Så længe egenbetaling afskærer tandpatienter fra at klage over behandlingen, står de uden for den retssikkerhed, alle andre patienter i sundhedsvæsenet har, skriver Michael Jacobsen i et debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor

Michael Jacobsen, direktør i ATO

Forestil dig to patienter. Den ene får foretaget en kompliceret kosmetisk operation hos en privatpraktiserende plastikkirurg. Den anden får indsat implantater hos en privatpraktiserende tandlæge. Begge betaler selv. Begge oplever alvorlige komplikationer. 

Den første kan klage til Styrelsen for Patientklager og få en uvildig faglig vurdering af, om behandlingen levede op til god faglig standard. Den anden kan ingenting. Siden 1. januar 2025 har patienter i privat tandbehandling med egenbetaling ingen adgang til det klagesystem, der gælder for alle andre patienter i sundhedsvæsenet.

Det problem forsømmer regeringen at rette op på med sin reform af tandplejen.

21. september sendte Sundhedsministeriet udkastet til det første lovforslag om gratis tandpleje i høring. Fra 1. januar 2027 skal borgere i omsorgstandpleje, specialtandpleje og den regionale særordning for patienter med bestemte diagnoser ikke længere betale for deres tandbehandling. Det er første led i ambitionen om, at tandpleje skal være gratis for hele befolkningen i 2035, og det er et skridt, der er værd at glæde sig over. Det er målrettet de borgere, hvor uligheden i tandsundhed er størst.

Lovforslaget ændrer også en anden lov, nemlig lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Ændringen er rent teknisk. Loven opregner en række kommunale afgørelser, som borgerne kan klage over til Styrelsen for Patientklager, og blandt dem er afgørelser om egenbetaling i omsorgstandplejen og specialtandplejen. 

Når egenbetalingen afskaffes, er der ikke længere noget at klage over, og de to henvisninger slettes. Mere sker der ikke. Men netop dén lov rummer det problem, som en reform af tandplejen burde rette op på.

Vil man integrere tandplejen, må retssikkerheden følge med

Hele ideen bag lovforslaget er at ophæve den kunstige adskillelse, hvor tænderne behandles anderledes end resten af kroppen. Det er svært at forklare, hvorfor man kan få hjælp hos sin praktiserende læge til for eksempel at få fjernet ørevoks, men ikke til tænderne. Staten engagerer sig da også allerede økonomisk på tandområdet med milliarder af kroner årligt. 

Men man kan ikke på én og samme tid invitere tandplejen ind i sundhedsvæsenet og holde den ude af sundhedsvæsenets eget klage- og patientsikkerhedssystem. Så længe egenbetaling afskærer klageadgangen, sender vi to modsatrettede signaler: at tandpleje både er en kerneydelse i sundhedsvæsenet og et rent privat anliggende. Det hænger ikke sammen. 

Lovforslaget gør skævheden tydeligere

Med indfasningen bliver forskellen mere iøjnefaldende, ikke mindre. Efterhånden som flere grupper får tandpleje uden egenbetaling, kommer patientens retssikkerhed til at afhænge af, hvilken ordning han eller hun er visiteret til, frem for af behandlingen. Den samme tandlæge kan på samme dag behandle en patient, der er dækket af en offentlig ordning, og en patient, der betaler selv. Kun den første har adgang til en uvildig faglig vurdering, hvis noget går galt. 

Fra 2027 kan det ske i samme stol på samme dag. Får en borger i omsorgstandplejen en behandling i privat praksis, hvor kommunen betaler, kan den påklages. Betaler samme borger selv for en behandling uden for ordningen, kan den ikke. Samme tandlæge, samme patient, forskellig retssikkerhed. 

Et utilsigtet bevis

Her er det tankevækkende. Undtagelsen er knyttet til egenbetalingen og ikke til klinikken. Når egenbetalingen forsvinder for de tre ordninger, falder patienterne tilbage i klagesystemet, også når de behandles hos en privatpraktiserende tandlæge under det frie valg. Op mod 77.000 borgere får altså klageadgangen tilbage fra 1. januar 2027, uden at det nævnes med ét ord i lovforslaget. 

