Mistrivsel og skolevægring: En voksende udfordring i tandplejen

Tekst: Ea Nielsen

En ny undersøgelse blandt 122 ansatte i den kommunale tandpleje viser, at mistrivsel og skolevægring blandt børn og unge i høj grad påvirker tandplejens arbejde. Hele 18 % af respondenterne oplever problemet i høj grad, mens 52 % oplever det i nogen grad. Kun 3 % vurderer, at det ikke påvirker tandplejen.

Undersøgelsen repræsenterer et bredt udsnit af ansatte tandlæger: 44 % af svarene kommer fra kommunalt ansatte tandlæger, og derudover deltager specialtandlæger, klinikledere, overtandlæger, souschefer og medarbejdere i kombinationsstillinger.

Mistrivslen viser sig i stolen

Respondenterne rapporterer en række tydelige tegn på, at en del børn og unge mistrives.
Den mest markante er øget angst og utryghed hos børn, som 80 % identificerer i deres klinikker.

Lige bagefter følger flere udeblivelser (74 %) og brudte eller uregelmæssige behandlingsforløb (72 %). Det betyder, at mange børn ikke møder stabilt, hvilket både forsinker behandlingen og skaber ekstra belastning for personalet.

Tandlægerne der har svaret på undersøgelsen oplever, at mistrivslen kan ses på mundhygiejnen. 48 % siger, at de oplever et større tab af egenomsorg, fx i form af gingivitis eller mangelfuld tandbørstning, og 39 % oplever øget antal behandlingskrævende tilstande.

Et stigende problem

80 ud af 108 svarer ja til, at de oplever, at der er en stigende andel af børnene, der mistrives. Tandlægerne står oftere over for børn, der ikke magter at møde op, gennemføre undersøgelser eller deltage i normale behandlingsforløb.

”Oplever i stigende grad (meget øget de seneste fem år) børn der har det svært – og børn der ikke kan tolerere mindste form for ubehag (møder med stor grad af utryghed, meget sensitive for smag mv.), samt forældre der i markant øget grad efterspørger narkosebehandling (selv til små ting). Synes tillige vi oplever markant øget caries hos små børn. Jeg har været børnetandlæge i mange år og synes der er sket en kæmpe stigning i børn der har det svært i livet, børn med diagnoser. Jeg synes ligeledes som afdelingsleder at det fylder at vi har kollegaer hvis egne børn har det svært (inkl. skolevægring) men også voksne mennesker (kollegaer) der generelt har svært ved at tumle livet. Som afdelingsleder går en stor del af min hverdag med forsøg på at løse “særlige behov” for skrøbelige/sårbare børn (patienter) og kollegaer. Elsker mit job både som leder og tandlæge men frygter lidt fremtiden hvis sårbarheden/særlige behov øges yderligere blandt vores patienter og kollegaer.”

Ressourcerne er under pres

Mistrivslen kan mærkes på klinikkernes planlægning. Hele 80 % oplever flere udeblivelser og spildt kliniktid, og 56 % bruger mere tid på ekstra samtaler og pauser for at skabe tryghed for barnet. Samtidig rapporterer 45 % om øget pres på personalet og 42 % om et tydeligt behov for mere tværfagligt samarbejde. Kun 8 % oplever ingen forskel.

Klinikkerne ændrer deres tilgang

På spørgsmålet om, hvorvidt klinikkerne har ændret deres tilgang til børn i mistrivsel, svarer 68 %, at det har de gjort, enten systematisk (15 %) eller i enkelte tilfælde (53 %).

Kun 23 % har endnu ikke ændret praksis. Tandplejen er altså allerede i gang med en omstilling, hvor der arbejdes mere relationelt, kommunikeres anderledes, og behandlingsforløb tilpasses efter barnets psykiske tilstand. Tandplejen oplever udfordringer i alle aldersgrupper, men det er især børn i 10–13 år (75 %) og 14–17 år (58 %), der viser flest tegn på mistrivsel.

Samarbejdet med kommunen er ofte utilstrækkeligt

Samarbejdet med skoler, PPR og socialforvaltningen er en central del af arbejdet med mistrivselsramte børn. Men kun 6 % oplever, at samarbejdet er meget velfungerende.
Den største gruppe, hele 46 %, vurderer, at samarbejdet er begrænset eller ustruktureret, mens 21 % ligefrem oplever, at samarbejdet ikke eksisterer i praksis.

”Der bliver ikke rakt ud til tandplejen fra andre aktører. På min klinik har vi haft personale fra PPR ude at tale om mistrivsel mm. men der er udskiftning i personalet konstant og generelt virker det ikke til, at der er grobund for samarbejde på tværs.”

”At man i kommunerne slet ikke ser på eller henvender sig til tandplejen, de tror ikke at vi oplever problemerne. Men vi ser jo de samme familier og oplever og ser omsorgssvigt i familierne.”

