“Vi skal handle, som om vi kun har nu”
“Vi skal handle, som om vi kun har nu”
Rettidig omhu med visdomstænderne hos patienter med særlige behov
Af Ditte Futtrup
Et forvrænget panoramabillede, Nutella på bidpinden og en undersøgelse på gulvet i venteværelset. For tandlæge Cecilie L. Dahl Eriksen fra Københavns Kommunes Voksentandpleje er det hverdag, når visdomstænderne skal vurderes hos patienter, der ikke kan samarbejde. I sin DKTE-opgave, som du kan læse i sin fulde længde her på siden, argumenterer hun for, at specialtandplejen skal være mere på forkant med visdomstænderne, end retningslinjen foreskriver.
Det muliges kunst
Røntgenbilledet på forsiden af Cecilie L. Dahl Eriksens DKTE-opgave ville de fleste tandlæger kassere. Det er forvrænget, og en stor del af billedet kan ikke bruges. Alligevel er det et af hendes yndlingsbilleder.
“Det er fuldstændig forvrænget, men det er virkelig godt. Jeg kan se, at visdomstænderne ligger dybt, og at nerven er tæt på. Ud fra det kunne vi faktisk planlægge rigtig meget ved skrivebordet,” siger hun.
“De skæve eksistenser var bare lykken”
Cecilie blev efter endt uddannelse i 2014 ansat i den kommunale tandpleje i Odense. Cecilie kom ret tidligt i specialtandplejen i Odense for at få sine ”voksentimer”, da målet var en uddannelse som specialtandlæge i ortodonti. Det mål ændrede sig.
“Jeg fandt ud af, at de skæve eksistenser bare var lykken at arbejde med i hverdagen.”
Siden 2017 har hun været ansat på fuld tid i Voksentandplejen i København. Desuden underviser hun forskellige steder i ”tandpleje til borgere med særlige behov”, bl.a. på SKT og ved relevante samarbejdspartnere.
“De lidt særlige mennesker giver mig så meget. Det giver meget mere mening i hverdagen end ”bare” at være tandlæge. Og det giver det hele tifold tilbage, når vi lykkes med det, vi har arbejdet hen imod.”
Bundlinje og ikke loft
DSOMKs retningslinje for diagnostik og fjernelse af visdomstænder fra 2022 gælder sunde og raske patienter mellem 16 og 25 år. Altså patienter, der kan børste tænder, bruge tandtråd og sige til, hvis det gør ondt. Cecilies rundspørge blandt fem af landets største specialtandplejer viser, at alle kender retningslinjen, men at fire af dem kun følger den “i nogen grad”. Hendes oplevelse er, at kommunerne i stedet finder deres egne løsninger, så patienterne kan få én behandling i Midtjylland og en anden på Sydsjælland.
“Vi har valgt i Danmark, at munden ikke er en del af kroppen. Så alle må famle lidt.”
Alligevel ønsker hun ikke en særskilt retningslinje for specialtandplejen.
“En retningslinje mere vil bare forvirre. Der er jo som sådan ikke forskel på tænderne. Det der er forskel på er hvorvidt det er muligt at diagnosticere og observere eller ej. Og patientgruppen i specialtandplejen er meget divers. Nogle kan det hele, andre kan ingenting og de fleste er et sted midt derimellem. Den retningslinje, vi har, kan man sagtens bruge. Problemet er, at den ikke bliver fulgt konsekvent.”
Hendes konklusion er, at retningslinjen skal være en bundlinje for specialtandplejepatienter og ikke et loft.
“Rettidig omhu er godt. Jeg har mødt holdningen ‘det kan vi altid gøre ved næste narkosebehandling’, og den bliver jeg ærgerlig over. Vi har de allermest sårbare patienter, så vi skal handle, som om vi kun har nu. Vi kan ikke gå ud fra, at vi kan tage et nyt røntgenbillede om to år, bare fordi vi kunne nu. Hvad hvis de pludselig ikke kan lide lyden af røntgenapparatet, eller hvis de ikke vil ind på klinikken? Eller hvis de flytter til Nordjylland? Vi er nødt til at være parate når mulighederne og indikationerne er der.”
