Uden flere tandlæger risikerer reformen at ende i ventelister
Dette er et debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor den 20. august 2026
Ansatte Tandlægers Organisation støtter ambitionen om en vederlagsfri tandpleje. Men en reform, der ikke kan bemandes, bliver ikke til bedre tandsundhed, men til ventelister, skriver Michael Jacobsen.
Ministeren kan ikke sige, hvor mange borgere reformen omfatter. Det er der en forklaring på, og den er acceptabel. At ingen kan sige, hvor mange tandlæger den kræver, er derimod ikke acceptabelt, skriver direktør i Ansatte Tandlægers Organisation Michael Jacobsen. | Foto: Presse
Michael Jacobsendirektør, Ansatte Tandlægers Organisation
3. juli 2026 svarede sundhedsministeren Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg på et spørgsmål om, hvor mange borgere der bliver omfattet, når indfasningen af vederlagsfri tandpleje går i gang i 2027.
Svaret kan læses som en simpel optælling. Det er det ikke.
Det er den mest oplysende tekst, der er kommet om reformen indtil nu, men ikke på grund af tallene.
Ministeren oplyser, at der er 247.800 førtidspensionister bosat i Danmark, at omkring 24.000 modtager omsorgstandpleje, 20.000 specialtandpleje og 17.000 er omfattet af særordninger efter sundhedsloven. Grupperne overlapper, understreger svaret, og tallene kan derfor ikke lægges sammen.
Vi taler alligevel om et sted mellem en kvart og en tredjedel million mennesker, der efter planen får en ny rettighed om godt et år.
Og så følger den sætning, som burde have været overskriften: »Der udestår en endelig afklaring om model for den første indfasning af vederlagsfri tandpleje og dermed det konkrete antal af borgere, der omfattes af den nye ordning.«
Seks måneder før starten ved ministeriet altså ikke, hvem ordningen dækker.
Fra ubekendt efterspørgsel til ubekendt bemanding
Man kan mene, at det er almindeligt lovforberedende arbejde, og at modellen falder på plads. Det gør den formentlig. Problemet er, hvad der ligger på den anden side af det ubekendte.
Hvis man ikke ved, hvor mange borgere der omfattes, ved man heller ikke, hvor mange behandlingstimer det kræver. Og hvis man ikke ved det, ved man ikke, hvor mange tandlæger der skal til.
Det spørgsmål er ikke bare ubesvaret. Det er slet ikke stillet.
Sundhedsstyrelsens tandplejeprognose 2023-2045 er det officielle vidensgrundlag på området. Prognosen skriver selv, at den ikke indeholder efterspørgselsanalyser, og at den bygger på en forudsætning om, at den eksisterende organisering af tandplejen i Danmark forbliver uændret.
En reform, der først giver 250.000 og siden hele den voksne befolkning adgang til vederlagsfri tandpleje, er per definition et brud på netop den forudsætning. Vi har med andre ord en udbudsprognose uden efterspørgselsanalyse og en reformambition uden bemandingsplan.
Prognosen kan fortælle, hvor mange tandlæger der bliver. Den kan ikke fortælle, hvor mange der skal bruges.
Udbudssiden peger den forkerte vej
Imens går udbuddet i den modsatte retning af ambitionen.
I år er der tilbudt 207 studiepladser på tandlægeuddannelsen mod 227 sidste år (100 på Københavns Universitet og 107 på Aarhus Universitet, red.). Det skyldes ikke svigtende interesse. Adgangskvotienten i København er steget til 10,9, og der er knap 12 ansøgninger pr. plads. Det er en kapacitetsbeslutning.
En studieplads er heller ikke det samme som en tandlæge. Med Sundhedsstyrelsens egne gennemførselsprocenter bliver kun omkring to tredjedele af pladserne til færdiguddannede tandlæger. Årets 207 pladser bliver til cirka 137 tandlæger, når de er færdige i 2031.
Den nye tandlægeuddannelse på SDU bidrager med 40 pladser fra 2027, samtidig med at merbevillingen på 35 ekstra pladser om året i 2023-2026 ophører, og de 40 bliver i praksis til cirka 27 tandlæger årligt fra 2032. Samlet set flytter vi kapacitet rundt frem for at bygge den op.
Samtidig vokser befolkningen. I 2021 var der 77,2 tandlæger pr. 100.000 indbyggere. Lægger man Sundhedsstyrelsens grundscenarie sammen med Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, er tallet 73,8 i 2031. For blot at fastholde 2021-dækningen skulle der være cirka 205 flere tandlæger svarende til halvandet års samlet dimittendproduktion.
Det er prisen for at stå stille. Reformen kommer oveni.
Dertil kommer den geografiske skævhed. Region Hovedstaden havde i 2021 88,4 tandlæger pr. 100.000 indbyggere, Region Syddanmark 64,7. De tre regioner uden tandlægeuddannelse ligger alle under landsgennemsnittet. Udsatte borgere og førtidspensionister er ikke jævnt fordelt over landet, og det er i almindelighed ikke dem, der kører længst efter en behandler.
Fristen er 2030
Tandlægeuddannelsen tager fem år, og derefter går der endnu et år under supervision, før man må virke selvstændigt. En tandlæge, der skal bemande den fuldt indfasede reform i 2035, skal derfor optages på studiet senest i 2030, og fordi dimensioneringen fastlægges året før optaget og forudsætter undervisere og klinikkapacitet, skal beslutningen reelt træffes omkring 2028.
Deri ligger den strukturelle asymmetri, som er hele problemets kerne. En rettighed kan besluttes politisk og træde i kraft med et års varsel. Uddannelseskapacitet har seks års forsinkelse fra beslutning til virkende tandlæge. Den langsomste beslutning skal derfor træffes først, og det er stik modsat den måde, reformer normalt bliver til på.
Brug 2027 til at måle
Der er en oplagt vej ud, og den ligger i selve indfasningen.
Netop fordi 2027-etapen omfatter en afgrænset og identificerbar gruppe, er den en enestående mulighed for at måle, hvad der faktisk sker, når brugerbetalingen forsvinder. Hvor mange af de 247.800 førtidspensionister møder op? Hvor meget behandling har de brug for, når de gør? Hvordan fordeler det sig geografisk?
De data findes ikke i dag, og de kan ikke gættes. Men de kan indsamles fra 2027, hvis nogen beslutter det nu, og de vil være til rådighed netop i det vindue, hvor dimensioneringen for 2030 skal fastlægges.
Ansatte Tandlægers Organisation støtter ambitionen om en vederlagsfri tandpleje. Uligheden i tandsundhed er reel og veldokumenteret, senest af Vive. Men en rettighed uden behandlere er ikke en rettighed, og en reform, der ikke kan bemandes, bliver ikke til bedre tandsundhed. Den bliver til ventelister.
Vi foreslår derfor tre ting:
- at der udarbejdes en egentlig efterspørgselsanalyse på tandplejeområdet.
- at den kommende tandplejeprognose også fremskriver regionalt.
- at 2027-indfasningen designes, så den genererer den viden, vi mangler.
Ministeren kan ikke sige, hvor mange borgere reformen omfatter. Det er der en forklaring på, og den er acceptabel. At ingen kan sige, hvor mange tandlæger den kræver, er derimod ikke acceptabelt.
Man kan godt vente til 2034, men da er det for sent at gøre noget ved.
