De ikke-behandlingsparate børn

Ilustration: Lars Andersen

Rikke Yde Tordrup holder oplæg på den fælles temadag for tandlæger, tandplejere og klinikassistenter den 28. maj 2026

Redigering: Ea Nielsen

Stadigt flere børn er urolige, utrygge og svære at behandle. Ifølge psykolog, forfatter, foredragsholder og klinisk specialist i børn og unge, Rikke Yde Tordrup, skyldes det ikke “forkerte” forældre, men børn, der mangler hjælp til selvregulering. Hun peger på tre samtidige risikofaktorer: mindre voksenkontakt i hverdagen, lave normeringer der skubber børn mod jævnaldrenderegulering – og en gruppe for tidligt fødte, som har ekstra svært ved at falde til ro efter sanseindtryk.

Budskabet til tandlægerne er klart: Drop skylden, start relationen. Mød barn og forælder med velkomst og anerkendelse, skab tryghed og arbejd ud fra modellen krav–interesser–behov. De “særhensyn”, forældre beder om, er som regel kærlighed og vejen til, at behandlingen lykkes.

Hvorfor møder tandlægerne flere børn, der er svære at behandle?
“I dag har vi en del børn vi kalder Ikke-behandlingsparate, men vi bliver nødt til at brede perspektivet ud. Jeg er meget optaget af, at vi både har børn i dag som vi kalder ikkeskoleparate og i tandlægeregi kaldes de ikke behandlingsparate. Og det er min oplevelse at både skoler og tandlæger primært bebrejder forældrene for det børnene ikke er parate til.”

Tre risikofaktorer

“Et eksempel på den første risikofaktor er hvis barnet sidder i sin klapvogn og ser en stor hund eller hører et højt brag og kigger tilbage på forælderen, der går med sin telefon og taler eller hører podcast, så får barnet ikke det tilbageblik fra forælderen, der gør det trygt og forsikrer det om, at alt er i orden. Når barnet ikke får betryggende feedback fra forældrene i sådanne situationer, så får barnet svært ved at udvikle selvregulering.

Vi kender også det med, at børnene får iPad-tid og elektroniske sutter som mobiltelefoner, når de skal være rolige, fx på en restaurant. Tidligere trænede vi børn mere i at regulere sig selv til ro, nu bliver denne træning erstattet med en iPad eller en telefon.”

“Et eksempel på den anden risikofaktor er de lave normeringer i dagtilbud, der også resulterer i for lidt voksenkontakt. Hvis normeringen for de 0-3-årige er lavere end en voksen til tre børn og for de 3-6-årige er lavere end en voksen til seks børn viser forskning, at der sker jævnaldrenderegulering. Det betyder, at børnene overvejende regulerer sig efter hinanden i stedet for efter de voksne. Fx kan de søge mere efter hinandens øjne end de voksnes, hvis de er i tvivl om, hvorvidt noget er farligt. Jævnaldrenderegulering er endnu en barriere mod at udvikle selvregulering.”

“Et eksempel på den tredje faktor er, at der hvert år bliver født ca. 4000 børn for tidligt. For tidligt fødte børn har ofte ikke udviklet myelin i frontallapperne, det man også kalder kontrolcentret i hjernen. Mange for tidligt fødte har vanskeligt ved at regulere sig selv til ro generelt og særligt efter sansepåvirkninger.

Disse tre risikofaktorer er medvirkende til , at tandlægerne vil møde mange børn, der ikke er behandlingsparate, når de er utrygge. Det er vigtigt at holde sig det for øje. Jeg hører, at der er meget frustration og irritation over de her børn blandt tandlægerne, men det er vigtigt, at man har større forståelse for det, og for hvad der ligger bag.”

“Så kommer de her særhensyn, tandlægerne oplever at skulle tage, og det er bøvlet. Her er det vigtigt at huske, at forældrene handler i kærlighed, når de fx stiller krav om, at barnet skal ses af den samme behandler hver gang, eller at behandlingen kun skal vare kort tid ad gangen. Men det betyder, at der er mere at komme i konflikt om!

Anledningen til konflikten er ofte, at alle parter føler sig magtesløse. Både tandlægerne, forældrene og børnene. De mødes ikke i krav, interesser eller behov.”

Hvad kan tandlægerne gøre?

“De kan starte i modellen med krav, interesser og behov og se på, hvad er barnets og forældrenes behov lige nu?

Her er det godt at være anerkendende, fx sige “det er godt at se jer, velkommen, her er en stol til mor eller far”. I det hele taget vise imødekommenhed.

Jeg hører nogle gange forældre, der har oplevet, at de kan mærke, at tandlægen ikke ønsker, at de er med barnet. Måske tilbyder de ikke forældrene en stol, måske ser de slet ikke på forældrene. Måske føler forældrene, at de skal undskylde, at deres barn har brug for, at de er med, selvom de er store.

Det er vigtigt ikke at tale hen over hovedet på hverken barn eller forælder. Start i stedet med at give anerkendelse og velkomst. Dan en relation, skab god kontakt. Et barn der har svært ved at regulere sig selv, vil ikke lade en fremmed kigge sig ind i munden.

Den fælles interesse, forælderen har med tandlægen, er, at få barnet til at trives og falde til ro, de arbejder altså om det samme.”

De forskellige krav

Tandlægen kan have krav om, at barnet skal kunne sidde stille og åbne munden uden at forældrene er til stede. Forældrene kan have krav om, at de vil være med og desuden vil have den samme tandlæge og klinikassistent hver gang.

Hvis man starter med at mødes i hver sit krav, kan man sandsynligvis ikke nå hinanden, men det kan man med større sandsynlighed, hvis man møder hinanden i sine interesser for at barnet får en god oplevelse.

Jeg råder til. at man altid starter i bunden af modellen med krav, interesser og behov. Skab god kontakt, giv anerkendelse, vis at du handler i barnets interesse. Det er konfliktnedtrappende. Anerkend, at det i vores tid hvor der er flere risikofaktorer kræver mere tid for børn at regulere sig og falde til ro. Der er også andre ting, man kan skrue på. Måske sidder de lidt større børn i venteværelset med svedige hænder. Der lugter af tandlæge, man kan høre, der bliver boret, fjernsynet kører med breaking news fra Gaza. Det er nok ikke det bedste miljø at falde til ro i. Tænk din klinik igennem, hvad møder barnet? Er det trygge og rare ting? Hvad er der at kigge på? Det skal være rart, trygt og imødekommende.

Anerkend, at forældrene blot forsøger at hjælpe deres barn til en god oplevelse ved tandlægen. Anerkend, at barn og forælder dukker op sammen fordi de gerne vil passe på tænderne, de vil gerne have det til at lykkes, nøjagtig som tandlægen forsøger det er et samarbejde.”

Forældredeterminisme: Troen på, at det er 100 pct. forældrenes ansvar at sikre, at børnene vokser op
Sara Alfort: »Forældredeterminisme er forestillingen om, at alt, hvad vi gør, former vores børn. Det antal måneder jeg ammer, antal minutter i autostolen, de sange jeg synger under graviditeten. Alt sammen får afgørende betydning for barnet i forhold til dets fremtidsudvikling og muligheder.«

Artiklen er første gang bragt i december 2023