Han skulle absolut ikke være tandlæge

Tekst og redigering: Ditte Futtrup

To generationer, samme fag, hver sin vej derhen.

“Jeg sagde til ham, at han skulle absolut ikke være tandlæge.” Tina Løbner smiler, når hun siger det. For hun elsker sit fag. Og nu læser hendes søn, Christian Løbner Aaen, til tandlæge.

Tinas vej ind i faget

Tinas vej til tandlægefaget var lige og uomtvistelig fra barndommen. “Den allerførste tandlæge jeg har mødt, har simpelthen sat så stort præg på mig, at sådan en ville jeg også være,” fortæller hun. Det var hendes mors tandlæge, og hans evne til at give hendes tandlægeangste mor en god oplevelse satte et varigt aftryk. Tina voksede op i Sønderjylland, i en tid og et område uden børnetandpleje. At blive taget ordentligt hånd om hos tandlægen var ikke en selvfølge. Det satte sig fast.

“Jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved, om det var det rigtige eller det forkerte. Jeg skulle bare være ligesom ham,” siger Tina.

Bekymringen ingen havde set komme

Tinas første reaktion på nyheden om, at Christian ville læse til tandlæge, handlede ikke om tandlægefaget selv. Hun elsker sit arbejde. Bekymringen handlede om belastningen, både den psykiske og den fysiske, og om de krav, hun selv har mærket gennem et langt arbejdsliv.

“Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide mit fag. Det er jo ikke fordi jeg ikke synes det er fedt at være tandlæge. Det er jo mere den belastning jeg synes, han skal udsættes for, som jeg ikke synes er nødvendig,” siger Tina. “Vi er tit hårde ved os selv, fordi vi synes vi skal lave alting til 12-taller. Og hvis det ikke er et 12-tal, så kan vi godt have det sådan.”

Tina har oplevet, hvordan faget over årene er blevet mere forretningsorienteret. Som ansat i privat praksis mærkede hun, hvordan kravene om omsætning tog over, og patienten rykkede i baggrunden.

“Den tid jeg har været tandlæge, har det forandret sig rigtig meget. Det er blevet hård business,” siger hun. Det var en del af grunden til, at hun søgte væk og over i den kommunale tandpleje, hvor der er mere plads til mennesket frem for regnestykket.

Christians vej ind i faget

For Christian var vejen mere sammensat. Beslutningen tog han i sabbatåret, men han peger på en lang række oplevelser fra hele opvæksten: timer ved tandlægestolen hos mor som barn, bøjlebehandling, og en opvækst hvor tandlægeverdenen aldrig var fremmed eller skræmmende.

“Min tandlæge var ligesom min mor, og hun pillede en gang imellem mine mælketænder ud. Så det var ikke fordi det var farligt,” siger han.

Han overvejede en overgang CBS. En personlighedstest i gymnasiet pegede mod sundhedsfaget. I sabbatåret, mens han arbejdede på et lager, faldt brikkerne på plads. Herefter måtte han læse fag op, for at kunne søge ind på odontologistudiet.

“Tænder har jo fyldt meget, hvorfor det ved jeg ikke, men der er et eller andet over det der med, at man kunne have hvide, pæne og lige tænder og det har jeg altid pålagt en vis værdi,” siger Christian.

Han husker tydeligt samtalerne ved middagsbordet, da han fortalte om sit studievalg. “Det var sådan: kan du overhovedet tåle at se blod?” fortæller han. Men han fortolker bekymringen som noget bredere: “Jeg tror, det var jo mere den der umiddelbare reaktion på at: ved du overhovedet hvad der venter dig?”

At dele fag med sin mor

For Christian er det at have en mor i faget en klar fordel, men også en kilde til selvpålagt pres.

“Jeg ser det helt klart som en fordel,” siger han. “Men jeg tror, jeg ser det mere som en ulempe, at jeg forventer noget – nogle gange for meget – af mig selv. Det er jo også et håndværk og det der med at have øvet sig i 35 år versus én der lige får det i hænderne første gang.”

Der er også en mere praktisk side. Christian læser i København, langt fra Horsens, og kliniske undervisere kender ikke familienavnet. Men det opdages alligevel.

“De kliniske undervisere kigger lidt underligt når der står Tina Løbner på mine lupbriller, og så siger de lige: det hedder du vist ikke, og så må man jo sige: nej nej nej, jeg har en mor der er tandlæge,” siger han. “Man bliver måske set på med en lille smule andre briller synes jeg, og det er ikke noget der er dårligt nødvendigvis, men det er bare noget man lige skal være opmærksom på.”

Værdien af en erfaren sparringspartner tæt på er dog ikke til at tage fejl af. “Jeg har bare en kæmpe vidensbank lige på speeddial om man vil,” siger Christian. “Det her lykkes ikke for mig, kan du komme med nogle tips?”

Et fag i forandring

Begge oplever, at faget har ændret sig markant, men fra hver sin position.

Tina peger på både den forretningsmæssige og den teknologiske udvikling. “Jeg synes den er blevet mere businessagtig. Jeg synes den er blevet hårdere,” siger hun. Og teknologien har udviklet sig tilsvarende: “Der er også kommet meget mere hardware kan man sige, at du kan scanne til en krone, og du kan nærmest printe den selv, og der er blevet mange flere teknologiske landvindinger i forhold til da jeg blev færdig.”

Det, der altid har drevet hende, er mødet med patienten. “Vi møder jo megamange spændende mennesker som kommer med hver deres historie, og hvis man har tid til at lytte og skabe den fortrolighed, så er det jo fantastisk rum at være i,” siger Tina.

Christian har selv fået et glimt af ældre teknikker under sin praktik på Zanzibar i sit sabbatår, hvor han arbejdede med sølvfyldninger, et materiale hans mors generation brugte langt mere. “Det var virkelig sjovt, fordi det var virkelig nemt at arbejde med. Virkelig, virkelig et dejligt materiale,” siger han.

Mor og søn, kollegaer

De to deler ikke kun et fag, men også et værdigrundlag.

“Jeg tror, at vi nok har lidt samme værdigrundlag, at vi på mange måder gerne vil sætte patienten først, og selvfølgelig vil vi også gerne levere et flot stykke håndværk,” siger Christian.

Samtidig er de gode til at skelne. Der er tid til faglig sparring, og der er tid til bare at være mor og søn.

“Man kan også godt bare være mor. Man kan også godt bare være søn. Det kommer meget naturligt, at man ikke er det ene eller det andet, at man også kan være begge dele,” siger Christian.

En ulempe ved at dele fag er der dog, indrømmer han med et grin: det bliver nemt til tandsnak ved middagsbordet, til Christians fars store fortrydelse.

Til næste sommer skal mor og søn af sted sammen til Filippinerne med en gruppe tandlæger og tandlægestuderende, der skal bidrage med behandling lokalt.

“Jeg synes jo det er fedt at have fået tilbuddet. Tænk sig at skulle ud og rejse med sin voksne søn på den måde. Der er mange ting at dele i det,” siger Tina.