”Der er lang svartid tid på henvendelser til kommunen og pga. GDPR er det nu ikke længere “bare” at spørge sig for i institutioner og skoler om de ser lignende udfordringer som vi eller kender de årsagen så i lettere kan samarbejde med forælder.”

Det betyder, at tandplejen ofte står alene i mødet med børn i mistrivsel, selvom de her giver udtryk for at arbejde mere tværfagligt med de børn, der er svære at behandle.

Få har fået relevante redskaber

En del af tandlægerne i denne her undersøgelse svarer, at de mangler kompetenceudvikling. Kun 6 % har fået redskaber i større omfang, og 37 % har fået det i mindre omfang.
Den største gruppe, nemlig 56 % har ikke fået nogen særlige kompetenceløft til arbejdet med børn i mistrivsel.

”Et større kendskab til hvordan man bedst takler disse børn/familie. Flere hænder, da vi bliver presset på tid, når der skal bruges mere tid på denne gruppe.”

Samtidig svarer 92 personer på spørgsmålet om, hvad der ville hjælpe mest. Respondenterne efterlyser især:

• uddannelse i kommunikation og angsthåndtering
• bedre tværfaglig koordinering
• mere tid og ressourcer
• klare retningslinjer for rolle og ansvar

Vi spurgte alle jer tandlæger, om I havde en god erfaring eller et konkret tiltag, I gerne ville dele med andre. her er nogle af jeres svar:

”Se dem, hør dem og mød dem. Gør noget andet end det, man plejer. Eksempel: Bolette har ikke være på klinik siden dec. 2018. Alt er forsøgt. Hun er tilbudt narkose og beroligende medicin (midazolam). Hun låser sig inde hjemme. Hun starter i et matrikelforløb dvs. hun får besøg hjemme i april 2025. Nu kommer hun på klinikken og er i gang med behandling uden angst og beroligende medicin. Et super eksempel.”

”Jeg har selv arbejdet med diagnosebørn i mange år. Noget jeg synes altid virker er.
1. Få kontakt og skab en relation med barnet inden man gør noget andet. (Det kan tage 10 sek. som f.eks. at sige: sikke fine øreringe du har på, er det fordi du kan lide heste. Og svarer barnet og man kan have en dialog har vi skabt et bånd)
2. Brug altid: fortæl hvad du vil gøre, dernæst vis det f.eks. på hånden, og lav en kort test i munden inden man går i gang. Dette gøres ved alle ting.
3. Barnet skal altid have en stophånd på maven.
4. Får jeg at vide at barnet har en diagnose, så er mange diagnoser samtidig knyttet til sanseintegrationsforstyrrelser som ingen tænker over, men som har stor betydning for tandlægearbejdet. Derfor spørger jeg altid børn med diagnoser om hvordan de har det med lys, lyde, lugte, smag og konsistenser og hvordan de har det med berøring og om de kan gå i alt slags tøj eller om mærker fra tøj generer. Når jeg ved dette, skriver jeg de ting ned som barnet er særligt følsomt i. Og på den måde kan man komme igennem en behandling meget lettere. Hvis barnet er lydfølsomt beder jeg dem om at have noget musik med de kan have i ørene. Er de særligt følsomme for smag, skal man være meget omhyggelig med at skylle og suge osv.”

”Vi har brugt ressourcer på at tage hjem til familierne, hvilket vi for det meste oplever bliver taget meget godt i mod, selvom det ikke er de mest optimale undersøgelser vi kan lave.”

”Vi har i Tandplejen igangsat et forebyggelsesprojekt omkring ulighed i tandsundhed, der tager hånd om de allermest sårbare grupper heriblandt børn med alvorlig mistrivsel og skolevægring. Det er et specialiseret og relationsskabende tilbud, der har til opgave at understøtte ovennævnte gruppers tilknytning til Tandplejen og hermed at der opnås en bedre tandsundhed. Med det specialiserede tilbud skabes individuelle løsninger omkring det enkelte barn/unge, således vi får etableret en god kontakt og styrket deres tryghed ved at møde stabilt i Tandplejen. Det kan f.eks. være gennem: Opsøgende arbejde ved en gennemgående medarbejder i Tandplejen, hjemmebesøg, besøg på skoler, videoopkald, udlån af hjælpemidler og understøtning af tilhørsforholdet til Tandplejen vha. tilknytning af generelt få medarbejdere. Derudover er der lagt op til et styrket tværfagligt samarbejde med bl.a. Sundhedsplejen, Familieafdelingen, institutioner og skoler.”

”At patienten føler at vi har “oceaner” af tid lige netop til dem, gør en stor forskel for at vi møder dem i deres svære situation, og sammen lykkedes om et godt besøg på tandklinikken.”