Boganmeldelse: Medicinske procedurer på børn og unge
Tekst: Ditte Futtrup
En praktisk bog i kittelstørrelse, der omhandler forskellige aspekter af behandling af børn og unge. Bogen kan læses fra ende til anden eller bruges som opslagsbog i hverdagen.
Bogens første kapitel gennemgår definitioner som smerter, aldersbetinget angst og ufrivillig fastholdelse. Herefter gennemgår de resterende 19 kapitler alt fra angst hos børn og unge, rammesætning af procedurerne, non-farmakologiske strategier, kommunikation og meget mere.
En særlig god funktion er nem adgang via QR-koder til korte videoer om emnet i hvert enkelt kapitel.
Kapitel 18 er særligt relevant for tandlæger. Det er skrevet af Marie-Louise Milvang og Anne Birkeholm-Jensen. “Børnepatienten på tandklinikken” gennemgår de forskellige møder med børn og unge, vi kan opleve i praksis. Det omhandler børnekompetencer, information til forældre og non-farmakologiske redskaber. Kapitlet har gode skemaer over procedurer og relationer, børnetandsprog og farmaka. Det er en rigtig god introduktion til arbejdet med børn og giver mange konkrete redskaber på få sider.
Er man nysgerrig på arbejdet med børn, deres udvikling og kommunikation med dem og deres forældre, er denne bog et oplagt valg. Nogle kapitler forstyrres af mange faktabokse, der bryder teksten meget op, men alt i alt er det en god og brugbar bog – især hvis man er ny i arbejdet med børn og unge, men også hvis man er erfaren børnebehandler og trænger til nye perspektiver.
“Medicinske procedurer på børn og unge – hvad vi ved, og hvad vi kan gøre bedre” (FADL’s forlag)
Er du interesseret i at høre mere om, hvordan du med barnet i centrum håndterer medicinske procedurer på børn og unge, så hold øje med programmet til ATO’s Efterårskursus d. 10. og 11. september i Aarhus Efterårskursus 2026 – Ansatte Tandlægers Organisation
Programmet er under udarbejdelse.