Adgang til opslag i Behandlingstestamenteregistret
Sundhedsdatastyrelsen har lavet en opdatering af deres vejledning om muligheden for at slå op i Behandlingstestamenteregistret for sundhedspersonale, som også har betydning for tandlæger. Opdateringen indeholder en tilføjelse af, at tandlæger har adgang til at foretage opslag i registret via FMK-Online og under hvilke forudsætninger.
Baggrund
Alle borgere, der er habile og fyldt 18 år, kan oprette et behandlingstestamente. I behandlingstestamentet kan man bl.a. beslutte, at hvis man senere i livet bliver varigt inhabil og får brug for somatisk behandling, må sundhedspersoner ikke give behandlingen, hvis man i ord eller handling modsætter sig det. Det gælder også for tandbehandling.
Tandlæger skal derfor slå op i registret, hvis de påtænker at iværksætte en behandling af en varigt inhabil patient, som modsætter sig behandlingen. Det vil sige behandling efter reglerne om tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.
Vejledningen til opslag i registret fremgår af Sundhedsdatastyrelsens
hjemmeside under Registre og services, De nationale sundhedsregistre, Testamenter og organdonation og dernæst Behandlingstestamenteregistret
I kan desuden læse mere om reglerne om somatisk behandling af varigt inhabile patienter med tvang på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside under
”Sundhedsfaglig” – ”Sundhedsfaglige vejledninger” og dernæst ”Tvang ved somatisk behandling“