Den nye tandlægeuddannelse på SDU
SDU afsøger en helt ny model for at uddanne tandlæger og tandplejere og gør det et sted, hvor der ikke før har været et tandlægefagligt studiemiljø. Ambitionen om at uddanne flere tandlæger anerkender vi fuldt ud. Men en stor del af den kliniske uddannelse er tænkt til at foregå ude på klinikkerne hos jer, og det rejser nogle helt centrale spørgsmål, som ATO nu har bragt videre til SDU.
Forhistorien
Region Syddanmark mangler tandlæger, og dimittender fra Aarhus og København søger sjældent dertil. Derfor har Folketinget besluttet at etablere en ny tandlæge- og tandplejeruddannelse i Odense på SDU. Det er en ambitiøs og på mange måder nytænkende men også svær opgave ikke mindst fordi der skal bygges et helt nyt fagligt studiemiljø op fra bunden, og fordi den kliniske del af uddannelsen i høj grad skal foregå i praksis: i privat praksis, i den kommunale tandpleje og på de kæbekirurgiske afdelinger.
Netop dén model rører direkte ved din hverdag som tandlæge. Erfarne tandlæger og tandplejere skal fungere som supervisorer for de studerende, og det får betydning for arbejdstid, ansvar og løn. ATO har fulgt arbejdet via Følgegruppe 1 og har undervejs rejst en række spørgsmål. I slutningen af juni sendte SDU et omfattende materiale til en “temperaturmåling” med svarfrist på under en uge og midt i en travl tid. Vi har svaret og samtidig gjort det klart, at den korte frist ikke står mål med opgaven, og at ATO skal med som formel høringspart, når materialet sendes i egentlig høring til august.
Det har ATO svaret
Vores grundholdning er, at vi bakker op om ambitionen, men at de kliniske forløb skal hvile på fire forudsætninger: frivillighed, klare kvalitetskrav, en tydelig ansvarsfordeling og en troværdig model for finansiering og kompensation. Vi lagde især vægt på de største knaster først:
- Ansvar, autorisation og forsikring skal afklares centralt, så ansvaret for en studerendes behandling ikke ender hos den enkelte supervisor eller klinikejer. Det skal stå klart, under hvis autorisation behandlingen sker, og vi har bedt om en tydelig udmelding fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Opgaven er underfinansieret både i offentligt og privat. En takst på op til 1.015 kr. pr. dag dækker hverken supervisionen eller den tabte produktion, og det er svært at se, hvordan klinikkerne kan forventes at bakke op om en så underfinansieret model.
- Der er ikke ledig kapacitet. Hverken den kommunale tandpleje eller privat praksis vurderes at have plads hverken i tandlæge- og supervisortimer eller i behandlingsstole. Den kommunale tandpleje er desuden maksimalt presset efter udvidelsen af målgruppen med de 18-21-årige.
- Pengene skal nå den ansatte. Kompensationen betales til klinikken ikke til den, der reelt superviserer. For provisionslønnede betyder supervision et direkte indtægtstab, som modellerne ikke tager højde for.
- Frivilligheden skal gælde den enkelte ansatte og ikke kun klinikken. Når kompensationen tilfalder arbejdsgiveren, kan der opstå et pres for at påtage sig opgaven.
- Tid og opgaveafgrænsning. Supervision og de tilhørende kurser skal være skemalagt og indgå i arbejdstiden på rimelige vilkår og ikke oven i eksisterende produktionsmål.
- Realisme i den kommunale tandpleje. Børn og unge kræver mere tid og tilvænning end voksne recall-patienter. Dette er der ikke taget højde for i modellen. .
- Dokumentation mangler. Materialets påstande om fordele og internationale erfaringer savner kilder og evidens.
Endelig har vi peget på, at tidsplanen er meget ambitiøs: En kommunes deltagelse kræver politisk godkendelse, og kommunerne er efter sommerferien bundet op på deres egne budgetforhandlinger. Planen er at optage 40 nye tandlægestuderende sommeren 2027.
Hvad sker der nu
Materialet sendes i formel høring til august, og ATO arbejder for at indgå som høringspart med et grundigt, uddybende svar. Vi følger sagen tæt og holder jer orienteret.
I ATO er vi altid på den ansattes side.