Prisen for et nej
Fra helikopterperspektiv til regneark
Tekst: Ditte Futtrup
Tandlæge Ann Søndergaard Christensen arbejder med nogle af de mest sårbare patienter i det danske sundhedsvæsen. Hun insisterer på at se det hele menneske. I sin DKTE-opgave har hun regnet på, hvad det koster, når borgere uden for målgruppen søger om specialtandpleje.
Nogle finder vejen ind i special-, social- og omsorgstandplejen efter en lang og bevidst søgen. For andre kommer den til dem, som en dør der pludselig åbner sig. Sådan var det for Ann, der i dag arbejder i Voksentandplejen i Silkeborg Kommune.
Vejen ind i faget
Ann kom fra privat praksis i 2015, da hun ventede sit tredje barn. Arbejdstiderne i det private var svære at forene med familielivet, så hun søgte det kommunale og startede med en enkelt ugentlig dag i special- og omsorgstandplejen. Siden er det vokset på hende. Da socialtandplejen blev implementeret i 2021, var hun solgt.
“Det kom meget naturligt for mig,” siger hun og peger på, at hendes søster arbejder som sygeplejerske på Sundholmen, et socialt herberg i København. “Måske ligger det lidt i generne.”
Der er ikke to dage, der er ens
Ann beskriver en hverdag, hvor forudsigelighed er en by i Rusland. Hendes klinikassistent er for længst holdt op med at pakke alt for meget ud til endodonti på forhånd, for dagen ender ofte i noget helt andet.
Det er netop denne variation, Ann fremhæver som noget af det bedste ved arbejdet. Klientellet udfordrer konstant både hendes faglighed og hendes selvbillede. “De holder virkelig spejlet op foran dig, hvad end man vil det eller ej,” siger hun.
Det hele menneske kræver ressourcer
For Ann handler den faglige tilfredsstillelse om noget større end den enkelte tand. Hun kalder det et helikopterperspektiv. Som tandlæger er vi optagede af detaljer, men i stedet for kun at spørge, hvad der er godt for netop denne tand, skal man i lige så høj grad spørge, hvordan man bedst hjælper patienten i den situation, vedkommende står i lige nu. Det kræver ofte en plan B, C og D.
Den tilgang blev sat på spidsen i et af de forløb, der har gjort størst indtryk på Ann. En midaldrende kvinde med en fortid i misbrug fik undervejs i behandlingen stigende besvær med at modtage tandbehandling. Det viste sig, at hun havde været udsat for overgreb som barn og havde fortrængt det fuldstændigt, indtil tandbehandlingen fremkaldte flashbacks. Der fulgte flere år med krævende behandlinger, to skridt frem og et tilbage, men patienten påtog sig aldrig en offerrolle. “En virkelig sej kvinde,” siger Ann, “som jeg synes, vi fik hjulpet godt trods alt.”
Men det hele menneske kræver ressourcer. Det tager tid at se hele billedet, særligt når en ansøgning om specialtandpleje skal behandles. Borgerne har krav på en ordentlig sagsbehandling, og afgørelsen skal træffes ud fra det samlede billede, som ofte er komplekst.
Når mavefornemmelsen møder tallene
Tiden var presset, og Ann havde på fornemmelsen, at en stor del af arbejdet gik til borgere, der slet ikke hørte til målgruppen. Samtidig havde hun erfaret, at det er vigtigt at kunne give beslutningstagerne klare tal og fakta. Derfor valgte hun visitationen som emne for sin afsluttende opgave på DKTE-uddannelsen: “Prisen for et nej”.
Hun gik data fra 2020 til 2025 igennem, og resultatet bekræftede mistanken, men ikke helt som ventet. Antallet af henvisninger var ikke steget. Det havde været stabilt, med et lille fald efter en top i 2021-22. Til gengæld var antallet af afslag steget markant. I 2024 endte halvdelen af alle visitationer med et afslag.
Samtidig er processen blevet langt mere formel. I 2024 blev der indført partshøring ved afslag og udskrivninger, og borgerne kan komme med indsigelser, nogle gange i flere omgange. Det giver borgerne den retssikkerhed, de har krav på, men det tager også meget administrativ tid.
53.000 kroner
Ann og klinikkens administrative klinikassistent gjorde op, hvor lang tid et forløb tager, fra der bliver bestilt et henvisningsskema, til der bliver givet et endeligt afslag. De regnede på både en administrativt let og en administrativt tung borger og omregnede tiden til løn og overhead. Det gav en timepris på ca. 622 kr., som Ann selv mener kan være for lav. “Det er meget komplekst at udregne ressourceforbrug i et specialiseret tilbud, og vi har kun kradset lidt i overfladen,” siger hun. Tallene er derfor ikke endegyldige, men et første bud, som kræver flere beregninger.
I 2025 brugte specialtandplejen i Silkeborg ca. 53.000 kr. på borgere uden for målgruppen. Ca. 20.000 kr. af beløbet var én enkelt klagesag. Samlet svarer beløbet til knap en måneds tandlægekapacitet.
Hvad kunne pengene ellers være brugt på? Ifølge Ann kunne klinikken for eksempel have taget flere patienter hjem fra den regionale specialtandpleje. Med en opnormering på en tandlæge nogle dage om ugen kunne de løse flere opgaver selv.
