Leder: STORT TILLYKKE til alle de nyuddannede tandlæger
Endnu en årgang tandlægestuderende bliver i disse dage færdige med deres studier og kan kalde sig tandlæger. Stort tillykke til alle jer nye tandlæger med jeres eksamen.
Foran jer venter forhåbentlig en velfortjent sommerferie inden I skal begynde et arbejdsliv som tandlæge. Vi glæder os til at byde jer velkommen på klinikkerne
Du bliver en eftertragtet arbejdskraft, da der er mangel på tandlæger i såvel privat som kommunal tandpleje. Der har i mange år været uddannet for få tandlæger, og det kan nu mærkes i hele landet, men værst i de geografiske områder, der ligger længst fra uddannelsesbyerne. Antallet af erhvervsaktive tandlæger vil i 2030 forventeligt være reduceret med ca. 25 % i forhold til antallet af erhvervsaktive tandlæger i 2006. Antallet af erhvervsaktive tandlæger vil pr. 100.000 indbyggere falde fra omkring 95 i 2006 til omkring 64 i 2030. ATO har siden 2010 gjort de skiftende regeringer og ministre opmærksom på ubalancen mellem udbuddet af og efterspørgslen efter tandlæger. Det får ATO lejlighed til at gøre igen i år, hvor en ny opdateret tandplejeprognose skal udarbejdes.
Som ny tandlæge har du formentlig en række spørgsmål til, hvilke løn- og ansættelsesvilkår, du kan forvente. Uanset om du vælger at starte din tandlægekarriere i kommunal tandpleje eller i privat tandlægepraksis, så er ATO altid på de ansatte tandlægers side, og vi adskiller os fra andre faglige organisationer på tandlægeområdet ved at give arbejdsgiveruafhængig rådgivning til dig om dine løn- og ansættelsesvilkår. Det gælder både ansættelser i privat tandlægepraksis og ansættelser i kommunal tandpleje. Det er derfor en god ide at kontakte ATO så du er godt klædt på til din første jobsamtale og kontraktforhandling. Det er vigtigt, at du ved jobsamtalen får afstemt dine forventninger til det arbejdsliv, du ønsker dig, med din eventuelt kommende arbejdsgiver, så din start på arbejdslivet bliver vellykket.
Du kan også finde mange nyttige informationer på ATO’s hjemmeside under Privat ansat og Kommunalt ansat.
Som nyuddannet tandlæge skal du som bekendt igennem ansættelser i såvel børne- og ungdomstandpleje som voksentandpleje for at opnå tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge. Formålet med ansættelserne er, at du under opsyn og vejledning af en erfaren tandlæge opnår rutine og klinisk erfaring, der gør dig egnet til at arbejde selvstændigt som tandlæge. Ansættelsesforløbene skal sikre en bred indsigt i de arbejdsprocesser og rutiner, der knytter sig til forskellige former for klinisk tandlægevirksomhed. Du er selv ansvarlig for at sikre dig ansættelser, hvor du kan optjene de nødvendige timer i børne- og ungdomstandpleje samt voksentandpleje. I ATO anbefaler vi, at du optjener timerne og ansøger Styrelsen for Patientsikkerhed om tilladelse til selvstændigt virke inden for de første par år efter endt uddannelse, så du frit kan vælge og skifte karriereveje i forhold til de mange muligheder, der er i vores branche.
Hvis du er studentermedlem i ATO, vil du fortsætte i et kontingentfrit medlemskab af ATO det første år, og de næste to år vil du være på kontingenttrappen (2. år 50 % kontingent og 3. år 75 % kontingent).
Velkommen i fællesskabet, vi glæder os til at møde jer ude på arbejdsmarkedet arbejdspladserne og til ATO arrangementer.
God sommer til alle.
ATO’s Hovedbestyrelse