebesøg på plejecentrene, og det har gjort en forskel, men det er en ongoing proces.
Når vi har præsenteret Linnea Eisemann de Almeidas fund i tandplejen, har reaktionen været ”det forklarer det” og ”nu forstår jeg hvorfor det kan være svært for plejecentre at løfte opgaven”. Tandlægerne har været frustrerede over, at projektet har været forankret i ældreplejen, men det er jo en opgave der skal løses i ældreplejen!
Både tandplejepersonalet og plejepersonalet arbejder ud fra et værdighedsprincip, men det er forskelligt, hvordan det kommer til udtryk. I denne her proces har de to faggrupper fundet ud af, at de har brug for hinanden og kan bruge hinandens faglighed. Ældreplejen har adgang til borgerne, tandlægen har adgang til munden.
Hvordan udbreder I den viden, I har indsamlet?
”Vi har været ude og fortælle om det her mange steder, fx hos Rådet for Bedre Hygiejne og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, vi har sendt rapporten og resultaterne fra SMUHL til samtlige kommuner i landet. Og vi er i gang med at udforme en tandpakke vi kan sende ud.”