Det er ikke en retssikkerhedsreform. Det er en bivirkning af, at man fjernede klageadgangen. Og det viser præcist, hvor vilkårligt det nuværende kriterium er. Det er ikke behandlingen, der afgør, om du kan klage, men hvem der betaler for den. 

Også børnene rammes

Ingen steder er modsætningen tydeligere end for børnene. Forældre, der benytter den lovfæstede fritvalgsordning og lader deres barn behandle hos en privatpraktiserende tandlæge, mister klageadgangen. Fritvalgsordningen kan indebære en egenbetaling på 35 procent, og enhver egenbetaling, uanset hvor lille den er, afskærer i dag klageadgangen. 

Det betyder, at det samme barn har forskellig retssikkerhed alt efter forældrenes valg. Behandles barnet i den kommunale tandpleje, kan forældrene klage. Benytter de fritvalgsordningen, kan de ikke, selv om det offentlige fortsat betaler 65 procent, og selv om det frie valg er en ret, som forældre aktivt opfordres til at bruge. 

Erstatning er ikke det samme som en faglig vurdering

En patient, der oplever fejlbehandling, har i dag reelt kun to muligheder: en erstatningssag hos Patienterstatningen eller et civilt søgsmål. En erstatningssag kan dække et økonomisk tab, men rummer ingen faglig vurdering af selve behandlingen. Ingen kritik. Ingen læring. Ingen konsekvens for behandleren. Og et civilt søgsmål er for de fleste urealistisk. 

Kun tandområdet er skåret fra

For alle andre sundhedsprofessioner gælder klageadgangen uanset egenbetaling. Praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter og private plastikkirurger er alle omfattet. Kun tandlægeområdet er undtaget. Der findes ingen sundhedsfaglig begrundelse for, at netop tænder skal give ringere retssikkerhed end resten af kroppen. 

Det er også tandlægernes problem, for den nuværende retstilstand tjener hverken patienterne eller tandlægerne. 

Fraværet af en uvildig klageinstans betyder, at en tandlæge ikke kan blive renset, når en utilfreds patient retter en uberettiget beskyldning. Samtidig kan de ganske få brodne kar fortsætte uantastet, fordi tilsynet mangler et naturligt indgangspunkt. Det skader hele standens omdømme. Og når den saglige vej er lukket, kan utilfredse patienter i stedet være henvist til sociale medier, hvor en shitstorm kan ramme hårdt uden at være hverken fagligt eller sagligt funderet.

Løsningen ligger lige for

Lovforslaget åbner allerede klageloven. Så ophæv undtagelsen fra 1. januar 2025 i samme ombæring, eller senest i det lovforslag om gratis tandpleje til førtidspensionister, som regeringen vil fremsætte i januar. Så får alle tandpatienter igen adgang til Styrelsen for Patientklager på samme vilkår som alle andre patienter i sundhedsvæsenet. 

Regeringen har afsat mindst fire milliarder kroner frem mod 2030 til at gøre tandplejen vederlagsfri. Sat op mod det beløb koster det stort set ingenting at genindføre klageadgangen, men det er afgørende for, at reformen bliver troværdig fra første færd. Man kan ikke invitere tandplejens patienter ind i sundhedsvæsenet og samtidig lade dem stå uden for dets retssikkerhed. 

En afklaring af, at de nye grupper igen er omfattet, vil være et fremskridt. Men det løser kun en brøkdel af problemet. Resten af tandpatienterne står fortsat udenfor. 

Ambitionen om gratis tandpleje er god. Der er stadig tid til at tage det skridt, der mangler, mens lovforslaget behandles. Tandpatienterne, voksne som børn, fortjener samme retssikkerhed som alle andre i sundhedssystemet. Og tandlægerne fortjener at blive bedømt af uvildige fagfolk.