Leder: Vi vil de unge, også i tandplejen

Når de 18–21-årige bliver en del af den kommunale tandpleje, er det ikke bare en administrativ udvidelse. Det er et valg om at tage ansvar for en gruppe, som ofte står midt i store forandringer i livet, og som let kan glide ud af sundhedssystemets radar.

Men de første erfaringer viser, at vi har taget opgaven på os uden at økonomien følger med.
Undersøgelsen blandt landets ledere af tandplejen taler et tydeligt sprog: Flertallet oplever, at økonomien ikke hænger sammen, og at ressourcer må flyttes fra børneområdet for at få plads til de unge voksne. Det er ikke bæredygtigt, hverken fagligt eller organisatorisk. Vi kan ikke fortsætte med at løse nye opgaver med gamle midler.

De 18–21-årige er en anderledes patientgruppe. De har større behandlingsbehov og flere udeblivelser. Det kræver tid, dialog og fleksibilitet.
Men tandlægerne i vores undersøgelse beskriver samtidig, hvordan ordningen giver mening, fordi vi bevarer kontakten til en gruppe, der ellers risikerer at miste fodfæstet i egen sundhed.

Det er netop derfor, ordningen er værd at kæmpe for.

Men faglig vilje kan ikke stå alene. Hvis de kommunale tandplejer skal lykkes med at løfte opgaven, kræver det politisk opmærksomhed og økonomisk realisme.
Klinikkerne står allerede med fulde kalendere, for få hænder og manglende stolekapacitet. At bede dem om at løse en ny og kompleks opgave uden tilstrækkelige midler, er ikke rimeligt.

Vi ved, hvad der virker: kontinuitet, forebyggelse og tillid.

Ordningen for de 18–21-årige bør ikke ses som en ekstra byrde, men som en strategisk investering i fremtidens tandsundhed.
Hvis vi hjælper de unge med at fastholde gode vaner nu, kan vi forebygge langt større problemer senere.

Men vi må også turde sige det højt: Det kræver, at nogen betaler regningen.

Hanne Jacobsen, formand i ATO