Leder: Tillykke til de 224 optagne på tandlægestudiet i 2024
I år var der 224 unge ud af mere end 3000 dygtige kvote 1 og kvote 2 ansøgere, der kom gennem nåleøjet til tandlægestudiet. Det er rigtig godt gået af de 224 og stort tillykke til hver og en.
Det er selvfølgelig glædeligt, at interessen for faget fortsat er så stor, men samtidigt er det også rigtig ærgerligt, at flere ikke får muligheden for at få deres drømmeuddannelse, når nu behovet for endnu flere tandlæger er der.
For både det private og offentlige arbejdsmarked står og venter på de kommende tandlæger. Og det kommer det til en god tid fremover.
I den seneste prognose fra Sundhedsstyrelsen fra 2024 falder antallet af tandlæger nemlig støt frem mod 2030, så der bliver brug for at uddanne endnu flere tandlæger de næste mange år.
Derfor anbefalede Sundhedsstyrelsen også inden sommerferien i år en yderligere øgning af optaget på tandlægestudiet svarende til 30 ekstrapladser årligt.
Desværre må vi konstatere, at det med optaget her i 2024 er gået den forkerte vej med et samlet optag på 224 studerende. Til sammenligning blev der sidste år i 2023 optaget 228 studerende på tandlægestudiet.
I modsætning til andre brancher på andre velfærdsområder med mangel på arbejdskraft er søgningen til tandlægeuddannelsen fortsat ekstrem høj, samtidigt med at optaget desværre ikke følger med behovet, og det kan man kun undre og ærgre sig over.
Det er rigtig ærgerligt for en masse dygtige studerende som afvises fra deres ønskestudie, men det er også rigtig ærgerligt, at vi som samfund ikke formår at imødegå den mangelsituation, der er på tandlæger i både den private og offentlige sektor, da det kommer til at betyde tab af velfærd.
I ATO vil vi fortsat kæmpe for, at der bliver uddannet flere tandlæger, og vi vil glæde os til at byde de nye tandlæger velkomne i de kommende år.
Hanne Jacobsen, formand i ATO