Leder: Tillykke til alle jer, der er blevet optaget på tandlægeuddannelsen
Foran jer venter en både krævende og spændende uddannelse. I skal tilegne jer en omfattende faglig viden, udvikle praktiske færdigheder og lære at træffe beslutninger, som får stor betydning for andre mennesker. Det vil kræve flid, nysgerrighed og vedholdenhed, men det bliver også en studietid fyldt med nye oplevelser og venskaber, som kan følge jer langt ind i arbejdslivet.
Til dimissionen for de nyudklækkede tandlæger fra København holdt Anne Havemose-Poulsen i juni en tale, hvor hun fremhævede sammenholdet på uddannelsen og det vigtige i, at man ser sin patient som det hele menneske. at man har empati. At man skaber relationer til sine patienter. Men også at man tør tale om økonomi med patienterne, og stiller krav til dem.
Det siger meget om tandlægefaget. Det handler naturligvis om tænder, diagnostik og behandling, men det handler i lige så høj grad om mennesker. Som tandlæge møder man patienter med vidt forskellige behov, forventninger og bekymringer. Nogle er nervøse, andre har måske udskudt et besøg i mange år, og nogle står over for vanskelige valg. Derfor skal man både kunne sit fag og kunne skabe den tillid, som gør, at patienten føler sig set, hørt og tryg.
Så der er mange ting, man skal kunne som tandlæge.
Heldigvis skal I ikke kunne det hele fra begyndelsen. Uddannelsen er netop stedet, hvor I gradvist får den viden, erfaring og sikkerhed, der skal til. Undervejs vil der uden tvivl være perioder, hvor pensum virker overvældende, eller hvor en praktisk øvelse kræver flere forsøg end forventet. Det er en del af rejsen. Husk at bruge hinanden, spørge om hjælp og værne om det sammenhold, som kan gøre de krævende perioder lettere og de gode øjeblikke endnu bedre.
I har blot modtaget besked om at I er optaget, og rusugen starter lige om lidt. Men I skal vide, at der rundt om i landet sidder hundredvis af tandlæger, der hepper på jer og glæder sig til at møde jer ude ved tandlægestolene.
Der er brug for jer. I bliver en del af et fag i konstant udvikling, hvor nye behandlingsmetoder og teknologier går hånd i hånd med noget helt grundlæggende og uforanderligt: mødet mellem tandlægen og patienten. Det er et stort ansvar, men også et privilegium at få lov til at hjælpe mennesker og gøre en mærkbar forskel for deres sundhed og livskvalitet.
ATO er en forening for alle ansatte tandlæger både i det offentlige og det private, og vi håber, at I allerede under studiet vil opleve, at I er en del af et større fagligt fællesskab. Et fællesskab, hvor vi deler erfaringer, hjælper hinanden og sammen arbejder for gode vilkår for tandlæger og for en stærk tandpleje.
Nyd begyndelsen, vær åbne over for alt det nye, og husk, at ingen forventer, at I har alle svarene endnu. Lige nu skal I først og fremmest være stolte over, at I er kommet ind, og glæde jer til at tage hul på en uddannelse og et fag, der rummer både store udfordringer og store muligheder.
Hjertelig velkommen til tandlægefaget.
Hanne Jacobsen, formand for ATO