Leder: Godt nytår!
Et nyt år er begyndt, og forhandlingerne om OK 24 er allerede godt i gang. Du har som medlem af ATO indflydelse på overenskomsten, for den kommer til afstemning blandt ATO’s medlemmer i løbet af foråret.
Hvis vi kommer dertil, at vi ikke kan blive enige med vores arbejdsgivermodpart KL om overenskomsten, og kommer i konflikt, har vi i ATO i samarbejde med Lån & Spar en konkliktlånsmodel, så I medlemmer har en god lånemulighed, hvis det bliver nødvendigt.
Uanset om du er studerende, nyuddannet, kommunalt eller privat ansat, har vi også i 2024 kurser, arrangementer og efteruddannelse til dig. Allerede 22. januar starter vi med det første modul af tre på DKTE, Den Kommunale Tandplejes Efteruddannelse, der også i denne omgang er opdateret aktuel, teoretisk tandlægefaglig viden om børn. Første modul fokuserer på de 0-5-årige. Emnerne er fx smerteopfattelse, etik og lovgivning og for tidligt fødte børn.
Er du nyuddannet, har vi en hel pakke med arrangementer, du kan deltage i. Læs her, hvad vi kan tilbyde. Husk også, at du kan ringe til vores rådgivere på 33140065 alle hverdage mellem kl. 9 og 15, hvis du har spørgsmål til løn og ansættelse.
2024 er også året, hvor vi fortsætter debatten om, hvordan ATO i fremtiden skal forankres lokalt. Ønsker I medlemmer lokale foreninger, eller skal strukturen ændres til fx faglige netværk, man kan mødes i? Den debat vil vi gerne inddrage jer i. Vi sender i den forbindelse et spørgeskema, som vi håber, I vil bruge de fem minutter på, som det tager at svare på det.
Vi arbejder fortsat stærkt for, at der i fremtiden vil blive uddannet tilstrækkeligt med tandlæger. Det gør vi i Prognoseudvalget, hvor ATO er repræsenteret.
Vi håber, at det i 2024 lykkes at få flyttet sager om tandskader til Patienterstatningen, der behandler sager om erstatning for skader på det øvrige sundhedsområde. Så sikres det, at patienter og tandlæger får foretaget en uvildig behandling af sagen, at der er en instans som træffer afgørelser i alle sager, og endelig at der ikke sker en sammenblanding af økonomien mellem den lovbestemte offentlige og den frivillige private finansierede erstatningsordning.
Sidst, men ikke mindst, har vi startet året med ny direktør i ATO, Michael Jacobsen. Den 15. januar sagde vi farvel til Lars Holsaae og bød Michael Jacobsen velkommen ved en reception på Peter Bangs Vej.
Herfra skal lyde et stort tak til Lars Holsaae for hans lange og vigtige indsats for ATO, og stort velkommen til Michael Jacobsen.
Hanne Jacobsen, formand i ATO