Antallet af specialtandlæger øges fra 2025
Sundhedsstyrelsen øger dimensioneringen af uddannelsesforløb, så der fremover kan uddannes flere specialtandlæger.
I Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan fastsættes antallet af uddannelsesforløb, der årligt kan opslås inden for de to tandlægespecialer: Ortodonti og Tand-, Mund- og Kæbekirurgi.
Dimensioneringsplanen regulerer derved antallet af specialtandlæger gennem fordeling af uddannelsesforløb inden for de enkelte specialer.
Med den nye dimensioneringsplan øges antallet af uddannelsesforløb i specialet ortodonti fra otte til 10 årligt fra 2025-2029. Desuden øges antallet af uddannelsesforløb i specialet tand-, mund- og kæbekirurgi fra seks til otte uddannelsesforløb årligt i samme periode. Øgningen i uddannelsesforløb skyldes en stigende efterspørgsel på specialtandlæger i begge specialer.
”Formålet med Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan er at sikre, at der bliver uddannet det tilstrækkelige antal specialtandlæger til fremtidens tandpleje. Som i andre dele af sundhedsvæsenet er der i tandplejen et stigende behov for sundhedspersonale herunder specialtandlæger,” siger enhedschef Claus Malta Nielsen.
Dimensioneringsplanen er blandt andet udarbejdet på baggrund af Sundhedsstyrelsens tandplejeprognose for 2023-2045. Herudover har Sundhedsstyrelsen modtaget høringssvar om behovet for specialtandlæger i fremtiden fra flere aktører i tandplejen herunder blandt andet de specialefaglige selskaber, Danske Regioner, KL og faglige organisationer, heriblandt ATO, i tandplejen. Dimensioneringsplanen er blevet udarbejdet med rådgivning fra Sundhedsstyrelsens Prognose- og Dimensioneringsudvalg, og er blevet forelagt og drøftet i det Nationale Råd for Tandlægers Videreuddannelse.
”I både den kommunale tandpleje og regionerne er der tiltagende udfordringer med, at der mangler specialtandlæger. Derfor har vi øget antallet af uddannelsesforløb, så der uddannes flere specialtandlæger til gavn for borgerne og patienterne,” siger Claus Malta Nielsen.
Kilde: Sundhedsstyrelsen