Den skæve ramme
En stor del af Cecilies patienter kan ikke samarbejde om en almindelig undersøgelse, og slet ikke om et røntgenbillede. Det kræver, at tandlægen tænker anderledes. Cecilie har undersøgt patienter liggende på gulvet i venteværelset og taget panoramabilleder med Nutella på bidpinden.
“Vi har en forestilling om, at patienten skal sidde i stolen, åbne munden og have undersøgt tænderne med et spejl og en sonde. Men hvad nu hvis patienten hellere vil sidde på ledsagerstolen, eller ligge på gulvet? Så gør vi det. Og måske starter vi undersøgelsen med en tandbørstning, frem for et spejl, som kan gå itu hvis de bider i det. Tandbørsten kender de fleste og det skaber derfor mere ro. Jeg har pandelampe på, så jeg kan sagtens se, om der er store kaviteter eller måske nogle visdomstænder der er lejrede uhensigtsmæssigt.”
“Vi skal være den skæve ramme, der kan rumme alle de skæve eksistenser. Har nogen lyst til at ligge på gulvet, så ligger vi på gulvet. Vi tandlæger er ret firkantede, så det kan være svært at tænke ud af boksen. Det har jeg også selv ind i mellem.”
Det kræver også tålmodighed. Hos én patient gik der fire til fem år, fra tilvænningen til panoramarøntgen begyndte, til visdomstænderne var fjernet.
Lyt til dem, der kender patienten
Ofte kan det være svært at afgøre, om patienten har gener fra munden eller ej. På de non-kooperative og non-verbale patienter er det en særlig stor udfordring. Samarbejdet med bosteder, pårørende eller dem der er tættest på patienten er derfor afgørende. Et bosted kontaktede Cecilie om en ung kvinde med autisme, som pludselig var begyndt at slå sig i hovedet og skrige. Hun kunne ikke undersøges vågen, og patologi fra tænderne og særligt visdomstænder kunne ikke udelukkes, også pga. hendes alder. Kvinden blev lagt i generel anæstesi (GA) med en kæbekirurg klar. Der var ingen retinerede visdomstænder eller anden patologi, men noget så banalt som helt tilstoppede øregange.
“Dér havde vi forklaringen. Havde det lykkedes at tage et panoramabillede, havde jeg vidst på forhånd, at hun ikke havde visdomstænder. Så havde vi sparet en kirurg og måske også en GA, men undersøgelse klinisk og radiologisk var ikke muligt og tandsmerter var den sandsynlige årsag. Ofte finder jeg årsagen ved en knækket tand, omfattende caries eller en infektiøs visdomstand.”
Historien viser, hvor afgørende forarbejdet er, og hvor meget samarbejdet med pårørende og personale betyder.
“Det er ikke os, der kender patienten bedst. Det er dem der er sammen med dem hver dag. Hvis de opdager en ændring i adfærden, så lytter vi og går i dialog omkring mulighederne.”
Tre forløb, én pointe
I opgaven gennemgår Cecilie tre patientforløb med røntgenbilleder og overvejelser undervejs. Hun valgte dem ikke efter en plan, men de fortæller en sammenhængende historie.
“Ved den første patient kom vi i gang i tide. Den næste gik godt, fordi vi nåede at rette op. Den sidste har det godt i dag, men det er ikke gået godt. Han har haft en infektion, og den visdomstand skulle have været fjernet før.”
For alle tre patienter havde det været en fordel at tage stilling til visdomstænderne tidligere. Risikoen for nerveskader og komplikationer havde været mindre, og indgrebet kunne i flere tilfælde være udført af en almindelig tandlæge frem for en specialtandlæge, hvilket også er en økonomisk fordel for kommunerne.
