26. nov. 2025

Kim Ekstrand: Hvor er SCOR og tandsundheden på vej hen?

Tekst: Ea Nielsen

I mere end 50 år har SCOR været rygraden i vores viden om børns og unges tandsundhed i Danmark. Tallene har gjort det muligt at følge udviklingen tæt, justere indsatsen i kommunerne og dokumentere de resultater, som tandplejen har skabt.

Men nu falder indberetningerne, og validiteten er under pres. Hvis vi mister grebet om data, mister vi også et af de vigtigste redskaber til at forstå og forbedre tandsundheden.

Kim Ekstrand, professor i cariologi på Odontologisk Institut, sætter ord på udviklingen og peger på både udfordringer og muligheder for, hvordan SCOR fortsat kan bruges som et stærkt fundament for fremtidens tandpleje.

Kan du sige noget om tendenserne i indberetningen til SCOR gennem de sidste ti år? Er den faldet for alle aldersgrupper og i alle regioner?

“Der har været forskellige ændringer med SCOR undervejs, både i forhold til hvem der indberetter, hvem der databearbejder og hvordan kommunerne og regionerne (tidligere amterne) har fået de her data tilbage så de kan bruge data, men det er også over en 50-årig periode, så selvfølgelig tænker man der skal ske nogle ændringer undervejs.

Jeg har fået data fra SCOR igennem IBM og Sundhedsstyrelsen igennem mange år, men nu er det så ændret til Sundhedsdatastyrelsen, og data er lagt ud i et felt under Sundhedsdatastyrelsen hvor vi nu som forskere skal ansøge om at få adgang til data. Så det er blevet langt mere besværligt, men måske er der også en bedre service i forhold til at kunne få bearbejdet data, det må vi se fremover hvordan det kommer til at foregå.”

**Kim Ekstrand: ”I et databaseret samfund er det trist, hvis det går den forkerte vej med at få indhentet de tal.”**

Er der noget du særligt bider mærke i?

”Vi ser at indberetningstallene falder. I 1980’erne og 90’erne blev omkring 80 pct. af de 5-, 7-, 12- og 15-årige registreret, men nu kan jeg se på tilbagemeldingerne fra Sundhedsstyrelsen, at hvis man slår de her fire årgange sammen, så blev 77 pct. af alle børn og unge i de fire indberetningspligtige årgange registreret i 2012. Og i 2023 er det 62 pct.. Så på en cirka 11-årig periode er det faldet med næsten 15 pct.

Når man går ind og kigger på de fem regioner, er der et fald i alle regioner, men det varierer fra region til region og fra år til år.

I 2020 var der i hele landet 58 pct. registreret af de fire årgange, men i 2022 var 68 pct. af alle fire årgange registreret. I Nordjylland og i Midtjylland var det 73 pct., i Syddanmark var det 67 pct. og i både Hovedstaden og Sjælland 64 pct. År efter år kan det ændre sig lidt i de enkelte regioner, så man kan konkludere, at af de børn der skal registreres jævnfør Sundhedsstyrelsen, så bliver der registreret færre børn generelt set i hele landet. Vi ligger nu på omkring mindre end to tredjedele, hvor vi tidligere var oppe på omkring 80 pct.

En af årsagerne til den lavere registrering er, at de individuelle indkaldeintervaller gør, at børnene nogle gange ikke bliver indkaldt når de er 5, 7, 12 og 15. Efter min mening burde man tilrettelægge sin tandpleje sådan, at børnene bliver kaldt ind på de her årgange. Men her fornemmer jeg, at der efterhånden er en ligegyldighed. Det kan godt være, at det er mere fagligt korrekt, at patienten kommer som 16-årig end som 15-årig, men vi har nu engang en pligt til at registrere på de her årgange.

Når der kun bliver indberettet <70 pct. så betyder det jo, at validiteten er vigende, og så kan man jo frygte, at dem, der ikke er kommet og dem der ikke er registreret, ikke er mødt op, fordi de har så mange carieslæsioner, at de ikke ønsker at komme på klinikken. Men det kan jo også være alle de ”gode” patienter med meget lidt eller ingen caries, der ikke bliver registreret? Det giver en usikkerhed i forhold til det, vi skal bruge data til. Så jeg synes, at overtandlægerne bliver nødt til at sige til deres personale at det er en bunden opgave, vi skal oppe os og registrere, også selvom det går ud over de her indkaldeintervaller.”