En patientgruppe i forandring
Ann har arbejdet i feltet siden 2015 og kan tydeligt mærke forandringen. Der kommer flere sindslidende borgere sammenlignet med borgere med varige funktionsnedsættelser. Lovteksten er op til fortolkning, og derfor bliver afgørelserne sværere.
Ofte har borgeren ikke prøvet et forløb i privat praksis med ledsagelse, sedering eller skift af behandler. Andre gange er tandlægeangst eller ADHD den eneste diagnose. I de tilfælde kan specialtandplejen ikke altid med god overbevisning sige, at borgeren ikke kan bruge de almindelige tilbud.
Når svaret er nej
Den største faglige udfordring er ifølge Ann at acceptere, at man ikke altid når i mål. Tandsundhed fylder sjældent meget i disse menneskers liv, fordi langt mere alvorlige problemer overskygger den. Behandlingsplaner kan kuldsejle, og netop derfor er indsatsen så vigtig, for eksempel når tandsmerter opstår. En i forvejen belastet psyke kan få slagside, et misbrug kan forværres, og en borger kan gøre noget, han eller hun senere fortryder. Det er her, tandlægen virkelig kan gøre en forskel.
Derfor er det aldrig let at give et afslag, når man ved, at borgeren måske ikke får hjælp andre steder. Ann ved godt, at nogle patienter risikerer at blive tabt, hvis hun udskriver dem eller giver afslag. Men det må ikke alene være en grund til at beholde en borger. Lovgivningen er hendes rettesnor og hjælper hende med at træffe beslutningen. Hvis en borger uden for målgruppen modtager specialtandpleje, må man spørge sig selv, fra hvem i målgruppen man så skal tage ressourcerne. Kommunerne har desuden vejledningspligt, og der findes heldigvis andre muligheder for borgerne, som specialtandplejen skal vejlede om.
Arbejdet har også givet Ann en indsigt, hun ikke havde regnet med: hvor meget vi som almindelige lønmodtagere tager for givet i en tilværelse, som vi forventer folder sig gunstigt ud for os. Man får sat tingene i perspektiv.
Henviserne som nøglen
Det tværfaglige samarbejde med plejepersonale, bostøtter, hospitalsafdelinger og videnscentre fylder meget i Anns arbejde, og bostøtter og kontaktpersoner er ofte også dem, der henviser. Opgaven peger på, at mange afslag skyldes en misforståelse af målgruppen hos henviserne. Bostøtterne vil deres borgere det bedste, men har måske færre ressourcer og mangler redskaber til at hjælpe dem ud i privat praksis. Resultaterne fra DKTE-opgaven har derfor sat flere tiltag i gang, blandt andet et mere målrettet henvisningsskema og dialogmøder med henviserne.
“Vi ser, som mange andre kommuner, også ind i et større arbejde med udvisitering af borgere, som ikke længere er i målgruppen for specialtandpleje, og det er vi allerede godt i gang med,” fortæller Ann.
Et netværk, der rækker ud over egen klinik
DKTE-uddannelsen har givet Ann mere end faglighed alene. Hun har fået indblik i, hvor forskelligt landets 98 kommuner løser den samme opgave inden for hver deres rammer, men med den samme høje faglighed og det samme menneskesyn. “Det har været så fedt at opleve den samhørighed på tværs af landet,” siger hun. Netværket er også vigtigt for det videre arbejde, for regnestykket fra Silkeborg er et første bud, og der er brug for at sammenligne med andre kommuner.
Lyt til dem med fingrene i spyttet
Ann følger udviklingen i feltet med en vis årvågenhed. Hun er spændt på, hvordan det nye regeringsgrundlag vil sætte ringe i vandet for den kommunale special- og socialtandpleje. Hun håber, der kommer mere fokus på og anerkendelse af kommunernes voksentandplejetilbud, og at beslutningstagerne vil lytte til dem, der har erfaringen og, som hun siger, fingrene i spyttet.
En opfordring til kollegerne
Ann oplever af og til en berøringsangst over for feltet blandt kolleger, en frygt for at gøre noget forkert eller gå i stå fagligt. Det er, siger hun, det stik modsatte af virkeligheden. Fagligheden spænder utrolig bredt, og i lande, hvor Special Care Dentistry er en selvstændig specialistuddannelse, er det netop fordi feltet kræver en ekstra dimension. At tænke ud af boksen og tilpasse behandlingen til det enkelte menneske er, mener hun, et kvantespring i egen faglighed.
Man bliver en del af et team, hvor hyppig faglig sparring er grundstenen i dagligdagen, og man får en stor indsigt i sig selv: i måden, man kommunikerer på, og i hvor ens grænser går. “Man går ikke på kompromis med fagligheden, men man er nogle gange nødt til at sadle om på grund af alle de andre forhold.” Hun ville også gerne have, at voksentandplejen fyldte mere på tandlægeuddannelsen, så flere får indblik i, hvor udviklende og vigtigt et område det er.
En vej ind i faget, der kom af sig selv. Og et arbejde, hvor både mennesket og regnestykket skal gå op.
| Fakta om Specialtandplejen i Silkeborg 551 aktive brugere pr. 1.1.2026, heraf 85 børn og 48 i regional specialtandpleje 5,4 promille af kommunens borgere (landsgennemsnittet for større kommuner var 3,1 promille i 2020) Normering: 1,2 tandlæge, 0,2 tandplejer og 2,4 klinikassistent, som også dækker socialtandplejen DKTE-opgave: “Prisen for et nej”, 2025/26. Vejleder: Helle Gerdes |
