Fokus på mundhygiejne i ældreplejen
Tekst: Ea Nielsen, baseret på interview med Anne Mønster, overtandlæge i Allerød kommunale Tandpleje. Billederne er taget af ansatte i tandplejen i Allerød kommunale Tandpleje
Hvert år i uge 38 afholder Rådet for bedre hygiejne en hygiejneuge, og i år var et af emnerne mundhygiejne.
Anne Mønster: “Jeg var utroligt glad for, at emnet i dette års hygiejneuge var mundhygiejne, for det gav os mulighed for at sætte endnu mere fart på det arbejde, vi allerede har så stort fokus på i ældreplejen. En af udviklingskonsulenterne i kommunen og jeg i Ældre og Sundhed greb hurtigt, at vi ville lave en indsats for de plejere, der hjælper vores borgere i hjemmeplejen og på plejecentrene i Allerød. Ugen igennem var der arrangementer med fokus på ældres tandsundhed og mundhygiejne.
Både chef- og virksomhedslederniveau var med i samarbejdet, og her blev der udarbejdet en plan for, hvordan vi henover uge 38 kunne nå ud til så mange plejere som muligt for at få fokus på at få børstet tænderne på de ældre.”
Mødet var planlagt, så både dag- og aftenvagter og ansatte i både pleje- og hjemmeplejesektoren kunne deltage. “Det var vigtigt, at det blev et dialogmøde, så vi sammen kunne drøfte de udfordringer og barrierer, plejerne har ved at børste tænder på de ældre. Sigtet var, at det dermed var den gode mundhygiejne, der var i fokus”, fortæller overtandlægen i Allerød.
Anne Mønster: “Jeg kan høre, når jeg er ude på ældrecentrene, at omsorgspersonalet stadig er meget optaget af at holde fokus på mundhygiejne, og at der er et kæmpe stort engagement derude.”
Derudover havde udviklingssygeplejersken og plejehjemslederne modtaget SMUHL-rapporten , (af bl.a. Esben Boeskov Øzhayat, der kommer med anbefalinger for håndtering af den orale sundhed hos ældre mennesker i sårbare situationer) og andre artikler.
Sygeplejerskerne havde på hvert plejecenter et møde med personalet om mundhygiejne og vigtigheden i at få børstet tænderne. Der blev uddelt en tandquiz og hængt plakater op fra projektet på plejecentrenes personalerum.
Efter uge 38, hvor der var ekstra fokus på mundhygiejnen på kommunens plejecentre, er det vigtigt at der bliver fulgt op, så det gode arbejde fortsætter fremover. Derfor er der planlagt disse aktiviteter i tiden efter:
- En klinikassistent fra tandplejen besøger fortsat alle plejecentre en til to gange om måneden. Fremover ringer klinikassistenten inden besøget. Hensigten er at tilse borgerne, følge op på aftaler vedrørende den enkelte borger og opdatere besøgsplanerne og i det hele taget være tilgængelig hvis der er yderligere behov for tandbørstning.
- De medarbejdere som har deltaget i undervisning og workshops bringer viden og ny inspiration videre ind i den daglige pleje.
- SIM-rummet tilbyder besøg i aftenvagterne på plejecentrene, så endnu flere aftenvagter får mulighed for at deltage. Man henvender sig blot for at få besøg
- Mundhygiejne og dysfagi kan ønskes som kurser i SIM ved at kontakte souschefen for Ældre og Sundhed udover det der allerede er planlagt.
- Det tværfaglige samarbejde skal endnu mere i fokus hos plejepersonalet, omsorgstandplejen og ergoterapeuter.
Anne Mønster: “Det var en fantastisk uge med stort udbytte for alle, og et afsæt for et endnu mere nært samarbejde, selvom der allerede er et utroligt godt samarbejde på tværs”.