Dentalmission på Filippinerne

Af Mille Abildgaard Sørensen, nyuddannet tandlæge fra Københavns Universitet

Jeg, Mille, havde sammen med 19 andre danskere mulighed for at deltage i en dentalmission i Cebu på Filippinerne gennem organisationen Rise Above. Gruppen bestod hovedsageligt af nyuddannede tandlæger, men også af tandlægestuderende og mere erfarne tandlæger. Foruden os danske deltagere var to garvede tandlæger fra USA samt flere filippinske tandlæger tilknyttet missionen og klar til at hjælpe.

Dentalmissionen strakte sig over 12 dage. De første fem dage arbejdede vi på en high school i Cebu City, hvorefter vi havde to hviledage. Her pakkede vi hele vores midlertidige klinik sammen og flyttede den op i bjergene til Mabini, hvor vi arbejdede yderligere fem dage. Vi arbejdede også hen over weekenden, da det gav flere af områdets beboere mulighed for at komme til tandlægen. En typisk arbejdsdag begyndte omkring kl. 8.15 og sluttede omkring kl. 16 med en times frokostpause.

Vi arbejdede selvstændigt ved hver vores hjemmelavede klinikstol og unit. De to amerikanske tandlæger var altid klar til at hjælpe, hvis vi stod i en uvant eller vanskelig situation – hvilket især skete de første par dage. Det var en helt anden måde at arbejde på end den, vi kender fra Danmark, og det krævede, at man hurtigt blev fortrolig med at træffe egne kliniske beslutninger. Vores primære behandlinger bestod af ekstraktioner, fyldninger og tandrensninger. I løbet af de 10 behandlingsdage nåede vi samlet set næsten 1.500 patienter.

Den filippinske befolkning har en meget høj sukkerkultur, og kombinationen af et højt sukkerindtag, viden om tandsundhed og fattigdom kunne tydeligt ses i patienternes tandstatus. Det var ikke usædvanligt at møde patienter, hvor samtlige 6’ere havde caries, ofte med pulpa-polypper.

Vi behandlede patienter i alle aldre, fra helt små børn til voksne, men størstedelen var børn og unge. Mange patienter ankom tidligt om morgenen for at sikre sig en plads i køen. Hver dag var der desværre flere, som måtte sendes hjem uden behandling, fordi vi ikke kunne nå alle. To lokale medarbejdere fra Rise Above stod for patientvisiteringen. De var rigtig gode til at bruge erfaringer fra de foregående dage til at vurdere, hvor mange patienter vi realistisk kunne nå at behandle. På den måde kunne de sende nogle patienter hjem, så de ikke skulle sidde en hel dag og vente forgæves. På trods af dette var der stadig patienter, som måtte gå hjem uden at være blevet behandlet.

Arbejdsforholdene var langt fra dem, vi er vant her i Danmark. Klinikstolene stod på hver sin side af et langbord, hvor alle vores materialer og instrumenter var placeret. Stolene kunne indstilles i fire forskellige positioner, men ikke justeres i højden. Det gav nogle udfordrende arbejdsstillinger.

Vores units bestod af to vinkelstykker – ét med vandforsyning og ét uden – samt en tre-funktionssprøjte og et separat, men meget svagt, sug. I et hjørne havde vi vores sterilisation, hvor en mindre autoklave stod for steriliseringen af en stor del af vores instrumenter.

Vi fik desuden tilknyttet en klinikassistent. På high schoolen var det typisk en ældre elev, mens det i bjergene var lokale frivillige, der havde meldt sig til at hjælpe. Niveauet var forskelligt, men de var en stor hjælp – ikke mindst i forbindelse med sproglige udfordringer og ved sugning.

Missionen bød på mange forskellige patientcases, som gav mig rigtig meget klinisk erfaring. Nogle af de behandlinger, vi gentagne gange stod overfor, var multiple carieslæsioner i fronten, dybe carieslæsioner med pulpa-polypper, fjernelse af efterladte primære rødder samt fjernelse af store mængder calculus. Vi havde desværre kun ressourcer til de mest basale behandlinger og havde derfor ikke mulighed for at udføre endodonti eller protetik. Det satte til tider ens kliniske og etiske kompas på prøve. I mange tilfælde var caries så profund, at den optimale behandling ud fra et dansk perspektiv ville være endodontisk behandling. Da dette ikke var en mulighed, var ekstraktion ofte den eneste realistiske behandling. Det var dog naturligvis ikke altid acceptabelt for patienterne -særligt når det drejede sig om fortænder, hvorfor dette blot blev til en fyldning.

Kommunikationen foregik primært på engelsk. Patienterne i Cebu City var overraskende gode til engelsk, mens vi oppe i bjergene ofte havde brug for hjælp fra vores klinikassistenter til at oversætte. Vi lærte hurtigt de vigtigste lokale ord for blandt andet ”ekstraktion”, ”fyldning” og ”smerte”. Netop smerte var interessant at opleve, fordi patienternes smertetolerance virkede markant anderledes end den, vi er vant til fra Danmark. Der blev ofte udført fyldninger uden lokal anæstesi, selv når der var tale om ret dybe carieslæsioner.

Jeg har lært utrolig meget af at deltage i dentalmissionen. Jeg har blandt andet fået rigtig god træning i at ekstrahere tænder under mange forskellige kliniske forhold og i at lave plastfyldninger i fronten. Det æstetiske var dog ikke altid det primære fokus, blandt andet fordi vi var begrænset af de materialer og ressourcer, vi havde til rådighed.

Jeg har også fået øvet mig i at arbejde mere selvstændigt og træffe kliniske beslutninger uden hele tiden at kunne gå til en underviser for at få en godkendelse. Det har været en værdifuld erfaring, særligt som nyuddannet tandlæge.

Samtidig har missionen givet mig et helt andet indblik i, hvordan tandpleje og tandsundhed kan se ud i en anden kultur og under helt andre økonomiske og praktiske vilkår. Det har også gjort mig endnu mere bevidst om, hvor privilegerede vi er i Danmark, når det kommer til adgang til tandpleje og de behandlingsmuligheder, vi har til rådighed.

Jeg kan kun opfordre andre tandlæger og tandlægestuderende til at overveje at tage af sted på dentalmission. Man kommer hjem med langt mere end klinisk erfaring – man får også et nyt perspektiv på sit fag og på den tandsundhed, vi ofte tager for givet herhjemme.