Handling Children with Care – EAPD’s 17. kongres
Tekst: Pernille Hess, medlem af EAPD og overtandlæge i Rødovre kommunale Tandpleje
European Academy of Paediatric Dentistry (EAPD) afholdt sin 17. kongres d. 12.-15. juni 2024 i Gøteborg. Overskriften for kongressen var ’Handling Children with Care’. Som altid, når EAPD holder kongres, mødtes pædodontister fra hele Europa og andre dele af verden. Fælles for alle deltagerne er en dyb interesse for pædodonti, og stort set alle deltagere har speciale i pædodonti. Danmark er faktisk det eneste land repræsenteret ved kongressen, der ikke har et officielt speciale i pædodonti. Dog har Danmark fået lov til at være en del af EAPD på grund af Dansk Pædodontisk Selskab, DKTE-efteruddannelsen samt den pædodontiske forskning på de to tandlægeskoler.
Jeg har efterhånden deltaget flere gange i de internationale kongresser, så det var dejligt denne gang at se så mange deltagere fra Danmark. Der var repræsentanter fra flere kommunale tandplejer (bl.a. Ikast-Brande, Egedal og Vesthimmerland), skolar- og ph.d.-studerende samt ansatte fra tandlægeskolerne og Videncentret. Alle deltagende tandlæger og tandlægestuderende var med enten for at blive inspireret, præsentere egen forskning eller som inviterede oplægsholdere på kongressen.
Et fire dages fuldt program bliver en for lang beretning, så jeg har valgt at lave nogle nedslag.
Onsdag – pre-kongres: Dental erosion (ETW)
Temaet for dagen var dental erosion, både diagnostik, registrering, forebyggelse og behandling. Jeg har taget følgende vigtige pointer med mig hjem:
- Har man erosioner i det primære tandsæt, vil man have fire gange større risiko for erosioner i det permanente tandsæt. Derfor er det vigtigt at opspore og stoppe årsagen så tidligt som muligt.
- Prævalensen er 30-50% i det primære tandsæt og 20-45% i det permanente, hyppigere hos drenge.
- Hvor caries skyldes lokal påvirkning af svage syrer, skyldes erosioner stærkere syrer udefra. Et bemærkelsesværdigt fund: Har man mange erosioner, har man mindre caries og omvendt; meget cariesaktive patienter har ofte ikke lige så mange erosioner.
- Særligt surt slik var i fokus, men også andre fødevarer og årsager blev gennemgået. Et oplæg fokuserede på reflux, som kræver henvisning til børnelæge eller gastrospecialist afhængig af sundhedssystemet i det enkelte land. I Danmark ville vejen være at henvise til egen læge.
- Der var ikke enighed om, hvorvidt man må børste tænder lige efter syreindtag, så den diskussion lader vi ligge for nu.
De næste tre dage: ‘Handling Children with Care’
My Blomkvist fra Finland, som tidligere har været oplægsholder på DKTE, holdt åbningsoplæg torsdag morgen om håndtering af børn med neuropsykiatriske diagnoser med afsæt i egen søns udfordringer. Gunilla Klingberg talte om børns mistrivsel og vigtigheden af at turde se, spørge ind til, lytte til og underrette myndigheder, hvor der er behov, da en opvækst i en dysfunktionel familie sætter spor resten af livet.
Både til glæde og frustration blev flere oplæg afholdt samtidig. Emnerne spændte vidt, og jeg hørte blandt andet om tandtraumer, kirurgi, graviditetens betydning for mor og barn, læbe-ganespalter, diabetes og behandling af tandanomalier. Der blev også talt om forebyggelsesprogrammer og mange syndromer, som jeg ikke kendte til eller kunne huske.
Jeg blev personligt udfordret omkring brugen af SDF (sølvdiaminfluorid) eller AgF (sølvfluorid) på MIH-tænder, brugen af AI i tandplejen og nye teknologiske tiltag i børnetandplejen. Der var blandt andet stort fokus på protetik i børnetandplejen og en oplevelse af øget indikation for tidligere behandling af børn med tandanomalier herunder også MIH på grund af nye materialeegenskaber.
Lørdag formiddag handlede om kognitiv adfærdsterapi i tandplejen, mulighederne for smertefrie behandlinger og vågen sedering.
Udstilling og netværk
Udover det videnskabelige program var der også udstillere på kongressen. I år var jeg særligt nysgerrig på tandfarvede kroner til mælketænder som erstatning for stålkroner til Hall. Desværre må jeg vende hjem uden tandfarvede løsninger, da de skal individuelt fremstilles eller præpareres til, men det er spændende at se, hvilke materialer vi kan forvente i fremtiden, også i Danmark.
Men alt er ikke kun fagligt. I pauser og til åbningsreceptionen er der mulighed for at snakke og netværke med kolleger fra både Danmark og udlandet. Fredag aften var der gallamiddag med underholdning af svenske popsange, melodi grand prix og selvfølgelig Abba i glitter, glimmer og lårkorte 70’er kjoler. Efter middagen fortsatte musikken, dansegulvet blev åbnet, og nye EAPD-deltagere fik set, hvor meget og hvor længe europæiske pædodontister kan skeje ud på et dansegulv.
Hvis du har lyst til at vide mere om kongressen, EAPD, kommende arrangementer eller har spørgsmål til det skrevne, så tag endelig kontakt til mig på cn27207@rk.dk. Næste kongres bliver afholdt 1.-4. juli 2026 i Liverpool, men allerede næste år er det muligt at komme til Interim 2025 i Madrid d. 16.-18. marts og blive inspireret på det europæiske pædodontiske felt.