Lovforslag: det skal være nemmere for tandlæger fra lande uden for EU at få job i Danmark
ATO har netop besvaret en høring om en ny autorisationsproces for sundhedspersoner uden for EU/EØS-samarbejdet. Tanken med lovforslaget er at vende processen om, så udlændinge, der har fået konkrete jobtilbud i Danmark skal kunne påbegynde en evalueringsansættelse, selvom sprog- og fagprøver endnu ikke er bestået. Det er dog et krav, at Styrelsen for Patientsikkerhed forinden har vurderet, at ansøgerens uddannelsesniveau kan sidestilles med den danske uddannelse. I samme forbindelse foreslås det også, at der fremover skal ses på ansøgerens samlede uddannelsesniveau, så ansøgernes formaliserede grund- og efteruddannelse kan sammenlignes med den danske grunduddannelse i vurderingen af ansøgerens faglige niveau. Tanken er, at udlændingen sideløbende med evalueringsansættelsen kan aflægge sprogprøver og fagprøver.
I ATO har vi ved besvarelsen af høringen givet udtryk for vores bekymring for, at tandlæger uden kendskab til det danske sprog, sundhedssystem og med ukendte faglige kvalifikationer uden videre vil kunne ansættes i det danske sundhedsvæsen. Vi mener, at sådanne tandlæger udgør en patientsikkerhedsmæssig risiko, ligesom vi mener, at supervisionsbyrden bliver dyr på klinikkerne ved evalueringsansættelserne. ATO mener derfor ikke, at forslaget er en hensigtsmæssig løsning på den konkrete tandlægemangel.
Foruden den nye autorisationsproces foreslås forenklinger i Udlændingeloven, så en udlænding, der opnår dansk autorisation efter gældende regler også vil blive tildelt jobsøgningsophold. Hvis udlændingen finder beskæftigelse under jobsøgningsopholdet, kan han eller hun ansøge om arbejds- og opholdstilladelse, og har ret til at påbegynde arbejdet, mens ansøgningen behandles. Det vil efter ATO’s mening medvirke til at afbureaukratisere udlændingereglerne, og vil betyde, at udlændinge, der har aflagt fag- og sprogprøver og har opnået dansk autorisation hurtigst muligt kan komme i arbejde. ATO støtter derfor op om denne del af forslaget.