Finanslovsforslaget mangler klare svar om gratis tandpleje: Risikerer politisk hastværk at skade langsigtet tandsundhed?
Michael Jacobsen, direktør i ATO
Dette er et debatindlæg, der har været bragt i A4 Medier den 7. september
Finanslovsforslaget kom, men svarene om tandplejen udeblev. Vederlagsfri tandpleje er midlet, mens bedre tandsundhed er målet. Og risikoen er, at iveren efter det første kommer til at koste os det andet.
REGERINGEN FREMSATTE DEN 28. august sit forslag til finanslov for 2027. Men der er alene tale om et teknisk forslag uden politiske prioriteringer. Det egentlige finanslovsforslag kommer først i oktober.
Dermed må vi fortsat vente på at få at vide, hvordan første etape af ambitionen om vederlagsfri tandpleje skal finansieres. Efter planen skal førtidspensionister og andre udsatte grupper være de første, der omfattes fra 2027, og regeringsgrundlaget omtaler mindst fire milliarder kroner til voksentandplejen frem mod 2030. Men når der spørges til udmøntningen, lyder henvisningen fortsat til efterårets forhandlinger.
Samtidig skal elementerne fra decemberaftalen om voksentandplejen, tandkonto, maksimalpriser og ejerbegrænsninger, nu tænkes sammen med de langsigtede ambitioner.
Det er ikke kun et politisk problem. Kommunerne skal budgettere, organisere og rekruttere til nye opgaver allerede fra 2027. Det er vanskeligt, når hverken målgrupper, finansiering, ikrafttrædelse eller kapacitetsbehov er afklaret.
Vederlagsfrihed er ikke målet
ATO støtter ambitionen om at mindske den sociale ulighed i tandsundhed. Egenbetalingen er i dag en reel barriere for mennesker med små indkomster, og den barriere skal væk.
Men vederlagsfrihed må ikke blive et mål i sig selv. Målet må være bedre tandsundhed. Og vejen dertil handler om langt mere end, hvem der betaler regningen. Forebyggelse begynder længe før, man sætter sig i tandlægestolen.
Et aktuelt eksempel: I en kommunal tandpleje er tænder og tandbørstning blevet en fast del af dagtilbuddenes årshjul, fordi tandsundheden blandt de yngste børn er blevet dårligere, og fordi nogle børn er svære overhovedet at få ind til en tandundersøgelse. Gennem leg, læring og en moderne udgave af Karius og Baktus møder børnene budskabet dér, hvor de allerede er. Det er ikke en milliardbevilling. Det er forebyggelse, helt konkret.
Vi har prøvet det før og det virkede
Børne- og ungdomstandsplejen har gennem årtier flyttet fokus fra primært at reparere skader til systematisk forebyggelse, risikovurdering og tidlig indsats. Fra 1981 til 2022 faldt den gennemsnitlige carieserfaring blandt 15-årige med 93 procent.
Vive’s nye rapport om ældres tandsundhed viser, hvor længe den effekt holder. Blandt 70-årige er risikoen for dårlig tandstatus omkring 30 procent højere hos dem, der ikke havde adgang til kommunal skoletandpleje som børn. Den forebyggende indsats over for et barn kan altså aflæses i tandsundheden et halvt århundrede senere og den har mindsket uligheden.
Der, hvor populismen lurer
Når milliarderne skal fordeles, bliver det fristende at prioritere det, der kan tælles og annonceres: hvilke behandlinger bliver gratis, og hvornår. Forebyggelsen, hvor effekten først viser sig om tyve eller fyrre år, og hvor succesen består i noget, der ikke sker, er langt sværere at opnå politisk anerkendelse for.
Det er dér, populismen lurer. Ikke som ond vilje, men som en naturlig politisk tyngdekraft mod det synlige frem for det virksomme. En reform må derfor ikke gennemføres ved at flytte rundt på eksisterende midler, ved at pålægge kommunerne nye opgaver uden fuld finansiering eller ved at nedprioritere forebyggelsen for at få økonomien til at hænge sammen.
Det, oktober skal give os svar på
- Hvor stor en del af de fire milliarder kroner, som er afsat i regeringsgrundlaget, er reelt nye penge og indgår de eksisterende cirka 1,6 milliarder kroner årligt til voksentandplejen i beløbet?
- Hvor stor bliver bevillingen til første etape, hvornår træder den i kraft, hvilke borgere omfattes, og hvem skal visitere?
- Bliver kommunerne fuldt kompenseret for behandling, administration, implementering og investeringer?
- Hvor er den bemandings- og kapacitetsplan, der skal sikre, at nye rettigheder ikke bliver til længere ventetider og større arbejdspres?
- Og hvordan sikres det, at vederlagsfriheden ikke realiseres på bekostning af forebyggelsen og dermed af selve målet?
En kommende reform bør ikke blot sikre penge til gratis behandling. Den bør indebære en reel styrkelse af forebyggelsen: Tidlig indsats, opsøgende arbejde over for dem, der ikke selv møder op, og samarbejde med de steder, hvor børn og voksne i forvejen færdes. Og den bør bygge på den faglighed, der allerede findes i tandplejen.
Vederlagsfri tandpleje kan blive en historisk reform. Men succesen skal ikke måles på, hvor mange behandlinger fællesskabet betaler for.
Den skal måles på, om færre får brug for dem.