Brug af sølvdiaminfluorid i social-, special- og omsorgstandplejen
DKTE-opgave af Sisse Kjer Wacherhausen, tandlæge i Den Regionale Specialtandpleje, Region Syd.
SDF – Et nyt supplement til værkstøjskassen?
Brugen af metalfluoridet sølvdiaminfluorid (SDF) til non-operativ carieskontrol og behandling af hypersensitivitet er det seneste årti steget støt i takt med øget evidensbaseret forskning og kliniske resultater ved brug.
SDF blev for første gang brugt i Japan allerede i 1960 og har sidenhen bredt sig til bl.a. Australien, Brasilien, USA, Canada og sidst Europa (1). Det har vist sig at være et kost-effektivt og lovende middel til non-operativ carieskontrol samt hypersensitivitet i primære og permanente tænder (2). Den evidensbaserede forskning vedrørende SDF er hovedsageligt fokuseret på behandling i det primære tandsæt, mens der findes også et undertal af studier med fokus på rodcaries i det permanente tandsæt. Ved nærmere eftertanke kan man sagtens forestille sig patientcases, hvor SDF har sin berettigelse i social-, special- og omsorgstandplejen i Danmark.
Med udgangspunkt i ovenstående er formålet med nærværende artikel at formidle eksisterende viden og erfaring om brug og effekt af SDF, samt at diskutere hvordan vi som tandlæger mest hensigtsmæssigt kan tage det i brug og evt. lade det blive en fast del af værktøjskassen ved non-operativ carieskontrol og hypersensitivitet ved patienter i social-, special- og omsorgstandplejen.
Cariesbehandling – et paradigmeskift:
Den generelle forståelse af dental caries har ændret sig meget det seneste årti. Man ser ikke længere dental caries som en infektiøs sygdom men snarere som en adfærdsmedieret, biofilm-baseret sygdom. Caries i mundhulen standses ikke blot ved operativ fyldningsterapi men tværtimod ved carieskontrol, hvor man forsøger at kontrollere adfærdsmæssige risikofaktorer, der giver anledning til aktiv caries (fx mundtørhed, utilstrækkelig tandbørstning, højt og hyppigt indtag af sukker, m.fl.). På den måde fjernes fokus fra symptombehandling, og der tages hånd om de bagvedliggende faktorer for sygdommen, hvilket har en noget bedre langsigtet effekt på sygdommen. Hvis en patient formår at børste en carieslæsion sufficient og tilmed har en sund og velbalanceret kost, uden for mange PH-udsving, vil en carieslæsion efter nogen tid standses og inaktiveres (3).
Hvad cariesterapi angår er der tilmed kommet et paradigme-skift fra traditionelle ”drill-and-fill” teknikker til mere minimalt invasive teknikker som fx Atraumatic Restorative Treatment (ART), Hall-teknikken (HT) og brug af fluorid-agenter (4). Alle disse teknikker har bridraget til cariesbehandling på et langt mere udvidet og individualiseret plan.
SDF er på vej frem i rampelyset som endnu et lovende produkt, der kan bidrage til non-operativ og individuel carieskontrol. Den carieskontrollerende effekt er umiddelbart større, end hvad almindelige fluorid-præparater tilbyder. Det kan påføres en læsion helt uden at forvolde smerte, uden ekskavering af blød dentin og tilmed næsten uden brug af professionelle hjælpemidler. Alt er dog ikke helt rosenrødt med SDF, eftersom det efterlader et tydeligt spor af sin tilstedeværelse. Alle behandlede carieslæsioner vil ved lyseksponering, med tiden, blive HELT sorte, og det er derfor med SDF, som det er med alle andre teknikker og terapier, – brugbart på individuel indikation og ved patientaccept.
