Er du for sød: Projektet fortsætter i ti kommuner
Danmark er det land i verden, hvor vi køber mest slik, og vi ligger også højt på listen, når det gælder de søde drikke. Danske børn får op til fire gange mere slik og søde sager, end Fødevarestyrelsen anbefaler i De officielle Kostråd.
Nu tager ti kommuner kampen op mod de søde vaner gennem projektet ’Er du for sød?’, som skal hjælpe familier med børn i 0.-3. klasse med at skære ned på de søde sager og søde drikke. Projektet er et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet og er støttet af Nordea-fonden.
“Med projektet håber vi både at skabe en bevidsthed i familierne om de søde sager, og hvor man måske kan undvære eller skære ned på dem. Men vores søde hyggekultur er meget mere end et personligt ansvar. Det handler også om de rammer, vi skaber for børnene i f.eks. skole og fritidstilbud, hvor det kan være nødvendigt at se på den mad, vi serverer, når vi skal hygge, fejre og belønne”, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Anne Pøhl Enevoldsen.
“Der er brug for, at vi løfter i fælles flok, hvis vi for alvor skal få skabt en sundere hyggekultur i de danske børnefamilier. Når ti kommuner nu aktivt støtter op om indsatsen, så batter det for alvor – og vi kan være med til at sætte et positivt aftryk på folkesundheden. Den dagsorden vil vi gerne understøtte i Nordea-fonden”, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef for Nordea-fonden.
’Er du for sød?’ løber fra 2023-2027. De deltagende kommuner er Albertslund, Hvidovre, Tårnby, Vordingborg, Slagelse, Køge, Varde, Norddjurs, Frederikssund og Jammerbugt.
Christa Buch, overtandlæge i Køge siger: ”Vi kan rigtig godt lide projektets tilgang, der ikke er en løftet pegefinger, men mere en øjenåbner af, hvor meget sødt der indtages.”
DTU Fødevareinstituttet har sammen med Hvidovre Kommune kørt pilotprojektet ’Er du for sød?’.
Resultaterne viste, at børnenes indtag af søde sager og søde drikke faldt med 13 pct. på trods af, at værktøjerne blev afprøvet under coronanedlukningen, hvor danskernes sukkerforbrug ellers steg markant. Børn med det højeste indtag før interventionsperioden reducerede deres indtag mest.
Et højt indtag af søde sager og søde drikke er et problem for folkesundheden. Det bidrager med meget energi, sukker og mættet fedt, men kun med få vitaminer, mineraler og kostfibre. Det øger risikoen for overvægt, skader tandsundheden og optager pladsen for mad og drikkevarer, som bidrager med flere næringsstoffer.
’Er du for sød?’ er støttet af Nordea-fonden med 13,8 mio. kr. fra 2023-2027.
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. I 2023 uddeler fonden over 700 mio. kr. til projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur i Danmark, Grønland og på Færøerne.
ATO har en repræsentant i Er du for sød-projektets advisory board
Advisory boardets opgave er at bidrage med faglig rådgivning til projektgruppen og kommunerne i såvel
faglige som tværgående problemstillinger i projektet. Det betyder, at Fødevarestyrelsen og DTU
Fødevareinstituttet inddrager advisory boardet i relevante spørgsmål, som fx kan omfatte:
Hvordan skaber vi de bedste forudsætninger for at klæde sundhedsplejersker og tandplejere på –
med afsæt i projektets principper og med respekt for deres faglighed
De udviklede materialer og tilbud – samt deres tonalitet og tilgang til et relevant problem, som skal
formidles tydeligt og klart uden af være fordømmende
Hvilke strukturelle indsatser kommunerne kan iværksætte for at fremme en sundere hyggekultur
og sundere rammer i de omgivelser børnene færdes i
Hvordan vi kan fremme det kollektive ansvar for en sundere mad- og hyggekultur
Advisory boardet kan tage initiativ og pege på relevante spørgsmål eller relevante problemstillinger i
projektet ud over anmodninger fra projektgruppen, som de finder relevante at drøfte.
Advisory boardet har ingen formel beslutningskompetence i projektet.
Kilde: Pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen