Martin har valgt det, de fleste som ham ville fravælge
Tekst: Ditte Futtrup. Baseret på interview med Martin Jensen, tandlæge i Roskilde Kommune.
Der er ikke mange unge mænd, der vælger vejen ind i den kommunale tandpleje. Martin Jensen er en af dem. Han er 28 år, uddannet fra tandlægeskolen i København i 2024, og har siden januar 2025 arbejdet som børne- og ungetandlæge og tandlæge i omsorgstandplejen i Roskilde Kommune. Han prøvede kort privat praksis efter uddannelsen, men fandt hurtigt hjem i den kommunale tandpleje, hvor han i dag trives med et fag, der byder på alt fra klassisk børne- og ungetandpleje til besøg på plejehjem.
Vejen ind i faget
Beslutningen om at blive tandlæge faldt på en uddannelsesmesse i Aarhus, da Martin gik i 2.g. Han er opvokset i Horsens og var med skolen for at høre om uddannelsesmuligheder. Tandlæge havde han ikke selv overvejet, men hans storebror var i gang med at læse medicin, og faget lå tæt op ad det. Både studiet og arbejdet lød spændende, og valget stod hurtigt fast.
Interessen for omsorgstandpleje og ældre opstod under studiet, hvor Martin var i praktik i Ringsted Kommune og fik lov at komme med på besøg på et plejehjem. Praktikken bekræftede ham i, at den kommunale tandpleje, og en anden måde at være tandlæge på, var noget for ham.
En dag i Martins liv
På dagene i børne- og ungetandplejen møder Martin ind klokken 8 og kigger på, hvad der står i bogen: alt fra små undersøgelser og kontroller til større behandlinger. Der er kort pause klokken 9:45 og frokostpause midt på dagen, inden han tager hjem sidst på eftermiddagen. Han laver primært klassisk børne- og ungetandpleje: fyldninger, ekstraktioner af mælketænder og stålkroner. Rodbehandlinger og andre specialistopgaver overlader han til kolleger. Han er på flere skoler i løbet af ugen, og hvem han arbejder sammen med, skifter fra dag til dag.
På dagene i omsorgstandplejen har Martin en fast klinikassistent at arbejde sammen med. Han behandler ældre borgere, der ofte kommer med flextrafik, og tager nogle gange ud til plejehjem eller på hjemmebesøg, hvor behandlingen foregår, mens patienten sidder i kørestol. Er der behandlinger på programmet, ser han typisk fem patienter om dagen. Undersøgelser klarer tandplejerne som regel. Her handler det ofte om at minimere skader og hjælpe folk ud af smerter, frem for at gå efter den mest optimale, langtidsholdbare løsning, altså skolebogseksemplet. “Man kan ikke lave magi,” som Martin selv siger.
Fra studerende til at arbejde selvstændigt
Springet fra studiet til arbejdslivet har været en god oplevelse for Martin. Arbejdsbyrden er faldet markant, og han har fået mere ro og overskud i hverdagen. De første måneder krævede tilvænning til at stå på egne ben, men gode kolleger har været en stor hjælp undervejs. I børnetandplejen har han en fast mentor, og i omsorgstandplejen sparrer han med lederen af voksentandplejen og med den tandlæge, der sad i stillingen før ham.
Efter et par måneder begyndte hverdagen at falde på plads, og mange af opgaverne gik fra at kræve fuld koncentration til at blive en del af rutinen. I dag er det primært de komplekse patienter, der for alvor sætter Martins faglighed på prøve.
Det sværeste: at prioritere
Det sværeste ved jobbet er ifølge Martin at prioritere rigtigt, særligt når ventelisterne er lange. Han er bevidst om, at hver behandling skal give mening for patienten, ikke bare for hans egen samvittigheds skyld. I omsorgstandplejen findes der sjældent et entydigt facit. Her bygger han sine beslutninger på egen og kollegers erfaring, for de fleste behandlinger af børn og ældre skal ikke nødvendigvis holde i 20 år: mælketænder falder ud, og de ældste patienter når sjældent så langt selv. Det giver plads til løsninger, der er gode nok her og nu, selvom de ikke altid er den lærebogsrigtige behandling, noget, Martin oplever, at man ikke nødvendigvis lærer på studiet.
Det, der giver energi
Det, der giver Martin mest energi, er de øjeblikke, hvor en patient takker for behandlingen, eller hvor noget der virkede umuligt, lykkes. “Så går de glade derfra, og jeg kan mærke, jeg er hjemme med overskud,” siger han.
Fagligt holder Martin sig opdateret gennem kolleger, kurser og andre tandlæger på Instagram og YouTube. Han følger blandt andre en amerikansk børnetandlæge, hvis distraktionsteknikker under behandling af børn han bruger flittigt, og har brugt YouTube-videoer til at blive bedre til smertefri bedøvelse. “Jeg samler information alle mulige steder,” siger Martin, der ikke er bange for at prøve nyt, selvom det ikke altid virker efter hensigten. Han bruger desuden jævnligt lattergas, og vågen sedation er også i værktøjskassen efter et ATO-kursus i emnet sidste år.
Overrasket over sin egen udvikling
Martin er overrasket over, hvor meget man udvikler sig på kort tid. Når han kigger et halvt år tilbage, tænker han ofte, at han dengang ikke vidste ret meget, og han forventer at have samme følelse om et par år. Det er også først for nylig gået op for ham, hvor gode nogle af øvelserne fra 9. og 10. semester var, blandt andet i at give en tandbørsteinstruktion.
Til de tandlægestuderende har Martin et konkret råd: øv jer i at give patienten jeres eget bud på en behandling, i stedet for altid at hente læreren. “Det giver en naturlig overgang til, når man selv skal stå med ansvaret, for der er ikke nogen lærer mere,” siger han. Ifølge Martin får man faktisk mere respekt fra patienten ved at turde tage stilling, også selvom svaret senere skal justeres.
Til sidst
Martin har en lille opsang med på vejen: “Der bliver talt for meget om at være irriteret på patienter. De fleste vil faktisk gerne, men har ikke altid overskuddet. Man skal ikke se sin patient som en forhindring for behandlingen. Man skal behandle patienten.”