Flere specialtandlæger i ortodonti er på vej efter stor indsats fra ATO
Regeringen vil afsætte 38 mio. kr. til at uddanne flere specialtandlæger i ortodonti. Det fremgår af regeringens finanslovsudspil, der netop er blevet præsenteret.
Udspillet fra regeringen kommer i kølvandet på en massiv lobbyindsats fra ATO, der igennem de sidste mange år har opfordret politikerne til at afsætte midler til at øge dimensioneringen af uddannelsen til specialtandlæge i ortodonti.
“Vi er glade for, at politikerne har lyttet til os. Vi har igennem lang tid arbejdet målrettet på at få uddannet flere specialtandlæger i ortodonti, for der er alt for få til at imødekomme behandlingsbehovet i kommunerne. Vi skal kunne behandle patienterne på det rigtige tidspunkt i forhold til væksten. Hvis vi kommer for sent i gang, så skal de til en kæbekirurg i stedet for. Og det er et meget større indgreb og meget dyrere.”
Det siger Birthe Cortsen, der er medlem af ATO’s hovedbestyrelse, og sidder i Tandplejens Prognose- og Dimensioneringsudvalg, der ligger under Sundhedsstyrelsen.
Med det nye finanslovsforslag lægges der op til 10 uddannelsesforløb om året i perioden 2025-2029 med en samlet investering på cirka 38 mio. kr. Lige nu optages der om året i alt otte på videreuddannelsen i ortodonti på Københavns og Aarhus Universitet.
Det er et skridt i den rigtige retning, men der er stadig brug for at få uddannet endnu flere specialtandlæger for at løse opgaven med tandregulering på danske børn og unge. Specialtandlægeuddannelsen forudsætter en tandlægeuddannelse, og da der også er mangel på almindelige tandlæger, udhuler det gruppen af dem, der i forvejen er for få af.