Ny Højesteretsdom om arbejdsskadeerstatning
Højesteret afsagde den 28. april 2026 en principiel dom om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens § 17.
Efter dommen kan der i visse tilfælde være ret til minimumserstatning på 15 %, selv om det dokumenterede indtægtstab er under 15 %. Det er en betingelse, at der foreligger en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, og at indtægtsnedgangen er på mindst 5 %.
Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har efterfølgende oplyst, at visse tidligere afgjorte sager kan søges genoptaget. Det kan navnlig være relevant, hvis der tidligere er givet afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, fordi indtægtstabet blev vurderet til under 15 %. Indtægtstab under 5 % erstattes fortsat ikke.
Tilskadekomne skal selv søge om genoptagelse hos AES. Spørgsmålet om forældelse skal vurderes konkret. I visse ældre ulykkessager kan krav være forældede, mens problemstillingen typisk vil være anderledes i erhvervssygdomssager.
Dommen vedrører den offentlige arbejdsskadeordning og ikke private erhvervsudygtighedsforsikringer, hvor retten til dækning afhænger af de konkrete forsikringsvilkår.
Har du tidligere fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter en arbejdsskade, og mener du, at dommen kan være relevant for dig, er du velkommen til at kontakte ATO.
Mulighed for at få genoptaget visse sager om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne