Når patienterne spørger om gratis tandpleje
Billedet er AI-genereret
I samarbejde med PTO:
Flere klinikker oplever i disse uger, at patienter spørger, om tandbehandling snart bliver gratis, og nogle overvejer på den baggrund at udsætte en planlagt behandling. Det er forståeligt, for emnet fylder i medierne, men det er vigtigt, at patienterne får et korrekt billede af, hvor sagen faktisk står.
Der er endnu ikke indført gratis tandbehandling for voksne. Regeringsgrundlaget lægger op til en gradvis indfasning med fire milliarder kroner frem mod 2030, hvor førtidspensionister, kronisk syge og andre sårbare grupper ventes at være først i køen fra næste år. En fuld indfasning for alle voksne ligger først omkring 2035.
Forslag til tekst til skriftlig kommunikation til patienter:
Information til patienter om tandbehandling og egenbetaling
Kære patient [eller nn]
Vi oplever for tiden, at flere patienter spørger, om tandbehandling snart bliver gratis, og at nogle derfor overvejer at udsætte en planlagt behandling.
Vi vil gerne slå fast, at der på nuværende tidspunkt ikke er indført gratis tandbehandling for voksne.
Regeringsgrundlaget lægger op til, at gratis tandpleje indfases gradvist. Der er afsat fire milliarder kroner frem mod 2030, og ordningen ventes indledningsvis at omfatte førtidspensionister, kronisk syge og andre sårbare grupper, med opstart fra næste år.
Det betyder, at gratis tandpleje ikke gælder alle voksne fra den ene dag til den anden – en fuld indfasning forventes først at være på plads omkring 2035.
Overvejer du at udsætte en anbefalet behandling, opfordrer vi dig til først at tale med os om det. Ventetid kan i nogle tilfælde betyde, at en skade udvikler sig, hvilket kan føre til forværret sygdom, smerter og tandtab.
Vi følger udviklingen tæt og orienterer selvfølgelig vores patienter, hvis der kommer ændringer med betydning for behandling eller betaling.
Har du spørgsmål til din behandlingsplan eller de forventede udgifter, er du altid velkommen til at kontakte klinikken. I øvrigt henviser vi til dagspressen for den løbende udvikling omkring gratis tandpleje til voksne.
Med venlig hilsen
[Klinikkens navn]
[Telefonnummer]
[E-mail]