Tandbørstning er en børnehaveleg
Fotograf: Ditte Haaning
Tekst: Ea Nielsen
Anette Moltzau er tandplejer i Skive kommunale Tandpleje, og har igennem de sidste 24 måneder været ude i børnehaverne i Skive for at lege gode tandbørstevaner ind.
Hvordan startede I på projektet?
I 2018 søgte vi ekstra midler i kommunen til et sundhedsfremmende formål, og her lavede vi et omfattende projekt som gav rigtig gode resultater. Efter nogle år kunne vi se øgning af caries hos de fire-femårige, og derfor ville vi gerne starte projektet igen.
Vi ønsker bedre tandsundhed, men også at børn med meget caries undgår trælse oplevelser hos tandlægen. Måske har de ondt når de skal til tandlægen, og derfor forbinder de besøget med noget negativt, så at forebygge tandlægeskræk var også et af målene, ligesom det var et mål at børnene skal vide, hvorfor man børster tænder.
Et andet element var en sukkerudstilling i børnehaven, hvor vi udstiller forskellige sunde og usunde fødevare. Det er vigtigt at vi viser gode alternativer til sukker i madpakken.
Vi kommer ud i børnehaverne seks gange. Vi leger og synger en sang fra mini ramasjang om at børste tænder. Desuden har jeg en ældgammel bog, der hedder ”Frederik og plakkerne”. Der er gode illustrationer. Og så har jeg lavet en lamineret mund med hvide tænder. På den tegner børnene bakterier(plakker), og bagefter børster de skidtet væk. Vi snakker om rokketænder, tæller deres tænder, og ud fra dyrebilleder snakker vi om, hvad vi bruger tænderne til.
Vi leger også en leg, hvor børnene skal vælge mellem forskellige typer mad som fx slik, yoghurt, agurk osv. og hænge det op på en planche, hvor de kan vælge mellem en smilende tand eller en ikke smilende tand.
Sammen med børnene laver vi en uro med sund og usund mad, og den får de med hjem.
Hele forløbet slutter vi af med at vi inviterer børnene op på klinikken med forældrene.
Der er en klinikassistent med, og sammen børster vi børnenes tænder ved hvert besøg. Børn kan jo godt lide gentagelser, så derfor er det ofte de samme ting vi gør, når vi er tilbage i børnehaven.
Det har givet en effekt vi er overraskede over, og det smitter også af på forældrene, fordi børnene fortæller om det derhjemme. Til allersidst i projektet får de tandbørsten og tandpastaen og en instruktion til tandbørstning med hjem, så der ser forældrene jo også noget af materialet.
Hvis der er særlige problemer, får de et hjemmebesøg eller ekstra profylakse på klinikken.
Hvordan har resultaterne været?
Her anden gang er det lidt for tidligt til at se på scor-tallene, men helt konkret kan vi se at børnene springer op i stolen og i det hele taget hurtigt bliver fortrolige med os.
Fotograf: Ditte Haaning.
Når forældre og barn kommer på klinikken, fortæller de at der ikke længere er konflikter når der skal børstes. Nu er det tit barnet der husker på at tænderne skal børstes morgen og aften.
Det er planen at vi fortsætter med projektet.
Anette Moltzau fremhæver også det tværfaglige samarbejde med pædagogerne: I børnehaverne har de fokus på kosten, men det kan være svært at tale om. Snakke om det på en anden måde. Det giver et eller andet. Børn der ikke har lyst til at få børstet tænder ender med gerne at ville, i børnehaven er de på hjemmebane, og spejler sig i hinanden.
At besøge børnene og forældrene på deres hjemmebane, gør en stor forskel når der laves sundhedsfremme. Derfor er hjemmebesøgene et godt alternativ til børne med ekstra behov.
Hvordan kommer andre kommuner i gang?
Hvis der er puljer man kan søge, så vil jeg helt klart anbefale at man søger der. Så får man frikøbt ressourcer. Og ellers, vær kreativ, kig på scortallene, hvor har I udfordringer, og sæt ind der.
Nogle gange skal man også bare turde springe ud i det.