Tandsundhed Uden Grænser: vi har langsigtede planer for vores udviklingssamarbejde
Tandsundhed er en afgørende faktor for ethvert menneskes livskvalitet. Det fastslår WHO. Alligevel er det en overset global sundhedsproblematik.
Tandsundhed Uden Grænser er en dansk NGO, der arbejder for at forbedre livsmulighederne for børn i verdens fattigste lande gennem bedre tandsundhed.
”Det kan være svært at koncentrere sig om sin skolegang, hvis man har tandpine. Det lyder måske banalt, men det er virkeligheden for mange børn i fattige lande. Faktisk har ca. 95 % af alle 11-14 årige i lavindkomstlande ubehandlede tandproblemer og det skaber mistrivsel, højt skolefravær og udsigt til en dårligere fremtid,” fortæller Mathilde Vinther Larsen, sekretariatsleder i Tandsundhed Uden Grænser.
I Danmark har vi nem adgang til professional tandbehandling og med skoletandplejen kan man nemt tage forebyggelse af tandsygdomme som en selvfølge. Imens er virkeligheden i mange udviklingslande en ganske anden. Her må størstedelen af befolkningen leve med tandpine eller søge hjælp hos selvlærte gadetandlæger.
”Tandsundhed Uden Grænser etablerer tandplejeprojekter på skoler i samarbejde med lokale NGO’er, lærere, sundhedspersonale og forældre. Vores projekter bygger på danske værdier og derfor har vi også stort fokus på vores forebyggelsesarbejde”, siger Mathilde Vinther Larsen.
Og det er ikke kun det lokale sundhedspersonale, men også lærere og børn på skolerne, som bliver undervist i hvordan man bl.a. børster tænder.
”Da jeg var i Rwanda i marts 2024 besøgte jeg flere skoler, hvor børnene stod i kø for at børste tænder, når de kom i skole. Det var blevet en rutine for dem. Og det gjorde mig utrolig stolt for det betyder, at vores arbejde er bæredygtigt og at lokale kræfter kan videreføre og udbrede viden om tandsundhed i projektlandene, når et projekt er afsluttet”.
Nu er der stor fokus på tandsundheden i Rwanda
Tandsundhed Uden Grænser er en ambitiøs organisation og har også langsigtede planer for deres udviklingsarbejde. Derfor foregår deres arbejde ikke kun på skolerne. Organisationen der bl.a. har medvirket til, at der nu er en national sundhedsstrategi på tandsundhedsområdet i Rwanda, samarbejder bl.a. også med tandlægeskolen i Rwanda, hvor de studerende kommer i praktik på projektskolerne, for at understøtte det forebyggende oplysningsarbejde og behandle akutte smerter
Derudover udsender organisationen også frivillige tandlæger, tandplejere og klinikassistenter på dentalmissioner til projektlandene et par gange om året. De tager afsted for at hjælpe nogle af de mange børn, som har hårdt brug for akut tandbehandling.
”Vi hører fra de frivillige, at de får utrolig meget med hjem i rygsækken, når de har været på dentalmission. Udover at tage et socialt ansvar, yder de også en helt konkret hjælp til børnene, som smiler stort til dem efter de har fået trukket en tand ud, mens de ligger på et bord og ikke i en tandlægestol.”
Dentalmission i Rwanda
To tandlæger, Agata Wronecka og Marie Bovbjerg, der netop er uddannede fra Aarhus Universitet, tog i juli til Rwanda for at udføre frivilligt arbejde på dentalmission med Tandsundhed Uden Grænser. I ATO støttede vi dem økonomisk til kost og logi.
De har delt deres oplevelser og billeder med os: