Fornem pris til pionerer inden for cariesbehandling
Tekst: Kim Ekstrand, professor
Jette og Christian Christiansen, tidligere tandlæger i daværende Nexø kommunale Tandpleje, modtog 20. april Dr. Carl Witthaus-medaljen. uddelt af Ivoren Kruis’ formand Albert Feilzer i Holland.
Dr. Carl Witthaus (f. 1868) betragtes som grundlæggeren af socialtandplejen og den forebyggende tandpleje i Holland. I 1910 grundlagde han Ivoren Kruis (Elfenbenskorset) som en hollandsk forening med formålet at fremme mundsundhed. Hans videnskabelige fortjenester anses for så store, at Ivoren Kruis i 1954 stiftede en pris i hans navn til påskønnelse af mennesker, der har ydet et vigtigt bidrag til foreningens arbejde med at fremme oral sundhed. Siden 1954 har prisen kun været uddelt 13 gange til bl.a. Otto Barcher Dirks og Klaus König, begge store internationale navne i cariesforskning som også er hædret i The Organisation of Caries Research (ORCA).
Nexø kommunale Tandpleje blev etableret i 1976 og gennemførte i 1980’erne en innovationsproces, der kulminerede med en beskrivelse af et non-operativt cariesbehandlingsprogram for de 0 til 18-årige med det formål at holde tænderne sunde. Programmet, der også blev kaldet Nexømetoden, var baseret på nye cariesforskningsresultater og udviklet i tæt samarbejde med tidligere professor A. Thylstrup og nuværende professor K. Ekstrand. På den baggrund fungerede programmet som et demonstrationsprojekt fra 1987 til 2005 for afdeling for cariologi, der sendte mange internationale gæster til Nexø samt promoverede programmet ved at opfordre Nexø-tandlægerne til at holde kurser og deltage i kongresser, for på den måde at sprede viden både i Danmark og internationalt.
I Holland blev programmet kendt gennem ORCA, gennem besøg på Nexø-klinikken fra tandlægeskolerne i Amsterdam og Groningen, diverse forelæsninger på hollandske kongresser og endeligt et ph.d-projekt, der afprøvede Nexømetoden i privat praksis. På den baggrund blev programmet anbefalet til brug i privat praksis for de 0 til 18-årige og promoveret af Ivoren Kruis fra 2014. Metoden i Holland blev også kaldt NOCTP = a Non-Operative Caries Treatment and Prevention strategy og Ivoren Kruis har givet den det overordnede navn Gewoon Gaaf, der ifølge google oversæt betyder noget i retning af bare cool.
I dag er der mere end 660 klinikker i Holland, der bruger NOCTP og dette blev fejret ved Ivoren Kruis’ 10 års jubilæum for NOCTP’s ibrugtagen i privat praksis. Som det kan ses på videoen neden for, holdt Jette Christiansen en forelæsning med de tre emner: ”History and principles of the Nexø Method, Nexø in the Netherlands, in Denmark today, The Netherlands today”. Efter forelæsningen uddelte Ivoren Kruis’ formand Albert Feilzer den prestigefyldte medalje til Jette og Christian Christiansen som anerkendelse af deres arbejde som grundlæggere af Gewoon Gaaf metoden.
Dansk forskning på afdelingerne for cariologi både i Aarhus og København kan med rette være stolte af deres forskning, der har stået i spidsen for og formået at vende traditionel operativ cariesbehandling til en non-operativ og forebyggende strategi. En forskning, der har vundet stor international anerkendelse.
Og dansk kommunal tandpleje for børn og unge kan med rette være stolte af deres arbejde med at implementere ny viden og herved at have forbedret tandsundheden for børn og unge markant i Danmark og nu eventuelt i Holland.