Når relationer skaber resultater: Erfaringer fra Tandplejen i Horsens
Fra lørdagsaktiviteten ”Bamsetandlæge” på biblioteket, som er samlingssted for mange familier bl.a. fra Østeuropa.
Tekst: Ea Nielsen
“Jeg er så heldig at have en fantastisk medarbejder, Michelle, der kan noget særligt i forhold til relationsdannelse.” Sådan indleder Hanne Jacobsen, overtandlæge i Horsens, vores snak i telefonen. For i Horsens har de grebet arbejdet med børn, der er i mistrivsel og ikke kommer ud af hjemmet og derfor heller ikke til tandlæge, anderledes an.
“Det hele startede med et strategisk ledermøde I Horsens Kommune, hvor jeg fik til opgave at lave en prøvehandling i forhold til konceptet bæredygtig velfærd også kaldet relationel velfærd, der er inspireret af Hillary Cottams nye model for moderne velfærd, der gør op med bureaukrati, kontrol og administration og i stedet retter fokus mod at støtte den enkelte og familierne i at udvikle deres egne kapabiliteter. Jeg gik til Michelle, der er klinikassistent og efterspurgte idéer. Prøvehandlingen blev denne: Michelle havde en bestemt familie med tre børn, der aldrig kom til tandlæge, i tankerne. Der var mange afbud til aftaler på klinikken også til profylaksebesøg. Hun tog på hjemmebesøg og fik efterhånden opbygget en god relation, inddraget forældre og børnene og lavet aftaler sammen med dem, som de kunne overholde. Børnene drak i starten kun søde drikke. Ved at lave overkommelige aftaler på børnenes præmisser, så de kunne opleve succeser, gik det langsomt fremad. I dag børster de tænder og drikker mest vand. Den ene dreng, som har været særligt ked af at komme på klinikken, kom lige før jul susende ind og nærmest smed en æske chokolade på bordet og råbte ”god jul” til Michelle!
Bæredygtig Velfærd bygger i Horsens Kommune på disse principper:
Fra bureaukrati til relationer
Mobilisere netværk, fællesskaber og relationer
Evaluerende praksis giver bevidst faglighed
Siden har Michelle fået kontakt til 165 matrikelbørn, som vi kalder børn og unge med skolevægring, angst eller andre udfordringer, der gør mødet med tandplejen svært. Konceptet er dette: Efter hjemmebesøg aftales besøg på klinikken efter lukketid med barnet eller den unge for samtale, tilvænning og forebyggelse. Først når han eller hun er klar, går vi videre til behandling. Det sker i samarbejde med en tandlæge, der kan holde sig i baggrunden, mens Michelle fører ordet. “Det er en win-win: vi undgår spildtid ved udeblivelser, og familierne føler sig mødt og inddraget.”
Ikke alle medarbejdere har Michelles særlige kompetencer, men tilgangen kan vi alle lære af for at hjælpe de børn og unge, der har svært ved at komme i Tandplejen: At turde sætte sig selv i andres sted. At gå til opgaven på en anden måde ved at spørge børn, unge og forældre, hvad de selv ønsker, hvad der bøvler i hverdagen, og hvordan vi bedst kan hjælpe. Den konsultative tilgang er ikke ny – vi har talt om den i mange år – men udfordringen er at få den til at leve i praksis.
Michelle arbejder desuden meget tværfagligt. Hun deltager fx i boligsociale indsatser herunder Kirkens Korshær for udsatte forældre, i Mødrehjælpens mødregrupper, på skolebestyrelsesmøder og forældremøder i daginstitutioner for at sat fokus på vigtigheden af tandbørstning og af sunde madpakker og sundt udvalg i skoleboder, børster tænder på børn i udvalgte børnehaver, underviser på SOSU-skolen og holder oplæg om nikotinprodukter og energidrikke på otte uddannelsesinstitutioner.
Michelle er frikøbt og indgår derfor ikke i den almindelige normering, og det er en bevidst prioritering, fordi vi må bruge nye greb.
Michelles opsummering af, hvad det kræver at tage på hjemmebesøg hos matrikelbørnene:
Man skal turde sætte sig selv i spil
Man skal vinde både børn og forældres tillid- også selvom det tager tid
Man skal aldrig skubbe grænsen
Man skal acceptere, når det er to skridt frem og et tilbage
Man skal give børn og unge rum til at mærke sig selv
Man skal være ydmyg
Man skal kunne træde et skridt tilbage, vurdere og analysere sig selv og erkende de fejl, man laver- også overfor forældre og børn
Relationen er ALTID bærende
Ingen kan alt men alle kan noget
Bæredygtig velfærd
Hillary Cottam er en international anerkendt britisk social innovatør og forfatter, der arbejder med at gentænke velfærdssystemer og sociale ydelser.
Hun er uddannet i sociologi og antropologi fra Cambridge og i design fra Royal College of Art og kendt for at kombinere socialt design og systemtænkning. Hun arbejder med, hvordan man kan skabe velfærdssystemer, der bygger på relationer og menneskelig værdighed frem for bureaukrati.
I bogen Radical Help (2018), beskriver hun nye måder at organisere socialt arbejde, beskæftigelse, sundhed og ældreomsorg på, med fokus på relationer og lokalsamfund i stedet for kontrol og regler.
Hun taler om at “systemer er designet, og derfor kan de redesignes”, altså at vi aktivt kan skabe bedre velfærdssystemer, hvis vi ændrer vores grundlæggende antagelser om mennesker og relationer.