Hvad med at indberette når de er i stolen, også selvom de ikke har den rette alder i forhold til scorsystemet?

”At indberette når de er 16 år, fordi man ikke har dem i stolen når de er 15? Ja, faktisk så synes jeg jo man bør lave en lille undersøgelse af det og sige, jamen hvis man nu slet ikke kan få børnene ind i 15-års alderen, så kunne det næstbedste jo være i 14- eller 16-års alderen. Hvor meget ville det betyde? Det kunne man jo undersøge ved at registrere dem som 14-årige eller som 16-årige. og så se, hvor meget vil det egentlig betyde for validiteten, når man som udgangspunkt skal bruge de 15-årige? Altså umiddelbart så tænker jeg, at det nok ikke vil betyde ret meget.”

Men hvad med de 5-, 7- og 12-årige?

”Selvom jeg kan se at data på indberetningen er lavere end de var tidligere på de 5-, 7- og 12-årige, så burde man kunne tilrettelægge det sådan, at de kommer ind på de årgange. Jeg ville være allermest glad, hvis man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger.”

Hvad er der sket med caries de sidste 10 år?

“Der er sket et marginalt fald, så nu er vi på første eller anden decimal. Der hvor der er sket det største fald over en 10-årig periode, det er på de 15-årige. I 2012 havde de 15-årige, der blev registreret, et DMFS på i gennemsnit 1,92. Det er faldet til 1,07 i 2024. Det er jo næsten en flade. Vi er stadig på decimalerne, men jeg synes virkelig det er flot.

For de 7-årige er det også faldet en lille smule. I 2012 var det 1,94, i 2024 er det faldet til 1,89. Det er i de primære tænder, så det er helt minimalt at de her ændringer er sket, men det er jo ikke sådan at der er kommet mere caries. Det synes jeg vi kan være tilfredse med!

Det er jo helt fantastisk hvad der er blevet udrettet i kommunal tandpleje de sidste 50 år. Hvor de 15-årige i gennemsnit havde omkring 13 fyldte eller ekstraherede flader i starten af 80’erne, så er det jo 1,2 i dag og stort set ingen permanente tænder ekstraheres pga. caries på de 15-årige.

Så det kan vi være meget tilfredse med, og vi kan nok ikke forvente, at vi får meget bedre tal når vi taler DMFS. Jeg tror kun at det kan være små ændringer på første eller anden decimal. Spørgsmålet er, om vi kan fastholde det med de problemer der er i den kommunale tandpleje. Det er jo svært at få tandlæger, lige i øjeblikket i hvert fald, og så sker der en hel masse med samfundet som gør, at f.eks. i nogle kommuner hvor de gør et kæmpe stykke arbejde, så får de på en gang mange børn og unge fra fx Ukraine, og så vælter DMFS-tallet. Her har de arbejdet hårdt på at få tandsundheden op, og så kommer der en stor gruppe børn, som de ikke har arbejdet med fra de var små.”

Er der andre trusler?

”Ja, indkaldeintervallerne kan blive så lange, at de ikke virker! Og de bliver lange, fordi kommunerne ikke får de penge der skal til at drive tandplejen som tidligere. Men vi justerer hele tiden og der kommer gode ideer, så vi ser, om vi kan gøre det mere effektivt. Lige nu kigger vi med støtte fra ATO på, om teletandpleje kan være en måde at få bedre resultater. Økonomisk tror jeg, at vi er nået til et niveau, hvor der er nødt til at være et basalt beløb for at man kan drive tandplejen rationelt.

Man kan ikke bare erstatte tandlæger med tandplejere eller omvendt, og det er jo overtandlægernes forbandede pligt at få den rigtige sammensætning i kommunen.

En trussel er også, at jeg fornemmer, at kommunal tandpleje har for mange udeblivelser og afbud. I gamle dage var klinikken på en skole, og man kunne indkalde barnet i løbet af skoledagen, men med de centrale klinikker kan man ikke bare hente barnet. En anden udfordring er, at det kan være svært at registrere børnene når de er på efterskole i 9. eller 10. klasse. Og med inkluderingen af de 18- til 21-årige i den kommunale tandpleje, så bliver afbudsfrekvensen i hvert fald ikke mindre.

