Aftale om fleksibel arbejdstid i København
I Københavns Kommune har man startet et forsøg med fleksible arbejdsuger. Tandplejen er kommet med i forsøget, der skal evalueres foråret 2025. Der er fem modeller at vælge imellem. Ingen af de tandlæger, der er med i ordningen, har valgt modellen med en fire-dages arbejdsuge. Se de fem modeller nederst i artiklen.
Nana Wagner er tillidsrepræsentant og klinikleder og har været ansat i Børne- og ungetandplejen i København siden 2002.
Vi har spurgt hende, hvad hun ser af fordele og ulemper ved, at man fremover kan tilrettelægge sin arbejdstid mere fleksibelt, så man får længere arbejdsdage, og samtidig sparer op til fridage.
Nana Wagner har været med i et arbejdsudvalg, der så på fleksibel arbejdstid. ”Vi har set på, hvordan man kunne omlægge arbejdstiden i tandplejen som en forsøgsordning, der er i Københavns Kommune, hvor Børne- og ungetandplejen er kommet med. Vi er blevet udvalgt til at være med i forsøget.”
”En af udfordringerne har været at få planlagt arbejdstiden, fordi vi jo arbejder i teams i tandplejen, og tandplejere, klinikassistenter og tandlæger har forskellige overenskomster. Og dermed arbejdstidsaftaler”
Fleksibilitet og indflydelse på arbejdstiden
”Det er en fordel for borgerne, at vi er mere tilgængelige. Vi vil gerne være fleksible og have åbent i ydertimerne. Især efter vi har fået de 18-22-årige ind i tandplejen er det vigtigt, for de kan ikke komme kl. 11 når de har undervisning eller job.
Vi vil også gerne være en attraktiv arbejdsplads for medarbejderne, og være et sted hvor man selv har indflydelse på at planlægge sin arbejdstid.
Jeg er spændt på, om folk kan holde til de længere arbejdsdage. Ni timer ved stolen kan være udmattende. Vi har et job, der er krævende både følelsesmæssigt og fysisk, og det er vigtigt, at tandlægerne ikke bliver udmattede og overbelastede. Den nye fleksible arbejdstid skal jo være en fordel for alle parter, både borgerne og de ansatte i tandplejen.
En anden ting er, om man fysisk kan holde til de længere dage ved stolen. Det nytter jo ikke noget at vi accelerer vores skavanker, fordi vi sidder længere tid i de samme stillinger. Derfor er det vigtigt med træning, og det har vi allerede som en del af et forsøg. Tre gange om ugen har vi fem minutter dedikeret til øvelser for nakke og skuldre. Der er i det hele taget fokus på trivsel, og det er jo vigtigt, for vi skal holde mange år.”
Er du selv en af dem, der er en del af den nye aftale?
Ja, jeg har valgt, at jeg skal arbejde længere en dag om ugen, hvor jeg så sparer sammen til, at jeg kan holde fri en dag hver fjerde uge. (Model 4, red)
Min arbejdstid bliver sådan, at jeg tre onsdage skal arbejde kl. 7:30-16:30, den fjerde onsdag fra 7:30-15:30, og så har jeg fri den følgende fredag.
Først tænkte jeg, at det ville jeg ikke. Men så havde jeg alligevel lyst til at prøve noget andet, og måske bliver jeg glad for den fridag, jeg får. Jeg har altid arbejdet hver dag fra 8-15, så jeg er spændt på om jeg bliver udmattet, for man giver meget af sig selv i løbet af en arbejdsdag. Vi kan jo ikke lige tage en pause fra patienterne, som man kan hvis man sidder med mere administrativt arbejde.”
Projektet med fleksible arbejdstider evalueres i LokalMED løbende i projektperioden i 2024. Der evalueres på medarbejdertrivsel og -tilfredshed, løsning af kerneopgaven og de administrative ledelsesopgaver.
Selve arbejdstidsaftalen indgået med ATO evalueres efter to år.
Majken Kailow, overtandlæge i Børne- og ungetandplejen i Københavns Kommune:
Hvad ser du som fordele ved, at I indfører fleksibel arbejdsuge?
Jeg ser flere fordele ved dette projekt hvor vi skal forsøge os med en tilrettelæggelse af arbejdstiden som afviger fra det vi normalt gør. For det første så håber jeg at medarbejderne i børne- og ungetandplejen i København kan opnå en højere grad af fleksibilitet i sammenhængen mellem arbejdslivet og privatlivet. Dette kan forhåbentlig være med til at vi fortsat også i fremtiden er en attraktiv arbejdsplads.
