Ny forskning: Forskellige faglige tilgange påvirker ældres orale sundhed
Af Linnea Eisemann de Almeida, ph.d.-studerende på Københavns Universitet, Odontologisk Institut, Forskningsområdet for Oral sundhed, samfund og teknologi, afd. for Samfundsodontologi
I vores nye studie fremhæver vi viden, der kan styrke forståelsen mellem tand- og plejepersonale og dermed fremme det tværfaglige samarbejde. Det kan bidrage til at sikre bedre oral sundhed hos ældre med plejebehov.
Oral sundhed har længe været et overset område i ældreplejen og danner baggrund for studiet. Trods forskellige initiativer for at styrke viden og opmærksomhed har effekten været begrænset eller kortvarig.
Studiet udspringer af samskabelsesprojektet Sund Mund Hele Livet mellem forskere og praktikere fra Odontologisk Institut, Center for Humanistisk Sundhedsforskning (CoRe, SAXO-Instituttet), Frederiksberg Kommune og Greve Kommune. Projektet arbejder tværfagligt med det formål at forbedre den oral sundhed blandt ældre i den danske ældrepleje. Vi har gennemført fokusgruppeinterview med både medarbejdere og ledere i den kommunale ældrepleje. Deltagerne kom fra forskellige faggrupper, såsom SOSU-assistenter og -hjælpere, sygeplejersker og ergoterapeuter, og arbejdede både i hjemmeplejen og på plejecentre. Desuden deltog tandfagligt personale fra den kommunale omsorgstandpleje.
Vi oplevede gentagne gange uoverensstemmelser mellem det tandfaglige personale og plejepersonalet, og satte os for med et kulturanalytisk blik, at forstå hvad der var på spil mellem de to faggrupper. Begge ønskede det bedste for den ældres orale sundhed, men deres tilgange var forskellige, hvilket udfordrede samarbejdet om at sikre god oral sundhed.
Ud fra materialet identificerede vi fire overordnede temaer, der adskilte de to faggrupper (se figur). Den første forskel var plejetilgangen. Når plejepersonalet prioriterede mundpleje, beskrev de en rehabiliterende plejetilgang med fokus på hjælp til selvhjælp. Det betyder, at de fokuserer på at støtte og træne den ældre i at klare sig selv så meget som muligt, så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt. En medarbejder fra ældreplejen forklarede: “Vi arbejder rehabiliterende. De ældre skal kunne klare det meste selv.” Modsat havde det tandfaglige personale en mere kompenserende plejetilgang og mente, at der burde gives praktisk støtte til tandbørstning tidligere. De forskellige plejetilgange kunne gøre samarbejdet vanskeligt, især når det gjaldt, hvornår støtte til mundpleje skulle sættes ind.
Den anden forskel fandt vi i prioriteringen. På en almindelig hverdag arbejdede plejepersonalet holistisk. Ofte havde den ældre et alsidigt plejebehov, og ved travlhed måtte personalet prioritere mellem de ældre med størst behov. De havde derfor en lang liste af plejeopgaver, hvor mundpleje var én opgave ud af mange. Modsat prioriterede det tandfaglige personale specifikt, med fokus på den orale sundhed. En medarbejder fra tandplejen satte ord på den manglende prioritering af mundpleje: ”Det er ærgerligt, for jeg kan se, at mange af borgerne har flotte tænder, men de [tænderne] går i forfald, når de kommer på plejehjem.” Udfordringer i samarbejdet kunne opstå, når parterne skulle prioritere de orale behov overfor den ældres generelle helbred og livskvalitet. Manglende forståelse for plejepersonalets arbejdsvilkår gjorde samarbejdet vanskeligt.
Den tredje forskel var vidensniveauet, og kommer i naturlig forlængelse af prioriteringen. For hvordan skal plejepersonalet prioritere mundpleje højere, hvis ikke de kender til sundhedskonsekvenserne. Plejepersonalets vidensniveau i oral sundhed var basal, ofte selvlært, og ingen retningslinjer støttede dem i at udføre mundplejen. Plejepersonalet beskrev: ”Vi mangler kompetencer i mundpleje og tandsundhed. Det fyldte ingenting på SOSU-uddannelsen, måske kun et enkelt kapitel.” Modsat besad det tandfaglige personale dybdegående og professionel viden. Når forskellene i vidensniveau blev overset, blev samarbejdet vanskeliggjort: det tandfaglige personale blev frustreret over manglende mundpleje, mens plejepersonalet følte sig undervurderet.
Den fjerde forskel vedrørte situationer, hvor den ældre afslår at modtage mundpleje. De to faggrupper var grundlæggende uenige om, hvordan dette skulle håndteres. Plejepersonalet argumenterede for retten til selvbestemmelse og beskrev: ”Vi må ikke krænke den ældres ret til selvbestemmelse. Er den ældre selv interesseret i at få mundpleje? (…) Det er ligesom, når folk er ved at træde ud på vejen. Så er det først lige før bilen rammer, at vi flytter dem.” På den anden side argumenterede det tandfaglige personale for omsorgspligten og den ældres værdighed ved manglende mundpleje. I diskussioner om, hvilket hensyn der var væsentligst, blev forståelsen for hinandens faglige ståsted sat på prøve.
Vi håber at resultaterne kan inspirere til bedre forståelse og tværfagligt samarbejde samt styrket oral sundhed blandt ældre i den danske ældrepleje. Læs artiklen Co-Existence of Divergent Oral Care Approaches in Danish Aged Care: A Qualitative Study
Figur: De fire forskellige tilgange til mundpleje mellem plejepersonalet fra ældreplejen og det tandfaglige personale fra tandplejen.
