Hvis ambitionen om gratis tandpleje skal blive en succes, er det afgørende, at debatten ikke reduceres til et spørgsmål om brugerbetaling.

Dette er et debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor 5. juni 2026.

Den nye regering har sat en markant ambition på den sundhedspolitiske dagsorden: Inden for maksimalt ti år skal tandpleje være gratis for alle danskere. Allerede fra næste år skal førtidspensionister, kronikere og andre sårbare grupper omfattes, hvorefter ordningen gradvist skal udvides.

Det er en ambition, som fortjener opmærksomhed. Ikke mindst fordi den sender et vigtigt signal om, at tandsundhed ikke længere betragtes som et særskilt område på kanten af sundhedsvæsenet, men som en integreret del af den samlede sundhedspolitik.

For tandsundhed er sundhed.

Regeringens ambition om gratis tandpleje ledsages samtidig af initiativer, der kan styrke forebyggelsen. Fjernelsen af momsen på frugt og grønt samt tilbagerulningen af lempelserne på afgifterne på chokolade og sukker er ikke tandplejepolitik i traditionel forstand. Men det er sundhedspolitik, som også kan få betydning for danskernes tandsundhed.

For de største gevinster opnås ofte længe før patienten sætter sig i tandlægestolen.

Forebyggelse af sygdom starter nemlig ikke i behandlingsrummet. Den starter i hverdagen gennem kostvaner, sundhedsadfærd, oplysning og tidlig indsats. Når sundhedspolitik, forebyggelsespolitik og tandsundhedspolitik trækker i samme retning, styrkes mulighederne for at forbedre både den generelle sundhed og tandsundheden.

’Gratis’ = skattefinansieret

Erfaringerne fra den kommunale børne- og ungdomstandpleje viser samtidig, at forebyggelse og tidlig indsats er blandt de mest effektive investeringer, vi kan foretage i sundhed. Jo tidligere problemer opdages og håndteres, desto større er gevinsten både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

Men hvis ambitionen om gratis tandpleje skal blive en succes, er det afgørende, at debatten ikke reduceres til et spørgsmål om brugerbetaling eller ej.

For selv når tandpleje beskrives som gratis, er den naturligvis ikke gratis. Den er skattefinansieret. Derfor handler diskussionen i virkeligheden om, hvordan vi får mest mulig tandsundhed for de ressourcer, samfundet investerer.

Det spørgsmål bliver kun vigtigere, når vurderingerne af en fuldt indfaset ordning allerede peger på udgifter i milliardklassen.

Her risikerer debatten at bevæge sig i en forkert retning. For en reform bør ikke først og fremmest måles på, hvor mange regninger det offentlige overtager. Den bør måles på, om danskernes tandsundhed faktisk bliver bedre.

Rekruttering og fastholdelse en afgørende forudsætning

Det kræver først og fremmest, at der er kapacitet til at løfte opgaven. Der skal være tilstrækkeligt med tandlæger, tandplejere, klinikassistenter og øvrige medarbejdere. Adgang til behandling er ikke meget værd, hvis ventetiderne vokser, eller hvis der mangler faglige ressourcer til at levere indsatsen.

Det kræver også attraktive arbejdspladser og ordentlige rammer. Rekruttering og fastholdelse af tandplejefagligt personale bliver en afgørende forudsætning for enhver større udvidelse af den offentligt finansierede tandpleje.

Samtidig skal der være plads til den faglige vurdering. Høj kvalitet opstår ikke gennem detailstyring, men ved at give de fagprofessionelle mulighed for at anvende deres faglighed til gavn for patienterne.

Men faglig kvalitet og økonomisk ansvarlighed er ikke modsætninger. Tværtimod. I et skattefinansieret system vil der altid være behov for prioritering. Det optimale er ikke nødvendigvis det maksimale. Mere behandling er ikke altid lig med bedre sundhed. Målet må være at levere den rette indsats på det rette tidspunkt til de rette patienter og dermed skabe størst mulig sundhedsgevinst for de ressourcer, samfundet investerer.

Endelig kræver det en langt stærkere prioritering af forebyggelse og tidlig indsats. Den bedste behandling er ofte den behandling, der aldrig bliver nødvendig. Tidlig indsats kan forebygge sygdom, smerter og omfattende behandlingsforløb senere i livet til gavn for både den enkelte borger og samfundsøkonomien.

Og ressourcerne skal målrettes de grupper, der har de største behov. Social ulighed i tandsundhed er fortsat en realitet i Danmark. Hvis målet er bedre tandsundhed, må indsatsen også afspejle, hvor udfordringerne er størst.

Derfor er det relevante spørgsmål ikke alene, om tandplejen skal være gratis. Det relevante spørgsmål er, om reformen skaber bedre tandsundhed.

Svaret er ja, hvis vi gør det klogt.

Hvis vi investerer i forebyggelse frem for alene behandling. Hvis vi sikrer tilstrækkelig kapacitet og attraktive arbejdspladser. Hvis vi giver plads til fagligheden. Hvis vi prioriterer klogt. Og hvis vi målretter indsatsen mod de borgere, der har de største behov.

Så kan gratis tandpleje blive mere end en finansieringsreform. Så kan den blive en reel sundhedsreform, der forbedrer danskernes tandsundhed og skaber størst mulig værdi for fællesskabets penge.

Michael Jacobsen, direktør i ATO