Nyt lovforslag i høring
Et nyt lovforslag som har sigte på at udvide persongruppen i sundhedslovens særordningsbestemmelse, er nu i høring.
Der er tale om en ændring af sundhedslovens § 166, som i forvejen omhandler patienter, der på grund af strålebehandling af kræftsygdomme på hoved og hals har betydelige tandproblemer, patienter der på grund af kemoterapi for en kræftsygdom har betydelige tandproblemer, patienter ned Sjögrens Syndrom samt patienter med medfødte sjældne sygdomme, og som følge heraf har betydelige tandproblemer.
De tidligere omfattede patientgrupper vil fortsat være omfattet af bestemmelsen, men fremover vil også patienter der på grund af knoglemarvstransplantation har udviklet kronisk Graft versus Host Disease (GvHD), patienter, der på grund af kræft har fået immunterapi eller hormon- og antihormonbehandling, samt patienter der på grund af sygdom i skjoldbruskkirtlen har modtaget behandling med radioaktivt jod være omfattet.
Det er derudover tanken, at det for de fleste af patientgrupperne ikke skal være et krav, at de kan dokumentere årsagssammenhængen mellem deres tandproblemer og deres sygdomsbehandling. Det bliver i stedet en objektiv måling på, om der er nedsat spytsekretion, som bliver kriteriet.
Endeligt foreslås det, at udvalgte patientgrupper får mulighed for at søge tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje uden at skulle påvise betydelige tandproblemer. Der vil være tale om de patientgrupper, hvor der erfaringsmæssigt vil opstå tandproblemer for størstedelen, hvis ikke der ydes en forebyggende indsats.
ATO forventer, at lovforslaget bliver vedtaget.