Hvis indberetningsprocenten falder til under 50 pct., så er den ikke brugbar længere. Så begynder det at vande ud. Jeg har altid beundret det her med, at man får de her tal hvert år, og så kan hver enkelt kommune og overtandlæge og personale finde ud af om man skal ændre strategi. Jeg har altid værdsat, at der var den mulighed, at man baseret på tal kunne ændre eller justere strategien.

Vi var oppe at holde kursus i Nordjylland, hvor de fortalte, at de kaldte det store scoredag, det var en fest når de tal de kom, her kunne de se resultatet af deres anstrengelser.

Validiteten falder hvis indberetningstallet falder, og rent forskningsmæssigt har vi brugt SCOR-tallene rigtig meget. Der har lige været en ph.d.-afhandling (af Nikoline Nygaard, red.) der viser, at der er en sammenhæng mellem gingivitis og senere udvikling af diabetes. Man registrerede gingivitis i SCOR for mange år siden, men det gør man ikke mere. Så der er jo også noget at hente for samfundet i sådan nogle tal der. I et databaseret samfund er det trist, hvis det går den forkerte vej med at få indhentet data.

Der er meget der er nemmere at registrere nu. I gamle dage var det en blanket på papir man skulle udfylde og sende ind. Nu trykker du på en knap og så ryger det ind. Og så får du data ind, som du kan bruge til noget fornuftigt, hvis indberetningsprocenten er god. Det er et genialt system. Sven Helm og medarbejdere skulle have haft en pris for det.”

Men trænger det ikke til en opdatering?

”Jeg tror, at udgangspunktet på de her OCR-blanketter har været, at man kun kunne bruge tallene mellem 0 og 9, og i mange år havde du ikke flere muligheder. Men nu kan man jo godt bruge flere koder. Det kunne godt være at man skulle have nogen til at kigge lidt på, om man kunne få flere koder ind. Det behøver ikke være hvert år, men måske et år hvor man skulle registrere erosioner. Der må være nogen der kan gøre det mere up to date, så vi kan registrere de sygdomme vi gerne vil.

Rent cariologisk har vi været irriterede over, at fissurforsegling ikke er en obligatorisk registrering. Det kunne være rigtig rart hvis man kunne udlede, hvor mange flader der var fissurforseglet på de forskellige årgange Det kunne også være rigtig rart at registrere forekomsten af gingivitis. Fra 1972-1980 skulle man registrere gingivitis og plak på udvalgte tænder, men dem der stod for udviklingen af SCOR fandt ud af, at man ikke kunne bruge det til noget, så derfor undlod man det.

Man fastholdt at registrere PA-forholdene på de 12-15-årige. Og nu, hvor man har fået forlænget, så man ser de unge i kommunal tandpleje helt frem til de er 21 år, så kunne det være rart at få data der, men der løber man så ind i det problem at det er valgfrit om man vil gå hos privatpraktiserende tandlæge eller kommunal tandlæge. Og vi kan jo ikke forlange, at man skal registrere i privat praksis, det ligger nok ikke i overenskomsten, så de tal man kan få bliver igen mindre valide. Hvis vi fremadrettet kunne få virkelig valide data på de 15-årige, så ville jeg blive rigtig glad, særligt hvis fissurforseglinger og gingivitis også blev obligatoriske at registrere.

De 5- og 7-årige er vigtige, men cariologisk har Danmark ikke brug for de 12- årige, og vi registrerer dem formentlig kun fordi vi så kan sammenholde det med andre lande og særligt udviklingslandene, hvor de registrerer på de 12-årige, for der går de stadig i skole. Vi har ikke et behov for cariesregistrering på de 12-årige, så vidt jeg kan se. Der er stort set ikke noget caries, der er mest caries i de primære tænder. De sidste primære tænder fældes i 12-årsalderen, og så er der ikke mere at registrere på de primære tænder. De 12-årige ligger på 0,61 DMFS i gennemsnit i 2024, det er meget lidt. Man kan selvfølgelig godt sige, at har man et 12-årigt barn i stolen der har fem fyldte tænder, så skal man selvfølgelig holde ekstra øje, men 90 pct. har ingen caries. Tallene er rent forskningsmæssigt ikke så vigtige.”