SU-reform: Regeringen ønsker at fjerne det sjette SU-år
18. december blev partierne i forligskredsen for SU-forliget indkaldt til møde, hvor det stod klart, at der ikke kunne opnås enighed om regeringens ønske om at fjerne det ekstra SU-år. Derfor er forliget nu opsagt, og regeringen har indgået en aftale med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti om et forslag til SU-reform.
Hos Akademikerne, som ATO jo er en del af, og som er hovedorganisation for tæt på en halv million offentligt og privatansatte, er formand Lisbeth Lintz i lighed med De Radikale og SF imod at fjerne det sjette SU-år:
“Vi har brug for, at folk bliver uddannet i Danmark, fordi vi har brug for en veluddannet befolkning, som baggrund for at vi kan bevare velstand og velfærd i Danmark”, siger Lintz.
Ifølge Akademikerne bliver det sjette SU-år primært benyttet af studieskiftere.
At fjerne det sjette SU-år vil også skabe mere ulighed i samfundet, mener hun.
“Det vil ramme de unge, der kommer fra familier, hvor uddannelsesniveauet ikke er højt”, siger Lintz.
I en undersøgelse lavet af Verian – tidligere Gallup – for Akademikerne svarer 62 procent af de adspurgte, at de er meget enige eller overvejende enige i, at det er en dårlig idé at fjerne det sjette SU-år.