Leder: Kommunikation i tandplejen

I tandplejen siger man, at 80 % af arbejdet handler om kommunikation og kun 20 % om selve tandplejen. Og der er noget om snakken. Som tandlæge er det ikke nok at kunne udføre teknisk dygtige behandlinger. Vi skal også kunne kommunikere med både patienter og deres pårørende.
At finde balancen mellem at bevare sin faglige autoritet og ikke give for meget af sig selv som person er en udfordring. Det er vigtigt at kunne sætte grænser og samtidig skabe en tryg og tillidsfuld atmosfære. Særligt når vi står i komplekse situationer, hvor vi skal formidle svære budskaber eller navigere mellem forskellige forventninger.
Som tandlæger befinder vi os ofte i et krydspres mellem forældres ønsker, kliniske opgaver og økonomiske rammer. Vi skal levere det fagligt rigtige tandplejetilbud med begrænsede ressourcer og samtidig håndtere forventninger fra alle sider. Det kræver en særlig styrke at stå fast på de faglige beslutninger, selv når presset udefra er stort.
Støtte og fællesskab er nøglen. I ATO arbejder vi for at støtte tandlæger i at finde denne balance og give redskaber til at håndtere kommunikationsudfordringerne i hverdagen. Vi står sammen om at skabe en arbejdskultur, hvor vi ikke bare er dygtige behandlere, men også stærke kommunikatører, der kan navigere i komplekse situationer med ro og overblik.
I ATO mener vi at det er vigtigt, at vi fortsat udvikler vores kommunikationsevner og skaber tryghed og tillid hos vores patienter og deres pårørende. Derfor opfordrer vi jer også til at dele med hinanden, når I oplever, at kommunikationen kan være svær.
Skriv til ATO på info@ato.dk med dit bedste tip eller din største udfordring når det handler om kommunikation. Så samler vi op og deler vi erfaringerne.
Hanne Jacobsen, formand i ATO