Møderne i lokalforeningen giver netværk og gode snakke
Fra venstre er det Tine Dabelsteen Isidor, Kirsten Marker, Marianne Bank-Mikkelsen, Dorthe Rasmussen,
Malene H. Schmidt, Hanne Jacobsen, Signe Riis og Joan Rostgaard Michelsen
Joan Michelsen er tandlæge i Tandplejen Aarhus og blev uddannet tandlæge i 2000. Hun har været aktiv i sin lokalforening i godt 15 år.
Hvorfor skal man være aktiv i sin lokalforening?
“For at lære nogen at kende i andre kommuner og få et netværk. Selvom jeg til dagligt har mange faglige tandlægekolleger efter, vi er blevet centraliseret, kan jeg stadig blive inspireret af, hvordan man gør tingene andre steder. Derfor er jeg også medlem af lokalbestyrelsen.”
Hvilke emner drøfter I på møderne?
“I kreds Nord- og Østjylland, Fyn og Trekantsområdet afholdes medlemsmøder en gang om året. Arrangementerne indeholder gerne både noget fagligt samt noget socialt og hyggeligt.
Der har været faglige indslag om Tidlig behandling af det frontalt åbne bid, Spiseforstyrrelser og tandpleje, PA, Plast og bonding-systemer og Tandpleje i Gambia. På sidste medlemsmøde havde vi besøg af kirurg Søren Schou, som talte om Nyt vedr. amotio, dekoronering og observation af 8-8.
De faglige arrangementer har været afholdt blandt andet på Køn-museet, Aarhus, Museum Ovartaci, Risskov og Fængslet i Horsens. Her har der været rundvisninger inden aftenens faglige indslag.
I lokalbestyrelsen er vi otte medlemmer. Vi mødes cirka to-tre gange om året. Vi spiser sammen og udveksler erfaringer. Det kan være, at en af os har prøvet et nyt materiale, og deler erfaringerne med det. Vi kan tale om, hvilke patienter vi har i generel anæstesi.
Det kan også handle om, hvordan man organiserer sig med få store centrale klinikker eller flere mindre, så taler vi om, hvordan man får det til at fungere, hvad er fordele og ulemper ved den løsning. Et andet emne kunne også være længere åbningstid i tandplejen. Er det er politisk ønske eller er der et reelt behov fra patienterne? Vi taler om OK-forhandlinger og indsamler krav til forhandlingsudvalget.
Vi taler også om, hvad vi godt kunne tænke os at blive klogere på. Så overvejer vi, om vi skal afholde et medlemsmøde eller et kursus om emnet. Vi prøver at arrangere et kursus cirka hvert andet år. Sidste gang afholdt vi et internat på Vingsted om Klinisk håndtering af tandslid og kæbefunktionsproblematikker.
På den måde får man både noget fagligt, hyggeligt og socialt sammen og man oplever at få noget for sit lokalforeningskontingent.
Sidst men ikke mindst taler vi om, hvilke emner der er fokus på i hovedbestyrelsen. Det er meget hyggeligt at ses.”
Hvad giver det dig?
“Det er sjovt at høre, hvordan de arbejder i andre kommunale tandplejer, og det er dejligt at have et netværk af kolleger i andre tandplejer, så man kan lade sig inspirere.
Jeg kan godt lide at mødes og have diskussioner og snakke om andet end det kun tandfaglige. Det giver også et socialt perspektiv. Jeg ser bredere både på det tandfaglige, men får også et samfundsperspektiv. Bliver opmærksom på at der arbejdes i kulisserne for bedre tandsundhed i Danmark. Kommunal tandpleje kræver, at der er nogen der gør opmærksom på, at her er der et behov, fx i forhold til omsorgstandpleje og socialtandpleje. At vi tager et socialt ansvar for dem, der ikke kan selv.”
Du kan læse mere om lokalforeningerne her.
I ATO har vi seks lokalforeninger. Medlemmerne i lokalforeningerne kan mødes og netværke og afholde kurser.