Støtteerklæring til etablering af tandlægeuddannelse på SDU
ATO støtter etableringen af nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på SDU. Der er et veldokumenteret behov for flere tandlæger – ikke mindst i Region Syddanmark. Samtidig understreger ATO, at der fortsat mangler afklaring af blandt andet kapacitet, ansvar, frivillighed og kompensation til de ansatte tandlæger, der skal stå for en stor del af den kliniske uddannelse. Modellen skal være holdbar for både studerende, patienter og medarbejdere.
Læs hele støtteerklæringen fra ATO her
Baggrund
For at SDU kan opnå ministeriets godkendelse til at etablere tandlægeuddannelsen, skal der dokumenteres et tydeligt behov for uddannelserne og en stærk opbakning fra den sektor, som uddannelserne skal understøtte.
Støtten er særlig vigtig, fordi en central del af SDU’s uddannelsesmodel bygger på klinikophold i private tandklinikker, den kommunale tandpleje og de regionale kæbekirurgiske afdelinger. De studerende skal lære i tæt samspil med praksis, og derfor er det afgørende, at SDU kan dokumentere interessen for at indgå i samarbejdet om uddannelsen af fremtidens tandlæger og tandplejere fra jeres medlemmer. Derfor har ATO skrevet denne støtteerklæring.