Herudover har vi også en forventning om, at dette tiltag vil komme borgergruppen i København til gode. Når medarbejderne møder ind tidligere og arbejder senere vil der komme en højere grad af fleksibilitet i de udbudte tider. Helt konkret har projektet allerede afstedkommet at vi åbner for telefonbetjeningen 45 min tidligere end hvad vi ellers har gjort. Således kan borgerne tidligt om morgenen komme i kontakt med os og aflyse tider ved fx sygdom eller få aftalt tid til et akut besøg. Dette tiltag vil være til gavn for både borgerne men også for personalet på klinikkerne.
Hvad er dine betænkeligheder ved det?
Mine betænkeligheder omhandler omfanget af det administrative arbejde der følger med projektet. Der mange aftaler der skal indgås, planlægning som skal gå op og administrative opgaver der skal ordnes. Herudover kræver det typisk at et helt team (behandler og klinikassistent) er enige om at indgå i projektet med samme fleksible arbejdstid. Det er noget mere komplekst sammenlignet med det administrative personale.
Modellerne for fleksibel arbejdstid
Model 1
35 timer på fire ugentlige arbejdsdage
En arbejdsdag er i gennemsnit 8,75 timer (svarende til 8 timer og tre kvarter)
En fire dages arbejdsuge, hvor medarbejderen arbejder flere timer på fire dage og holder fri på den femte dag.
Fridagen kan lægges op ad ugens to eksisterende fridage, så medarbejderen oplever at have fri tre dage i træk. Fridagen kan også lægges midt på ugen, hvis det harmonerer bedre med udførelsen af kerneopgaven og medarbejdernes behov.
Arbejdstiden fordeles på fire dage i stedet for fem dage. Den gennemsnitlige arbejdsdag er derfor på 8,75 timer.
Model 2
35 timer fordeles på fire ugentlige arbejdsdage
En arbejdsdag er i gennemsnit på 8,75 timer
En fire dages arbejdsuge, hvor den ugentlige fridag ikke ligger på en fast dag, men skifter placering fra uge til uge.
Det kan f.eks. være med til at sikre, at en vagtplan er fuldt dækket. Arbejdstiden fordeles på fire dage i stedet for fem dage. Den gennemsnitlige arbejdsdag er 8,75 timer.
Antal timer pr. dag behøver ikke være ens. Der kan f.eks. vælges at arbejde 10 timer i tre dage og fem timer en dag.
Model 3
70 timer fordelt på ni arbejdsdage
En arbejdsdag er i gennemsnit på 7,78 timer
Hen over en periode på to uger arbejder medarbejderen ni dage og har mulighed for at afholde en ekstra fridag, hvid det passer ind i arbejdspladsens drift.
Arbejdstiden i de to uger kan planlægges på flere måder:
-den daglige arbejdstid kan i begge uger være 7,78 timer
– der kan arbejdes 35 timer den ene uge (med arbejdsdage på syv timer) kombineret med en fast fridag i den anden uge, hvor de fire arbejdsdage er på 8,75 timer.
Model 4
Den ugentlige arbejdstid tilrettelægges, så der spares op til en planlagt fridag
Medarbejderen sparer løbende op til en fridag. Medarbejderen kan planlægge fridagene på tidspunkter, som passer ind i løsningen af kerneopgaven. Dermed kan medarbejderen have flere fridage til rådighed.
Arbejdstiden kan tilrettelægges på forskellige måder:
- Over en måned arbejder medarbejderen lidt længere hver dag, så der optjenes en månedlig fridag
- Der kan arbejdes ekstra på udvalgte dage og dermed spares op til en fast fridag
Model 5
Arbejdstiden fordeles over to uger, hvor der i en uge arbejdes over, for at der i den anden uge kan arbejdes færre timer eller holdes en fridag.
Hen over en periode på to uger fordeles medarbejderens timer forskelligt i de to uger:
Arbejdstiden kan tilrettelægges på forskellige måder:
- en A-uge med fem arbejdsdage på 8,75 timer og en B-uge med fem arbejdsdage på 5,25 timer
- en A-uge med fem arbejdsdage på 8,4 timer og en B-uge med fire arbejdsdage på 7 timer