Hvis gratis tandpleje skal være velfærd, skal den gælde uanset pengepung og postnummer

Debatindlæg bragt i A4 Medier 8. oktober 2026: Hvis gratis tandpleje skal være velfærd, skal den gælde uanset pengepung og postnummer

Michael Jacobsen, direktør i Ansatte Tandlægers Organisation

Statsministeren har gjort gratis tandpleje til en del af regeringens ambition om at styrke det danske velfærdssamfund. Det er en historisk mulighed. Men hvis reformen skal mindske både social og geografisk ulighed, er det ikke nok at fjerne regningen. Der skal også være en tandlæge at gå til.

»HVIS DU FÅR ET hul i en tand, skal du have penge op af lommen uanset om du har dårlige tænder eller bare børster tænder i håndsæbe.«

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale til Folketinget. Håndsæben var en munter hilsen til Lars Løkke Rasmussen, men bag bemærkningen lå et langt mere principielt politisk budskab.

I mere end 100 år har vi, som statsministeren fremhævede, opbygget et sundhedsvæsen efter det princip, at vi betaler i fællesskab, når vi bliver syge. Brækker man armen eller skal have en ny hofte, er behandlingen ikke afhængig af størrelsen på ens pengepung.

Sådan er det ikke med tænderne.

Det vil regeringen ændre. Og statsministeren efterlod ikke megen tvivl om ambitionsniveauet: Danmark skal som et af de første lande i verden forsøge at indføre gratis tandpleje til alle.

Men tandsundhed er også geografisk lighed

Et andet gennemgående tema i statsministerens åbningstale var sammenhængskraften i Danmark. Velfærd og muligheder skal ikke koncentreres i de største byer. Hvor man bor, skal ikke afgøre, hvilken velfærd man har adgang til.

Den diskussion handler også om tandpleje.

For der er mindst to former for ulighed, som en reform af voksentandplejen bør adressere.

Den ene er den sociale.

VIVEs nye analyse af ældres tandsundhed viser markante sociale forskelle. Kortuddannede og mennesker med lave indkomster har færre tænder og mere tandsygdom, og den rigeste fjerdedel af befolkningen går omtrent dobbelt så ofte til tandlæge som den fattigste.

Den anden er den geografiske.

Hvis adgangen til tandlæger og andet tandplejepersonale bliver stadig vanskeligere i dele af landet, er det ikke tilstrækkeligt at gøre behandlingen gratis. Man kan godt fjerne den økonomiske barriere og samtidig efterlade eller ligefrem forstærke en geografisk barriere.

Det ville være en mærkelig form for lighed.

Derfor bør regeringens ambition om gratis tandpleje også ses som en anledning til at diskutere, hvordan vi sikrer en tilstrækkelig tandlægekapacitet i hele Danmark.

Gratis er ikke i sig selv et sundhedsmål

Regeringen er allerede i gang. Lovprogrammet for det nye folketingsår indeholder de første konkrete skridt med vederlagsfri tandpleje til blandt andre kontanthjælpsmodtagere og udsatte grupper samt et særskilt lovforslag om gratis tandpleje til førtidspensionister.

Det er fornuftigt at begynde med grupper, hvor økonomien kan være en væsentlig barriere for nødvendig tandbehandling.

Men i den politiske begejstring over ordet »gratis« bør vi holde fast i en afgørende sondring:

Vederlagsfri tandpleje er et middel. Bedre tandsundhed er målet.

Hvis milliarderne alene bruges på at flytte regningen fra patienten til skatteborgeren, har vi gennemført en stor finansieringsreform. Vi har ikke nødvendigvis gennemført den bedst mulige sundhedsreform.

Den langt mere interessante opgave bliver derfor at indrette systemet, så de mange milliarder giver mest mulig tandsundhed og mindst mulig ulighed.

Her er forebyggelsen afgørende.

Erfaringerne fra den kommunale børne- og ungdomstandpleje viser netop værdien af et system, der ikke først møder borgeren, når tanden gør ondt. VIVEs analyse peger på, at generationer med adgang til den vederlagsfri kommunale børnetandpleje har bedre tandstatus senere i livet.

Det bør være en central lære, når vi nu skal indrette fremtidens voksentandpleje.

En rettighed kræver nogen til at levere den.

Og så er der kapaciteten

Den kan ikke behandles som et teknisk spørgsmål, der løses, når den politiske model først er besluttet.

Hver gang vi udvider retten til offentligt finansieret tandpleje, øger vi efterspørgslen. Det er en del af formålet. Mennesker, der tidligere udskød eller helt undlod behandling af økonomiske årsager, skal netop have bedre adgang.

Men den efterspørgsel skal kunne imødekommes.

Man kan politisk beslutte en ny rettighed fra det ene år til det andet. Man kan ikke uddanne en tandlæge fra det ene år til det andet.

Derfor må en troværdig plan for gratis tandpleje også være en plan for uddannelseskapacitet, rekruttering og geografisk fordeling af arbejdskraften. Ellers risikerer vi at skabe en situation, hvor behandlingen ganske vist er gratis på papiret, men hvor patienten ikke kan få en tid.

Gratis adgang er først reel adgang, når der også er nogen til at tage imod.

Statsministeren kaldte ambitionen om gratis tandpleje »et stort skridt i udviklingen af vores velfærdssamfund«.

Det kan den blive.

Men så bør vi fra begyndelsen stille større krav til reformen end blot at spørge, hvor mange danskere der slipper for egenbetaling.

Vi bør spørge, om den giver bedre tandsundhed. Om den reducerer den sociale ulighed. Om den styrker forebyggelsen. Og om mennesker faktisk kan få adgang til tandpleje, uanset om de bor i København, på Lolland, i Vestjylland eller på Bornholm.

For den største succes vil ikke være, at fællesskabet kommer til at betale for flere behandlinger.

Den vil være, at færre får brug for dem, og at den nødvendige behandling er tilgængelig, uanset pengepung og postnummer.