“Man skal turde gå lidt mere til de her patienter og være stædig: Jeg skal altså være helt sikker på, at der ikke ligger en visdomstand. Mange har måske en ‘det går nok’-holdning. Jeg er mere den vedholdende type og fastholder et tilvænningsforløb med mine unge patienter. Når det så lykkes med det røntgenbillede eller den undersøgelse, som gør, at vi kan bekræfte eller udelukke om visdomstænderne skal fjernes eller ej, så giver det et godt grundlag for den videre planlægning.”
Én narkose frem for fire
Også patienter, der godt kan undersøges vågne, kan have svært ved at få visdomstænderne fjernet én ad gangen.
“Første gang går det faktisk fint, men anden gang kan vi næsten ikke få dem igennem det. Det er, fordi de frygter, hvad der kommer bagefter, med smerter og hævelse. Det kan være helt uoverskueligt, hvis man ikke kan overskue hverdagens almindelige gøremål pga. psykiske udfordringer som angst, depression eller omfattende ADHD.”
Familierne bakker op.
“Der er ingen, der siger nej, når jeg siger, at visdomstænderne skal ud. Når tænderne er væk, giver det enormt meget ro. Vi ved, at der ikke ligger noget, der pludselig kan give tandpine.”
Observation er ikke altid en mulighed
Cecilies budskab er især til kolleger i børne- og ungdomstandplejen, som hun har stor respekt for.
“Vores kollegaer i børne- og ungdomstandplejen gør et kæmpe arbejde for at give vores børn og unge de sundeste tænder i verden.”
Mange specialtandplejepatienter er i GA allerede som børn eller unge, og her bør man som standard undersøge for visdomstænder radiologisk og være klar til at fjerne dem, hvis det vurderes at de ikke kan frembryde til et sundt og sygdomsfrit miljø. I opgaven beskriver hun patienter, hvor man har fravalgt at fjerne visdomstænderne med henvisning til, at “patienten nok alligevel kommer i GA igen”. Det forringer patientens senere behandlingsmuligheder, med risiko for komplikationer såsom udvikling af patologi eller resorption af nabotænder samt øget risiko ved senere fjernelse pga. intim nerverelation. Kræver en patient flere års tilvænning for at kunne samarbejde om et røntgenbillede, skal arbejdet derfor starte tidligt, så undersøgelse og stillingtagen kan ske omkring 16-årsalderen, hvis muligt.
“Vi skal aldrig lægge nogen i fuld narkose uden at kunne tage konsekvensen og behandle det, vi finder. Husk på observation kan være nær ved umuligt på en del af disse patienter.”
Et fællesskab på tværs af kommuner
DKTE-uddannelsen har givet Cecilie et fagligt fællesskab med kolleger fra hele landet og et indblik i, hvor forskelligt kommunerne arbejder.
“Alle prøver at opfinde den dybe tallerken selv med de jurister, de nu har i deres kommune. Der vil være 98 måder at gøre det på, så længe vi har 98 kommuner. Derfor er det så værdifuldt at mødes og dele erfaringer.”
Opgaveskrivningen har også givet hende lysten til at læse og fordybe sig fagligt igen.
“Vi er bare dynamiske”
“Vores venteværelse er en stor butik af kaos, og det er så herligt. En patient sagde engang: Vi er bare dynamiske. Jeg kan have en patient, der sidder i venteværelset og kun kan sige lyde, og som pludselig sætter sig i stolen og giver mig en tommelfinger op. Den næste skal måske have en bro i overkæben og vi kan tale helt normalt om hvad vi har lavet i weekenden. Det er så spændende og så givende et arbejde, ikke to dage eller to patienter er ens.”
Når Cecilie på kurser fortæller, at hun arbejder i specialtandplejen, bliver kollegerne nysgerrige. For hende handler det om at se faget som en helhed, hvor alle bidrager.
“Vi arbejder alle sammen mod et fælles mål, på den bedste måde vi kan, uanset hvor vi er ansat. Alt, hvad der kan sætte fokus på vores område, er godt.”
Læs hele opgaven: Diagnostik og fjernelse af tredje molar på patienter med særlige behov, DKTE-opgave 2025/2026 af tandlæge Cecilie L. Dahl Eriksen.