Oplevet ubehag og bevægelse hos børn og unge i forbindelse med simuleret dental-dedikeret MR-skanning

Tekst: Jennifer Heather Christensen. Resume på baggrund af Patient movement and perception of discomfort in children during simulated dental-dedicated MRI examination. Jensen AB, Matzen LH, Christensen J. Abstract præsenteres på ECDMFR 2026 (Iasi, Rumænien). Artikel indsendt til Dentomaxillofacial Radiology mhp. peer-reveiw og publikation.

ATO har støttet Jennifer Heather Christensens forskningsprojekt med midler fra Forskningskontoen

Billeddiagnostiske metoder er vigtige værktøjer for tandlæger, og især CBCT bruges i stigende grad, også blandt børn og unge. CBCT giver en tredimensionel visualisering af anatomien i det skannede område, men medfører også en ikke ubetydelig stråledosis til patienten. Særligt hos børn og unge er den øgede strålebelastning problematisk, da denne gruppe er særligt følsomme overfor de skadelige effekter, der kan være forbundet med ioniserende stråling.

Magnetisk resonans (MR) er en metode til at afbillede væv uden brug af ioniserende stråling. Metoden er meget brugt inden for medicin, men har hidtil ikke været alment tilgængelig for tandlæger. Dette er ved at ændre sig med udviklingen af såkaldt dental-dedikeret MR (ddMRI), som er under udvikling og afprøvning af bl.a. forskere fra Aarhus Universitet.

MR kunne potentielt bruges til billeddiagnostik hos børn og unge som erstatning for CBCT, for derved at undgå at udsætte børnene for potentielt skadelig røntgenstråling. Dog er MR-skanning forbundet med længere skanningstid end f.eks. CBCT, og patienten skal ligge i en rørformet magnet, hvilket for nogen kan virke klaustrofobisk. Dertil kommer at MR-skanning er forbundet med høje lyde, som kan virke afskrækkende særligt for yngre patienter. Disse faktorer gør, at metoden kan være svær at bruge på netop den population, hvor strålereduktion har mest betydning.

ddMRI er en ny metode, som endnu ikke bruges i klinisk øjemed, men der forskes i hvilke indikationsområder, metoden kunne være relevant til. Inden metoden tages i brug hos en børnepopulation, er det relevant at undersøge, om børn overhovedet kan kooperere til en sådan undersøgelse, og om de synes, om undersøgelsen er acceptabel.

Et nyligt studie på AU har forsøgt at klarlægge, om ddMRI vil kunne anvendes til at skanne børn og unge i tandlægeregi. 41 børn i alderen 8-14 år indgik i projektet og fik foretaget en simuleret skanning af en retineret hjørnetand (varighed ca. 12 minutter). Børnene blev positioneret i MR-skanneren som til en rigtig skanning, og lydene fra skanningen blev afspillet over systemets højtalere for at simulere en skanning. Børnene blev bedt om at vurdere deres oplevelse på en VAS-skala (1-5, hvor 1 var en god oplevelse), og børnenes bevægelser under den simulerede skanning blev registreret via videooptagelser, som blev gennemgået efter skanningen.

Størstedelen af børnene gennemførte skanningen. Tre børn bad om at afbryde skanningen undervejs, og et enkelt barn kunne slet ikke positioneres i skanneren. Registrering af bevægelser viste, at yngre børn oftere bevægede hovedet, mens det samlede antal bevægelser for hele kroppen var højere for drenge end for piger. Der sås ikke flere bevægelser i slutningen af skanningen end i starten, hvilket indikerer, at den længere skanningstid i sig selv ikke udgør et problem. Den gennemsnitlige VAS-score efter skanning var 2, piger scorede højere på VAS skalaen efter skanning end drenge og indikerede dermed at have haft en mindre god oplevelse (forskel 0,6), mens alder ikke havde indflydelse på oplevelsen. Mange børn påpegede efter skanning, at de høje lyde var ubehagelige, og at det var kedeligt at ligge i skanneren.

Det var forventet, at yngre børn havde sværere ved at ligge stille, og at drenge ligeledes ville bevæge sig mere end piger. De lave VAS-scorer viser, at børnene ikke oplevede skanningen som noget negativt. De let forhøjede VAS-scorer hos piger sammenlignet med drenge kan være et udtryk for, at pigerne ”gjorde sig mere umage” med at ligge stille, og dermed opfattede skanningen som mere anstrengende, hvor drengene havde mere tendens til at bevæge sig, hvis de følte behov for det.

Alt i alt ser det ud til, at børn og unge udviser kooperation til at få foretaget en ddMRI skanning, hvilket betyder, at metoden har potentiale til at kunne bruges til skanning af denne patientgruppe. Næste skridt er at udføre forsøg, hvor den simulerede skanning erstattes med en rigtig skanning, og se på, om de registrerede bevægelser har betydning for billedkvaliteten. Desuden fokuseres på initiativer, der kan gøre skanningen til en bedre oplevelse for børnene. Hvis ddMRI viser sig at være en valid metode til at skanne børnepatienter, kan det få stor betydning for billeddiagnostik i fremtiden.